Han har tegnet siden 3-4 års alderen og var igennem hele sin opvækst den bedste i sine omgivelser til at tegne. Har man set hans tegninger, føler man ingen grund til at tvivle på det. Spørger man ham, om der er noget, han ikke kan tegne er svaret: "Ja, smukke kvinder, ellers tror jeg, jeg kan tegne alt".
Med en vis portion drillende stædighed punkterer han ethvert tilløb til at tale om kunst med stort K og børn og budskab med store B´er. Det, han siger om at tegne for børn, er overvejende pragmatisk, til tider nærmest provokerende pragmatisk.
Som f.eks. svaret på hvorfor han tegner for børn: "Hvis du skal være tegner i dag, så er det børnebøger. Hvor mange voksenbøger er der billeder i?" Og nødvendigheden af at tegne målgruppespecifikt vil han hellere begrunde i økonomiske forhold end i børnepsykologiske overvejelser:
"Målgruppen lader jeg forlagene om at bestemme, så når jeg får en opgave fra et forlag, så siger jeg: hvem skal den henvende sig til, og så tegner jeg til dem. Det skal laves forskelligt efter målgruppen, ellers bliver bøgerne jo ikke solgt. Det er dumt at afskære sig fra succes på forhånd!" Og han tegner lige gerne til børn og voksne: "Det ene er ikke vigtigere end det andet, og jeg blander udtryksmidlerne".
I selve tegneprocessen glider tanken på målgruppen dog i baggrunden: "Dels tænker jeg over det, og dels tænker jeg ikke over det, når jeg tegner. Så tegner jeg bare, som jeg synes, det skal være, fordi jeg går ud fra, at alle mennesker kan se på en tegning".