Svenske krimiers overvældende succes taget i betragtning er det – som mange medier har gjort – nærliggende at bygge bro mellem Tove Alsterdal og de store svenske kriminalforfattere. Og ligesom hos bl.a. Stieg Larsson og Liza Marklund sættes handlingen i Alsterdals første romaner i gang af en ambitiøs journalist, som ikke frygter at få fingrene i klemme. Men Alsterdals romaner har en anden tone, et anderledes fokus og et markant andet tempo, end hos disse forfattere. Det er ikke en klassisk mordgåde, man finder hos Alsterdal; her udgør mordene nærmere små brikker i et større, ideologisk puslespil. Dette skaber en markant anden spændingsopbygning.
Inden for krimigenren minder Alsterdal stilistisk mere om norske Jo Nesbø. Ligesom Nesbø frygter hun hverken lange kapitler eller langsomt opbyggede personportrætter. Nesbø deler desuden Alsterdals tematisering af racisme og interkontinentale relationer, som det bl.a. kommer til udtryk i hans ”Flagermusmanden”, hvor en norsk og australsk betjent sammen efterforsker mordet på en ung pige. Den historiske bevidsthed, som gennemsyrer flere af Alsterdals romaner, finder vi også i adskillige af Nesbøs romaner.
Tove Alsterdals romaner indfinder sig dog mere i en tradition for politisk og ideologisk motiverede thrillers, hvor John Grisham og John le Carré hører til de fremmeste eksponenter. Ikke mindst den fascination af det lukkede russiske storrige, som tematiseres i ”Begravet i stilheden”, trækker tråde til John le Carrés koldkrigsromaner.
Den mest nærliggende sammenligning er dog den amerikanske forfatter Dennis Lehane, som Alsterdal også nævner blandt sine inspirationskilder. Hos Lehane opstår dramaet ikke mindst i de nærgående psykologiske personskildringer og i individets kamp mod svært definerbare magtinstanser. Ally Cornwall kæmper på en gang med sin egen psyke og et organiseret netværk af slavehandlere, som hun aldrig fanger de fuldstændige konturer af. Katrine er ved at miste alle holdepunkter i sit liv, mens hun trænger sig gennem aflukkede russiske arkiver og fortiede familiehemmeligheder. Hos Lehane, som i Alsterdals romaner, er fraværet af poetisk retfærdighed iøjnefaldende; her har virkeligheden et tragisk snit, som dog aldrig forfalder til decideret eksistentiel pessimisme.
Tove Alsterdals anden roman har et geografisk fællesskab med landsmanden Mikael Niemi. Niemi er født og opvokset i Tornedalen, og har, ligesom Alsterdal i ”Begravet i stilheden”, ladet sig fascinere af områdets unikke blanding af samiske, finske og svenske traditioner, mest eftertrykkeligt i hans succesfulde roman ”Populærmusik fra Vittula”. Trods den store stilistiske forskel de to forfattere imellem, bibringer skildringerne af det tornedalske folk, den voldsomme natur og det særegne blandingssprog deres romaner en ensartet charmerende ro. Hos både Alsterdal og Niemi emmer siderne ganske enkelt af kærlighed til den kolde grænseegn med de varme naborelationer. Som flere af sine kolleger, blandt andre Stina Jackson, flytter Alsterdal i sin seneste roman krimiplottet til Udkantssverige, hvor der er flere træer end mennesker.