roald als
Tegning: Roald Als

Roald Als

Lise Lotte Larsen. 2000.
Top image group
roald als
Tegning: Roald Als
Main image
Als, Roald
Foto: Morten Langkilde

Indledning

Siden slutningen af 70'erne har Roald Als tegnet til over 40 børnebøger, hovedparten af dem bøger til større børn. Roald Als, der foruden at være børnebogsillustrator også tegner satirisk til Politiken, nærer en grundfæstet mistillid til budskaber generelt og mener heller ikke budskabet har nogen chance i børnebogen. "Der er så mange, der siger, at hvis vi laver det her, så er vi et skridt på vejen mod en bedre verden, og det er vi jo ikke..."

Siden slutningen af 70'erne har Roald Als tegnet til over 40 børnebøger, hovedparten af dem bøger til større børn. Roald Als, der foruden at være børnebogsillustrator også tegner satirisk til Politiken, nærer en grundfæstet mistillid til budskaber generelt og mener heller ikke budskabet har nogen chance i børnebogen. "Der er så mange, der siger, at hvis vi laver det her, så er vi et skridt på vejen mod en bedre verden, og det er vi jo ikke..."

 

47137195

Blå bog

Født: 2. april 1948.

Uddannet: på Kunsthåndværkerskolen 1974.

Litteraturpriser: Grandprix på biennalen i Bratislava 1981.
Alfred Schmidts mindelegat 1982. Kulturministeriets Illustratorpris 1986. Kulturministeriets Initiativpræmie 1988 (Røverne i Rold, tekst Kurt H. Juul). Svarres legat (Bladtegnerforbundets pris) 1992.

Seneste udgivelse: Håndtegner. Politiken, 2019. Erindringer.

Artikel type
illustratorer

Introduktion

"Jeg synes, det er noget fis at kalde børnebogstegnere for kunstnere", siger Roald Als og understreger, at han opfatter sig selv som brugstegner. Og dermed skulle tonen være slået an for et portræt af denne børnebogsillustratorernes enfant terrible.

Han har tegnet siden 3-4 års alderen og var igennem hele sin opvækst den bedste i sine omgivelser til at tegne. Har man set hans tegninger, føler man ingen grund til at tvivle på det. Spørger man ham, om der er noget, han ikke kan tegne er svaret: "Ja, smukke kvinder, ellers tror jeg, jeg kan tegne alt".

Med en vis portion drillende stædighed punkterer han ethvert tilløb til at tale om kunst med stort K og børn og budskab med store B´er. Det, han siger om at tegne for børn, er overvejende pragmatisk, til tider nærmest provokerende pragmatisk.

Som f.eks. svaret på hvorfor han tegner for børn: "Hvis du skal være tegner i dag, så er det børnebøger. Hvor mange voksenbøger er der billeder i?" Og nødvendigheden af at tegne målgruppespecifikt vil han hellere begrunde i økonomiske forhold end i børnepsykologiske overvejelser:

"Målgruppen lader jeg forlagene om at bestemme, så når jeg får en opgave fra et forlag, så siger jeg: hvem skal den henvende sig til, og så tegner jeg til dem. Det skal laves forskelligt efter målgruppen, ellers bliver bøgerne jo ikke solgt. Det er dumt at afskære sig fra succes på forhånd!" Og han tegner lige gerne til børn og voksne: "Det ene er ikke vigtigere end det andet, og jeg blander udtryksmidlerne".

I selve tegneprocessen glider tanken på målgruppen dog i baggrunden: "Dels tænker jeg over det, og dels tænker jeg ikke over det, når jeg tegner. Så tegner jeg bare, som jeg synes, det skal være, fordi jeg går ud fra, at alle mennesker kan se på en tegning".

Om børn og børnelitteratur

Siden slutningen af 70´erne har Roald Als tegnet til over 40 børnebøger, hovedparten af dem bøger til større børn. Selvom de fleste af dem besidder gode, saftige underholdningskvaliteter så som gys, humor, spænding, fantasi og røverromantik, kan man ikke umiddelbart heraf udlede noget om hans holdning til og smag for børnelitteratur.

"Alle mine bøger på nær En spøjs fætter og og Greven af Monte Christo er bestillingsarbejder" og indenfor visse grænser laver han det, der bliver bestilt, "ligesom en snedker, der får forskellige opgaver. Nogen gange skal han lave en stol og nogen gange et skab". er bestillingsarbejder" og indenfor visse grænser laver han det, der bliver bestilt, "ligesom en snedker, der får forskellige opgaver. Nogen gange skal han lave en stol og nogen gange et skab".

"Jeg har siddet og læst utroligt meget for min dreng og har haft mange gode timer sammen med ham, og vi har fået noget sammen på den facon og dér tror jeg, børnebøger kan gøre gavn, dér tror jeg, de er gode. Men om det skal være den ene slags eller den anden slags, det ved jeg sgu ikke. De skal bare være gode, og tegningerne skal være flotte".

Visse opgaver som illustrator finder han dog mindre spændende end andre: "Jeg kan godt lide humor. Jeg kan også godt lide, hvis det er smukt også. Det eneste, jeg synes, der er kedeligt at tegne, det er kærlighed. Og den enlige mor, og det er hårdt osv."

Roald Als, der foruden at være børnebogsillustrator også tegner satirisk til Politiken, nærer en grundfæstet mistillid til budskaber generelt og mener heller ikke budskabet har nogen chance i børnebogen. "Der er så mange, der siger, at hvis vi laver det her, så er vi et skridt på vejen mod en bedre verden, og det er vi jo ikke. På trods af alle de små skridt, som en masse mennesker har lavet af ærlig overbevisning, så er det gået tilbage alligevel, så vi når aldrig derhen!"

"Aviser kan måske godt flytte noget. Det tror jeg ikke børnebøger kan. De er underholdning, gode oplevelser, man kan måske lære noget om andre mennesker. Jeg har ingen budskaber til børn. Alle de budskaber, jeg har fået, de er strøget hen over hovedet på mig, de har ikke virket. Man fik jo heller ikke lavet socialister ud af socialisternes børn!"

I det hele taget mener han, at børns fundamentale behov er få og enkle: "Børn har brug for at få at vide, at forældrene kan lide dem, og så har de brug for tre måltider". Hvad der kommer derudover, har han tillid til at børn selv er istand til at gøre opmærksom på. "De er jo ret gode til at udtrykke, hvad de vil, ungerne".

At det sidste i høj grad udtrykkes med den personlige erfarings vægt, afsløres i hans kommentar til Pinocchio: "Jeg kunne kende meget af det. Alt det bøvl, den stakkels gamle snedker havde med sin unge, det havde jeg også. Ham ku´ jeg fuldt ud forstå. De bliver så pisseforkælede, de unger. Man giver dem alt, og det eneste, man får igen, det er et los i røven. De er utroligt egoistiske sådan nogle unger". "Jeg kunne kende meget af det. Alt det bøvl, den stakkels gamle snedker havde med sin unge, det havde jeg også. Ham ku´ jeg fuldt ud forstå. De bliver så pisseforkælede, de unger. Man giver dem alt, og det eneste, man får igen, det er et los i røven. De er utroligt egoistiske sådan nogle unger".

En spøjs fætter

© Roald Als
© Roald Als

Den opfattelse af forholdet mellem børn og forældre ligner det, der skildres i billedbogen Den opfattelse af forholdet mellem børn og forældre ligner det, der skildres i billedbogen En spøjs fætter: Et barn, der drager fuldstændig hærgende gennem sin familie og nærmeste omgivelser, tilsyneladende ikke af ond vilje, men nærmest pr. konstitution.

Fortællingen bæres af en snæver vekselvirkning mellem tekst og billede, og en stor del af humoren ligger i, at billedet indimellem får lov til at tale helt for sig selv.

Her og i andre bøger bruger Roald Als forskellige billedtricks, som han henter fra avistegneriets, tegneseriens eller reklamens verden: billedsekvenser, brudte billedrammer, dramatiske synsvinkler og talebobler.

Alle billeder i En spøjs fætter rummer bevægelse, hyppigt overdreven bevægelse, eller i det mindste spor af forudgående bevægelse, væltede flasker, ødelagte potteplanter. Selv et opstillet familiebillede domineres af uro.

Og det er ofte bevægelsen, det dynamiske og handlingsmættede, Roald Als fokuserer på i sine illustrationer: "Man skal tegne noget, hvor der sker noget, ellers bliver alle tegningerne to mennesker, der står og snakker. Skolebørn elsker tegneserier og gys, så skal de også have det".

Troldspejlet og det groteske

© Roald Als
© Roald Als

Karakteristisk for Roald Als´ illustrationer er den lille bitte overdrivelse i hans tegnestil, en spænding af den virkelighedstro gengivelse en umærkelig grad ud over bristepunktet, den revne i muren, det ekstra sving på den krogede gren af det gamle træ, der som et legende overskud af tegnemæssig kunnen placerer hans stil langt udenfor det tørt realistiske.Karakteristisk for Roald Als´ illustrationer er den lille bitte overdrivelse i hans tegnestil, en spænding af den virkelighedstro gengivelse en umærkelig grad ud over bristepunktet, den revne i muren, det ekstra sving på den krogede gren af det gamle træ, der som et legende overskud af tegnemæssig kunnen placerer hans stil langt udenfor det tørt realistiske.

I portrættet af en smuk kvinde lægger han lige den promilles ekstra længde på næsen, der forvandler tegningen af hende til en smuk kvinde set i Roald Als´ troldspejl.

Men hans specielle tegnestil er ikke altid bevidst karikering. "Jeg har fået at vide nogle gange, at jeg tegner for meget karikatur. Jeg kan ikke selv se det, inde i mit hoved er det ikke. Jeg tegner det, jeg synes, der er flot. Revner i en mur osv., det er der jo i virkeligheden, og det bliver også flottere sådan. Når man sidder og tegner, så skal det inde i maven virke rigtigt. Så prøver man lidt hist og lidt her. Når man har været med til noget i mange år, så kan man godt mærke i maven om det er forkert eller rigtigt. Og det er det, der afgør det. Og de fleste lige linjer, hvis de bliver brudt på et eller andet tidspunkt, så bliver de pænest, så bliver man glad inde i maven".

Selvfølgelig er stilen bevidst karikerende i de tilfælde, hvor teksten decideret kalder på karikatur, som f.eks. i Molbohistorierne, men også i eventyrene, der i hans stil snarere bliver grotesk humoristiske end magiske.

De to hovedpersoner fra eventyret Bjergmanden og den snu bonde karakteriseres ved både udtryk og kropsholdning. Hele Bjergmandens frustrerede ondsindethed står i tykke stråler ud af hans lille sammenknyttede skikkelse og sammenknebne troldefjæs, mens hans modpart, den snu bondemand ligner en sikker vinder i sin rundryggede, hængerøvede selvsikkerhed.

Iøvrigt er det ikke tilfældigt, at Bjergmanden ligner et af Roald Als´ yndlingsofre fra avistegningerne, Poul Schlüter. Satiren ligger ikke langt væk.

De tre Bukke Bruse

© Roald Als
© Roald Als

Det oplagte eventyr at fremhæve som et eksempel på det grotesk humoristiske er Det oplagte eventyr at fremhæve som et eksempel på det grotesk humoristiske er De tre Bukke Bruse. Alene det første opslag er ubetaleligt i sin hurtige karakteristik af de tre geder.

Den mindste ged ligner en lille, laset undskyldning for sig selv, den mellemste er bare mellemst, og den store ged har ganske vist farlighed og styrke gemt i sine store horn og sit gule blik, men da de selvsamme gule øjne i det øjeblik har et let tåbeligt, ufokuseret udtryk, som geden står dér platfodet og gumler hø, forstår man, at det her mest er farlighed for sjov.

På den baggrund bliver uhyggen i de dramatiske og filmiske virkemidler, han bruger her, ikke på noget tidspunkt for overvældende.

På samme måde er der lagt en humoristisk distance ind i skildringen af trolden, der ellers er gyseligt fæl. Også den lille musefigur, der dukker op på hvert billede, præsenterer tilskueren for en mulighed for at gå ind i en spændt medlevende, men i sidste instans dejlig uinvolveret iagttagerrolle.

Teknik og layout

© Roald Als
© Roald Als

Langt hovedparten af det, Roald Als har illustreret, er i sort/hvid udført i forskellige teknikker: blyant, tusch eller heliografi. "Når jeg er blevet træt af det ene, så vælger jeg det andet." Det - og et snedigt grin - er svaret, når man spørger om, hvad der afgør hans valg af teknik. "Men det er ovenikøbet det rigtige svar. Man skal jo ikke sidde og fedte i det samme hele tiden, vel? Men det er også afhængigt af, hvad bøgerne indbyder til." Langt hovedparten af det, Roald Als har illustreret, er i sort/hvid udført i forskellige teknikker: blyant, tusch eller heliografi. "Når jeg er blevet træt af det ene, så vælger jeg det andet." Det - og et snedigt grin - er svaret, når man spørger om, hvad der afgør hans valg af teknik. "Men det er ovenikøbet det rigtige svar. Man skal jo ikke sidde og fedte i det samme hele tiden, vel? Men det er også afhængigt af, hvad bøgerne indbyder til."

Håndværkerens omhu for sit værk går for Roald Als´ vedkommende videre end den rene tegneproces. Han kender trykkeprocessen godt og har derfor gode kort på hånden og forstår at bruge dem i forhandlingerne om værkets endelige udseende.

Med mange års erfaring som layout´er på tidsskriftet Levende Billeder er det ikke mærkeligt, at det tit er ham, der står for bøgernes layout, og på det felt er han en af dem, der indenfor genren børnebogsillustration har været mest fornyende og eksperimenterende. En Roald Als-bog genkender man tit på forsidens håndtegnede titel.

Det gælder f.eks. de tre let surreelle gyserbøger af Peter Mouritzen Haltefanden, Blækspruttemanden og Knokkelhånden.

Når man bemærker, at hans tegnestil passer godt til en bog som Haltefanden, protesterer han og siger: "Jeg tror mere, det er omvendt. Den tekst var god og sagde meget, og så tegnede jeg til teksten. Hvis teksten kræver et eller andet, så tegner jeg til det. Den havde den der snert af morbid humor, som jeg godt kan lide. Jeg læste bogen og tænkte: hold kæft, det er en god bog. Den sælger sgu nok ikke en meter, men den vil være sjov at lave. Det er godt, at Peter Mouritzen tager de der unger så alvorligt, at han gider".

Det var Roald Als´ idé at lave Haltefanden på blåt papir for at gøre arbejdet lettere. Med blå baggrund sparede han mange streger til de mange nattescener. Men mon det er helt tilfældigt, at det også understreger den skæve, drømmeagtige tone i teksten og i det hele taget er med til at gøre det til en usædvanlig bog?

Pinocchio

© Roald Als
© Roald Als

Både bogstaveligt og i overført betydning er Pinocchio udstyret med et hoved og en krop af træ. Men selvom Roald Als, når han taler om bogen, understreger sin følelse af solidaritet med den hårdt prøvede Gepetto, viser han os Pinocchio som et væsen, der både besidder en naivt dødsforagtende uforstand, der gør ham kolossalt irriterende og en sårbarhed, der gør ham rørende.Både bogstaveligt og i overført betydning er Pinocchio udstyret med et hoved og en krop af træ. Men selvom Roald Als, når han taler om bogen, understreger sin følelse af solidaritet med den hårdt prøvede Gepetto, viser han os Pinocchio som et væsen, der både besidder en naivt dødsforagtende uforstand, der gør ham kolossalt irriterende og en sårbarhed, der gør ham rørende.

De kuglerunde øjne i det kuglerunde hoved med strithåret og den lille spinkle krop, der er fuld af bevægelse gør ham til en figur, vi trods alt føler med.

Billederne til Pinocchio viser, hvordan Roald Als på samme tid intuitivt og velovervejet lever sig ind i en teksts univers og tegner til det på en måde, der både klinger sammen med og overrasker i forhold til teksten.

Han har tegnet med sort tusch, for at få billederne til at minde om gamle kobberstik fra sidst i forrige århundrede, svarende til tekstens alder.

De krogede vinranker, der indrammer hvert billede er også med til dekorativt at fæste historien i tid og sted. Omgivelser og interiører gør det samme, og der er fine eksempler på, hvordan billedkomposition kan bruges til at vise ikke bare en stemning eller et enkelt punkt i handlingen, men en hel række handlinger og forhold i fortællingen på en måde, så et billede pludselig samler en masse tråde og viser fremad i fortællingen.

F.eks. i det billede, hvor den naive Pinocchio møder Ræven og Katten, der på et senere tidspunkt narrer hans penge fra ham. De to skurke breder sig ud fra midten af billedet og trænger en intetanende, strutmavet Pinocchio, der snart bliver grusomt snydt, ned i det ene hjørne af billedet, og en klog drossel, der har gennemskuet de to skurke, men alligevel snart bliver ædt af katten, op i det modsatte hjørne. Alle situationens implikationer, kan læses ud af den komposition.

Tingene skal være det, de skal være

Uanset hvor meget eller hvor lidt overdrivelse eller karikatur, man synes at finde i Roald Als´ tegnestil, så er der altid realisme i gengivelsen af bevægelse.

Alle bevægelser virker ægte, hvadenten de udføres af en ganske almindelig dreng, en trold, en bjergmand, en hest eller en trædukke som Pinocchio. "Bevægelserne skal være rigtige, ellers er det for dårligt. Tingene skal være i orden. Ligesom man skal kunne sidde på en stol, så skal tingene være det, de skal være" lyder hans forklaring.

Det gælder også for gengivelsen af tid og sted i teksternes miljø. De tre Bukke Bruse foregår i et umiskendeligt nordisk fjeldlandskab, eventyr og molbohistorier omsættes til en dansk bondekultur fra forrige århundrede, og man kan være sikker på, at han har lavet research til de bøger, der foregår på fremmede lokaliteter. foregår i et umiskendeligt nordisk fjeldlandskab, eventyr og molbohistorier omsættes til en dansk bondekultur fra forrige århundrede, og man kan være sikker på, at han har lavet research til de bøger, der foregår på fremmede lokaliteter.

Og han kan lide at tegne noget fra andre tider og andre steder: "Det er jo altid sjovere at tegne en hestevogn end en bil." Har han ikke mulighed for direkte at se det, der skal tegnes, bruger han billeder som forlæg, for at sikre at resultatet bliver realistisk. Til brug for illustrationerne til Greven af Monte Christo har han således samlet et veritabelt arkiv af billeder og egne fotos fra Marseilles, Italien, Monte Christo osv. har han således samlet et veritabelt arkiv af billeder og egne fotos fra Marseilles, Italien, Monte Christo osv.

Greven af Monte Christo

© Roald Als
© Roald Als

Bogens univers har alt det, han kan lide: gamle dage, fremmede steder, dramatisk handling, og målgruppen er både børn og voksne, de perfekte rammer for hans tegnetalent. Man forstår godt, at han selv har taget initiativet til at føre netop den opgave ud i livet.

I et essay, bragt i Weekend-avisen 8.-14. november 1991, fortæller Roald Als i sin sædvanlige hårdkogt-humoristiske stil, hvad der har været drivkraften bag det årelange arbejde med tegningerne til Greven af Monte Christo: Han havde læst bogen op for sin søn, og fordi de begge syntes, den var så god, besluttede han at illustrere den "for at vise, at det stadig kan lade sig gøre. Og at det var mig, der gjorde det."

Videre besluttede han at glemme enhver gylden illustratorregel og i stedet "1. Tegne, hvad jeg havde lyst med de materialer, der passede mig. 2. Tegne de ting, jeg gerne ville se, da jeg læste bogen. Bl.a. kunne jeg godt bruge nogle kort for at se, hvor tingene foregik. 3. Tegne, hvad jeg vidste ville imponere rosset. Ikke så meget pjat der."

I sit essay overvejer Roald Als også, hvad læseren får ud af illustrationer til en bog: "Hvorfor ødelægge hans indre billeder? For det første har tegninger en umiddelbar appeal. De sælger varen. For det andet kan tegneren, hvis han er heldig, tage læseren i hoved og røv og putte ham/hende ind, hvor det foregår. Både billedligt og bogstaveligt talt. Et fotografi gør altid læseren til en tilskuer. En tegning kan placere ham/hende inde i handlingen eller i bogens stemning. Og den kan vise noget, der ikke står i teksten. Hvordan der ser ud på Monte Christo f.eks., eller lidt af heltindens patter."

Allerede i et af de første billeder slår han romanens tema an, diskret og raffineret, ligesom teksten på dette sted er fuld af antydninger, der foregriber den intrige, der er under udvikling.

Tydelig på hvid baggrund i billedets centrum står romanens hovedperson, Edmond Dantes, en kraftfuld skikkelse, men mørk og med utydelige ansigtstræk på baggrund af det lys, der strømmer ind i billedet fra vinduet bag ham.

Lyset falder på de to andre personer i billedet, Edmonds gamle far i baggrunden og i forgrunden hans nabo Caderousse, der i den grad begærligt vrider øjnene efter det guld, der ligger og glimter på bordet, at det hvide i hans øjne står frem og fanger lyset - og læserens opmærksomhed.

Og lige præcis begæret efter penge og den magt, de giver, bliver sammen med det mørke og endnu uudfoldede i Edmonds karakter drivkraften i de kommende begivenheder.

Edmonds position i forhold til lyset i dette billede er ikke bare et udtryk for, at han endnu kun er et omrids af en karakter, men antyder også den rolle, han kommer til at spille senere i teksten, hvor det mange gange nævnes, at han med vilje placerer sin modpart i lyset og sig selv i modlys eller mørke, som et af midlerne i den magt, han tiltager sig over andre.

Roald Als´ særkende som illustrator er ikke alene hans evne til at skildre tekstens personer, tid og fysiske miljø konkret og levende, men også hans talent for at komponere billedet, så det bliver en raffineret visuel oversættelse af tekstens indre struktur og bærende sammenhænge.

Samarbejdet mellem hans originale æstetiske sans, hans gennemtrængende forståelse af strukturen i de tekster, han illustrerer og hans håndværksmæssige kunnen tillader ham ubesværet og elegant at udtrykke sig i billeder med et sug af den slags, der giver både grin og gåsehud.

Bibliografi

Illustrerede værker for børn og unge.

Reit, S.:
Kapløb med døden. 1978
Saunders, Jean:
Mareridt. 1978
Silman, Roberta:
Adopteret. 1978
Sullivan, Mary:
Black Stars. 1978
Sullivan, Mary:
Red Peppers. 1978
Becker-Larsen, Klavs:
Mørke over Uganda. 1979
Dentyn, William:
Han er tilfældigvis sort. 1979
Råen og andre noveller. 1979
Børner, Hanne:
Kristoffers rejse. 1980
Hirst, William:
Togrøveriet. 1980
Kimenye, Barbara:
De grønne sten. 1980
Hirst, William:
Guldbjerget. 1981
Spegesilden og ålen og otte andre molbohistorier. Genfortalt af Ole Thestrup. Apostrof, 1981 (39.12)
Collodi, C.:
Pinocchio. 1982 Ved Birgitte Brix.
Thestrup, Ole:
Den der først bliver vred. 1982 (39.12)
Als, Roald:
De tre Bukke Bruse. 1983 (bi 39.12)
Thestrup, Ole:
Prinsessen i kisten. 1983 (39.12)
Vampyr-jagten - og andre gys. 1983
Carew, Jan:
Katte eller mennesker. 1984
Nørgaard, Poul:
Ridderen med det lukkede visir - og andre historier. 1984
Nørgaard, Poul:
Røverdrengen - og andre historier. 1984
Nørgaard, Poul:
Den springende løve - og andre historier. 1984
Nørgaard, Poul:
Den ukendte gæst - og andre historier. 1984
Berliner, Franz:
Ilden på bjerget. 1985
Hesse, Rolf:
Odysseus´ søn. 1985
Juul, Kurt H.:
Det er løgn! sagde kongen. 1985 (bi)
Mouritzen, Peter:
Blækspruttemanden. 1985
Olsen, Lars-Henrik:
Smeden og hans kone. 1985 (bi 39.12)
Ahm, Jette:
Gasen på Børglum. 1986 (39.13)
Als, Roald:
En spøjs fætter - en historie fra det virkelige liv. 1986 (bi)
Bromley, Dudley:
Døden fra Bedford. 1986
Olsen, Lars-Henrik:
Bjergmanden og den snu bonde. 1986 (bi 39.13)
Gade, Kirsten:
Falk - et eventyr fra Alaska. 1987 (39.12)
Mouritzen, Peter:
Haltefanden. 1987
Juul, Kurt H.:
Røverne i Rold. 1988
Nielsen, Dorte:
Ali Baba og de 40 røvere. 1988 (39.12)
Mouritzen, Peter:
Knokkel-Hånden. 1989
Dumas, Alexandre:
Greven af Monte Christo. 1991
Nielsen, Dorte:
Den syvende himmel. 1992 (22.2)
Den modige knægt. Genfortalt af Ole Thestrup. Apostrof, 1992 (39.12)
Pedersen, Knud Erik:
Fra verdens skabelse til ragnarok - fortællinger om guder og jætter i Norden. 1994 (29.3)
Als, Signe:
Den lille pige med fingeren i munden. 1998
Schrøder-Hansen, Ingrid:
Bibelens historier - Det gamle testamente. 1999 (22.1)
Schrøder-Hansen, Ingrid:
Bibelens historier - Det nye testamente. 1999 (22.5)
De tre bukke bruse 2007. Billedbog. (bi 39.12).

Værker for voksne

Blød front : et vrissent blik på Danmark 2010-2015. Politiken, 2015. Illustrator: Roald Als ; forfatter: Poul Einer Hansen. (32.26).
Als, Roald:
Portrætter. Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot, 2015. (72 Als, Roald).
Als, Roald: Håndtegner. Politiken, 2019. Erindringer.

Om Roald Als

Gormsen, Jakob:
Tegner du med blyant i fem år så har du lært at tegne med blyant. 1981 I: Børn og bøger, nr. 6, 1981. (37.13605)
Riis, Merete:
Roald Als. 1986. Bibliotekscentralen.
Als, Roald:
Mig og greven. 1991. I: Weekendavisen, 8. november 1991. I anledning af illustrationerne til Alexandre Dumas´ Greven af Monte Christo.
Stokbro, Anne Lie:
Roald Als : håndtegneren. Ribe Kunstmuseum, 2004

Om Roald Als

Links

Her får man de vigtigste pejlemærker i Roald Als forfatterskab. Årstal for litterære priser, angivelse af debut og markante værker, henvisninger til biografier i håndbøger og links til omtaler på nettet.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Roald Als