- © Roald Als
Langt hovedparten af det, Roald Als har illustreret, er i sort/hvid udført i forskellige teknikker: blyant, tusch eller heliografi. "Når jeg er blevet træt af det ene, så vælger jeg det andet." Det - og et snedigt grin - er svaret, når man spørger om, hvad der afgør hans valg af teknik. "Men det er ovenikøbet det rigtige svar. Man skal jo ikke sidde og fedte i det samme hele tiden, vel? Men det er også afhængigt af, hvad bøgerne indbyder til." Langt hovedparten af det, Roald Als har illustreret, er i sort/hvid udført i forskellige teknikker: blyant, tusch eller heliografi. "Når jeg er blevet træt af det ene, så vælger jeg det andet." Det - og et snedigt grin - er svaret, når man spørger om, hvad der afgør hans valg af teknik. "Men det er ovenikøbet det rigtige svar. Man skal jo ikke sidde og fedte i det samme hele tiden, vel? Men det er også afhængigt af, hvad bøgerne indbyder til."
Håndværkerens omhu for sit værk går for Roald Als´ vedkommende videre end den rene tegneproces. Han kender trykkeprocessen godt og har derfor gode kort på hånden og forstår at bruge dem i forhandlingerne om værkets endelige udseende.
Med mange års erfaring som layout´er på tidsskriftet Levende Billeder er det ikke mærkeligt, at det tit er ham, der står for bøgernes layout, og på det felt er han en af dem, der indenfor genren børnebogsillustration har været mest fornyende og eksperimenterende. En Roald Als-bog genkender man tit på forsidens håndtegnede titel.
Det gælder f.eks. de tre let surreelle gyserbøger af Peter Mouritzen Haltefanden, Blækspruttemanden og Knokkelhånden.
Når man bemærker, at hans tegnestil passer godt til en bog som Haltefanden, protesterer han og siger: "Jeg tror mere, det er omvendt. Den tekst var god og sagde meget, og så tegnede jeg til teksten. Hvis teksten kræver et eller andet, så tegner jeg til det. Den havde den der snert af morbid humor, som jeg godt kan lide. Jeg læste bogen og tænkte: hold kæft, det er en god bog. Den sælger sgu nok ikke en meter, men den vil være sjov at lave. Det er godt, at Peter Mouritzen tager de der unger så alvorligt, at han gider".
Det var Roald Als´ idé at lave Haltefanden på blåt papir for at gøre arbejdet lettere. Med blå baggrund sparede han mange streger til de mange nattescener. Men mon det er helt tilfældigt, at det også understreger den skæve, drømmeagtige tone i teksten og i det hele taget er med til at gøre det til en usædvanlig bog?