tove alsterdal

Tove Alsterdal

cand.mag. Michael Møller, iBureauet, 2012/16. Opdateret af journalist Rebekka Andreasen, marts 2022.
Top image group
tove alsterdal

Indledning

Tove Alsterdal er især kendt for sine fritstående krimier. Med ”Stormfald”, der blev kåret til årets bedste svenske krimi, og som hun også fik Glasnøglen 2021 for, har hun taget hul på sin første serie. Alsterdal skriver krimier med sjælden psykologisk dybde, historisk bevidsthed og med refleksioner over samfundets brændende problemer.

 

38972618

Blå bog

Født: 28. december 1960 i Malmø.

Uddannelse: Journalist fra Kalix Folkhögskola, 1985.

Debut: Kvinnorna på stranden. 2009.

Litteraturpriser: Bedste svenske krimi, Det Svenske Kriminalakademi Svenska Deckarakademin, 2014 og 2020. Glasnøglen, 2021.

Seneste udgivelse: Stormfald. Modtryk, 2021. (Rotvälta, 2020). Krimi. Oversat af Lilian Kingo. (Ådalenserien, 1).

Inspiration: Imre Kertesz, Joyce Carrol Oates, John le Carré, Dennis Lehane og Kerstin Ekman.

 

 

Tove Alsterdal fortæller på den svenske krimifestival i Sundsvall om at skrive – og om at tage hul på en ny serie, der udspiller sig i Ådalen, det nordlandske skovland ved Ångermanelvens bred.

Artikel type
voksne

Baggrund

“Jeg gned mig i øjnene, skimmede resten af teksten. (…) Sort på flimrende gråhvid skærm var det som en hvilken som helst anden nyhedstekst, det havde ikke noget med mig at gøre. Alligevel følte jeg mig lidt høj, en euforisk følelse af at befinde mig midt i verden.”
”Kvinderne på stranden”, s. 290.

Det er måske en tilsnigelse at kalde ”Kvinderne på stranden” for Tove Alsterdals litterære debut. Inden for de seneste 30 år har hun leveret manuskripter til både spillefilm, TV- og radiodramaer samt skrevet for teater og opera. Men det var først i 2009, at Tove Alsterdals eget navn prydede et bogcover, da ”Kvinnorna på stranden” mødte en usædvanligt begejstret svensk anmelderstand.

Tove Alsterdal blev født i Malmø i 1960 og voksede op i Umeå og Stockholm. Hendes far var fra Värmland, mens hendes mor var fra Tornedalen, en nordlig provins på grænsen til Finland. Denne geografiske rodløshed har sat sig spor i Alsterdals senere liv; hun har efter eget udsagn flyttet 27 gange (Mia Sjöström: Flytta är ett sätt att hitta sig själv. SvD Nyheter, 2006-04-11).

I begyndelsen af 1980’erne begyndte hun at studere journalistik på Kalix Folkhögskola, hvor hun knyttede et nært venskab til sin forfatterkollega Liza Marklund, og hun har siden været redaktør på flere af Liza Marklunds bøger.

Tove Alsterdal afsluttede sin uddannelse i 1985 og har arbejdet som journalist for en række svenske medier. Sideløbende er hun blevet en populær dramatiker og har tilføjet både teater-, radio- og TV-produktioner til sit CV. I 2009 leverede hun for første gang manuskript til en spillefilm, Helena Bergströms ”Så olika”, mens hun året efter skrev librettoen til Fredrik Högbergs opera ”Kains kvinna”.

Det var som sådan heller ikke mange års undertrykte forfatterambitioner, der affødte Alsterdals romandebut: ”Bogen var faktisk oprindeligt et filmmanuskript, og jeg havde kontakt med nogle filmselskaber. Men produktionen blev for dyr. Handlingen udspiller sig i flere lande, fem for at være præcis.” (Marika Hemmel: Doldisen Tove Alsterdal film- och thrilleraktuell. Dagens Nyheter, 2009-10-28. Egen oversættelse).

Siden ”Kvinderne på stranden” udkom i Danmark i 2011, har Tove Alsterdal udgivet yderligere fem romaner: ”I tystnaden begravd” (”Begravet i stilheden”, 2012), ”Låt mig ta din hand” (”Lad mig tage din hånd”, 2015), ”Vänd dig inte om” i 2016, (”Vend dig ikke om”, 2017), ”Blindtunnel” i 2019, der udkom på dansk samme år og med samme titel og ”Rotvälta” fra 2020 (”Stormfald”, 2021). I dag bor Tove Alsterdal i Stockholm. Om sommeren bor hun i Ådalen i Nordsverige, hvor også hendes Ådalenserie udspiller sig. 

Kvinderne på stranden

”Jeg slap telefonen, og stemmen var et sted i mørket omkring mig. Jeg ville skrige til den, at den skulle standse, men den fortsatte og fortsatte”.
”Kvinderne på stranden”, s. 267.

Tove Alsterdals romandebut betegnes som krimi i de anmeldelsescitater, bogcoveret er forsynet med, men reelt tager ”Kvinnorna på stranden” fra 2009 (”Kvinderne på stranden”, 2011) nærmere form af ideologisk thriller; her er hverken gnavne kriminalbetjente eller psykopatiske enspændere. I stedet møder vi tre forskellige kvinder fra tre forskellige kontinenter, hvis skæbner langsomt forbindes til den samme sydspanske ferieby. Her står de alle, på hver deres måde, ansigt til ansigt med den moderne slavehandels menneskefjendske virkelighed.

53017754

Ally Cornwall, romanens omdrejningspunkt, er en succesfuld amerikansk teaterregissør. Hendes kæreste, journalisten Patrick, arbejder på en hemmelig artikel i Paris, da Ally opdager, at hun er gravid. Efter ikke at have hørt fra Patrick i en uge, modtager hun pludselig en mystisk pakke fra ham.

Dette bliver startskuddet på Allys intense jagt på sin mangeårige kæreste. Hun flyver til Europa, hvor hvert eneste spor efter Patrick samtidig er et spor efter den grufulde sandhed, han havde sat sig for at afdække. Langsomt optegnes konturerne af et organiseret netværk af højtstående forretningsmænd, som udnytter desperate afrikanske flygtninge til kynisk slavearbejde.

Allys jagt fører hende til stranden i Tarifa, hvor hendes skæbne krydses af den illegale afrikanske immigrant Mary Kwara og den svenske teenager Terese Wallner: På selvsamme strand tager Mary sine første skridt på det forjættede europæiske kontinent, og her snubler Terese bogstaveligt talt over et lig i strandkanten.

Med et sjældent fortællemæssigt træk krydsklipper Alsterdal mellem 1.- og 3.-personsfortæller. Allys jeg-fortæller bidrager til nærværende intensitet, mens 3.-personskildringer af Terese og Mary giver læseren en indsigt, som konstant driver historien videre.

”Kvinderne på stranden” er et foruroligende dokument over den moderne slavehandel; et stykke tankevækkende fiktion, som minder os om en skræmmende virkelighed, der alt for sjældent belyses.

Begravet i stilheden

”Sidespejlet i førersiden var fyldt af huset, det stod dér i al sin uforanderlighed. En mærkelig følelse af, at det fredfyldte stadig var til stede, livet og døden gik ubemærket forbi.”
”Begravet i stilheden”, s. 390.

Et par år efter sin debut tager Tove Alsterdal os atter med på en omfattende rejse, denne gang i både tid og sted. ”I tystnaden begravd” fra 2011 (”Begravet i stilheden”, 2012) indfinder sig både i europæiske storbyer og gamle russiske statsarkiver, men handlingen centrerer sig ikke mindst om den isolerede landsby Kivikangas i området Tornedalen på den svensk-finske grænse.

29474931

Den London-bosiddende journalist Katrine må flyve hjem til Stockholm, da hendes aldrende mor ligger for døden. Da Katrine rydder op i morens lejlighed, finder hun en række uåbnede breve fra en ejendomsmægler og opdager, at familien ejer et hus i Tornedalen, samt at en anonym køber er parat til at betale et millionbeløb for denne faldefærdige rønne.

Nysgerrigheden efter at lære mere om den familie, som hendes mor mestendels har fortiet, fører Katrine til morens barndomshjem i Kivikangas. Her kaster en række hengemte breve på én gang lys over hendes bedsteforældres identitet og sender Katrine videre til Sankt Petersborg i jagten på deres skæbne – og sin egen slægtshistorie.

Samtidig krydsklipper romanen til opklaringen af to mord: I Sankt Petersborg myrder en gangsterleder sin bedste ven, mens den berømte skiløber Lars-Erkki Svanberg findes brutalt myrdet i Kivikangas. Begge mord udspiller sig få dage før Katrines ankomst til de to byer og forbindes langsomt til den slægtshistorie, som Katrine egenhændigt afdækker i gamle breve, tornedalske landsbyrygter, russiske statsarkiver og afsides dele af Sankt Petersborg.

”Begravet i stilheden” er et portræt af det særegne nordsvenske grænsesamfund, mens romanens udvikling ikke mindst centreres om historiske tilbageblik til de svenske kommunisters skæbne i Sovjetrusland.

I romanens efterord forklarer forfatteren, at romanens handling tager løst udgangspunkt i hendes egen familie. Tove Alsterdal har selv rødder i Tornedalen, hvorfra et familiemedlem i 1930’erne tog til Sovjetrusland med kommunistiske idealer i rygsækken – uden nogensinde at vende tilbage. Denne historie omsætter Tove Alsterdal til en nuanceret roman, som trækker tråde gennem det 20. århundredes europæiske historie med slående beskrivelser af bristede illusioner, skæbnesvangre beslutninger og generationsoverleverede fortielser og løgne.

Lad mig tage din hånd

”Byen lægger ikke mærke til, at et menneske forsvinder. Nogen overtager den plads, der bliver tom. Så let er det at glemme en fremmed”.
”Lad mig tage din hånd”, s. 237-238.

En kold aprilnat omkommer den unge Camilla Eriksson efter et fald fra sin balkon i et af Stockholmforstadens Jakobsbergs højhuse. Charlie, som hun kaldes, har en rodet fortid med stoffer, kaotiske familieforhold og en ustabil psyke, hvorfor sagen hurtigt affærdiges som et selvmord.

Heriblandt af hendes egen søster, arkitekten Helene, som i et forsøg på at lægge fortiden bag sig for længst har distanceret sig fra Charlie, opgivet al kontakt med deres alkoholiserede far og forsøgt at glemme den mor, som forlod familien, da de begge var små. Men en nagende tvivl begynder at plage Helene, da hun gennemgår sin afdøde søsters ejendele: Blev Charlie i virkeligheden myrdet – og i så fald hvorfor?

52257913

Charlie havde kort før sin død opholdt sig en længere periode i Argentina, og i et voksende håb om at opklare og forstå sin søsters dødsfald pakker Helene kufferten og bilder ægtemanden ind, at hun skal til konference.

Landingen i Buenos Aires bliver startskuddet på en livsfarlig rejse på tværs af Sydamerika – ikke blot i sporet af sin afdøde søster, men på jagt efter den sandhed, som søsteren søgte at afdække: Hvad der skete med deres mor, Ing-Marie, som kort inden sin forsvinding havde forelsket sig i en argentiner.

På mange måder føles ”Låt mig ta din hand” fra 2014 (”Lad mig tage din hånd”, 2015) som afslutningen af en trilogi, hvor familierelationer, altopofrende kærlighed og ideologisk indignation hvirvles sammen i en stramt komponeret politisk thriller. Og ligesom i sine forgængerne udfoldes romanen i en lang rejse på tværs af både fysiske grænser og tidsskel, alt sammen skrevet med knivskarp præcision.

”Lad mig tage din hånd” beskriver i forskellige spor både Ing-Maries rædselsvækkende oplevelser med sen-70’ernes/start-80’ernes brutale argentinske militærdiktatur og Helenes søgen efter sin mor i et nutidigt fortiet Argentina, som stadig ikke har bearbejdet sin voldsomme fortid. Det er et storslået familiedrama i krimiformat, men ikke mindst en roman om rodløshed og jagten på egen identitet.

Blindtunnel

”Det kunne med stor sandsynlighed fastslås, at drengen var sudetertysker. Tilknytningen til egnen, skoene, armbindet. Dermed havde han heller ingen slægtninge her, eftersom der ikke længere var nogle sudertyskere tilbage, gudskelov.”

”Blindtunnel”, s. 113.

Sonja og Daniel er et kriseramt midaldrende par, der trænger til en frisk start. Et nyt liv. Børnene er for længst flyttet hjemmefra, og Daniel har mistet både sit job og troen på sig selv. Derfor beslutter parret sig for at forlade Sverige og forme en ny tilværelse på en vingård i Bøhmen i Tjekkiet. Et område, der engang var kendt som Sudeterland, og hvor en stor del af befolkningen var tyskere.

Under istandsættelsen af gården finder Daniel et mumificeret lig af en dreng med en Reichsmark fra 1943 i lommen. En dør til fortiden og til en brutal udrensning med rødder i Nazi­tyskland åbner sig. Sonja fordyber sig i at finde ud af, hvem drengen var, og hvor han kom fra. Og, ikke mindst, hvorfor drengen døde netop i deres kælder. En nat bliver en kvindelig turist dræbt tæt på vingården, og Daniel bliver anklaget for drabet.

46327438

Er der en sammenhæng mellem liget af drengen i kælderen og den dræbte turist? Ja. For fortid og nutid fletter sig fornemt sammen i ”Blindtunnel” fra 2019 (”Blindtunnel”, 2019). Sonja er bogens jeg-fortæller, og Alsterdal kombinerer Sonjas lidt naive/romantiske forestillinger med en mørk historie. Med ”Blindtunnel” har Tove Alsterdal endnu engang skrevet en krimi med historisk perspektiv, og hun sætter spot på et overset stykke historie, der er skrevet forbløffende lidt litteratur om, nemlig fordrivelsen og udrensningen af sudetertyskerne i tiden efter 2. Verdenskrig.

”Blindtunnel” er en roman om storpolitik og om, hvad der kan ske i kølvandet på en krig, når sejrsherrer og krigens tabere bor dør ved dør. Det er også en krimi om det nære, om fortielser og løgne, der kaster dystre skygger, og om forholdet mellem et midaldrende par i krise. Titlen refererer helt konkret til et net af underjordiske tunneler, der har betydning for historien, men også til det tunnelsyn og snævre blik, vi kan få på andre mennesker, når had, hævn, fordomme og angst får lov at fylde.

Stormfald

”Eira gik langs stranden, tænkte på den sommer, hvor de havde smidt deres dukker i der for at se dem flyde eller synke, der hvor elven fik et andet mørke, og hvor havet, der startede ovre østpå, var uendeligt, selvom det bare var et indhav. Hun havde ikke vænnet sig til, at der var blevet så stille.”

”Stormfald”, s. 562.

Med krimien ”Rotvälta”, der udkom i Sverige i 2020, (”Stormfald”, 2021), kaster den erfarne Tove Alsterdal sig ud i noget, hun aldrig har prøvet før – at skrive en serie. Bogen er første bind i den såkaldte Ådalenserie.

Hovedpersonen Eira Sjödin er i begyndelsen af 30’erne, politiefterforsker og hjemvendt fra Stockholm til barndomsbyen Ådalen i Ångermanland godt 700 kilometer nord for hovedstaden. Dels for at arbejde, dels for at tage sig af sin demente mor.

38972618

Eira kender til alt og alle, også Oluf Hagström, der er nogle år ældre. Også han er netop vendt hjem til barndommens land. For første gang i mere end 20 år. Som teenager tilstod Oluf drabet på en ung pige, Lina, hvis lig aldrig er fundet. Da han finder sin far dræbt på badeværelset i barndomshjemmet, begynder rygterne at svirre. Har Oluf begået endnu et drab? Eira bliver tilknyttet efterforskningen, og hurtigt får hun en fornemmelse af, at den gamle tragedie om Oluf og Lina har betydning for opklaringen af det nye drab. Samtidig er Eira tvunget til at dykke ned i sin egen fortid.

Naturen og området omkring Ådalen, der ligger på grænsen til vildmarken, er central i Alsterdals politikrimi og næsten en hovedperson på linje med Eira. Alsterdal giver et stærkt og lidt vemodigt billede af et område, der engang husede driftige trævarefabrikker, men hvor tomme industribygninger nu konstant minder om en død industri. Med affolkning, økonomisk nedtur og et gevaldigt hak i selvforståelsen til følge. Hvor naturen spiller med musklerne, og hvor sladder hurtigt kan få fatale konsekvenser.

Alsterdal er selv stærkt knyttet til Ådalen, hvor hun er kommet i mere end 20 år. Og netop her er det stadig et åbent sår, at fem strejkende arbejdere blev skudt af militæret i en arbejdskonflikt i 1931. Alsterdal har opkaldt sin hovedperson efter et af ofrene, en 20-årig fabriksarbejder. Med ”Stormfald” har forfatteren skrevet en stemningsfuld hjemkomstkrimi med stærke portrætter af både mennesker og det nordlandske skovland. Alsterdal modtog i 2021 krimiprisen Glasnøglen for bogen.

Genrer og tematikker

Der er mange fællestræk i de romaner, som Tove Alsterdal indtil nu har lagt navn til: Handlingen søsættes i de tre første romaner af en kvinde på sporet af en fortiet sandhed. Romanerne udfolder sig i flere byer, og Alsterdal krydsklipper mellem forskellige handlingsspor, som endelig mødes i romanernes slutning. Samtidig tematiserer flere af bøgerne problematiske familie- og kærlighedsforhold, som hårdt kontrasteres af ideologisk stivsind og politisk motiveret ondskab. 

Netop det politiske og ideologiske spiller markante roller i Alsterdals romaner – men med vidt forskellige udgangspunkter. I debutromanen skildres moderne slavehandel, og efterfølgeren går i de russiske annaler for at beskrive mellemkrigstidens skæbnesvangre udvikling i Stalins Sovjetrusland. Forfatteren har også skrevet om Argentinas nådesløse militærdiktatur i 1970’erne og om romaernes levevilkår i Europa.

Ofte fletter fortid og nutid sig sammen i en fortælling om menneskelig brutalitet – og loyalitet. Det er især tydeligt i ”Blindtunnel”, hvor Alsterdal dykker ned i en af de mere oversete katastrofer i forbindelse med 2. Verdenskrig, nemlig den brutale udrensning af sudetertyskerne i det nuværende Tjekkiet.

På Krimimessen i Horsens i april 2019 har Tove Alsterdal sagt (frit oversat):”Jeg er ofte fascineret af de historier, som man gerne vil glemme eller tysse ned. Netop de historier handler mange af mine bøger om.” (Interview med Tove Alsterdal på Krimimessen i Horsens, 2019-04-12).

I sine fem første bøger har Alsterdal spundet tråde mellem Sverige og Sovjet, Chile, Sudeterlandet og flere andre steder rundt omkring i verden. Med sin sjette roman ”Stormfald” er hun vendt hjem til det nordlige Sverige, hun føler sig tæt knyttet til. I efterskriftet til ”Stormfald” skriver hun: ”Min længsel efter at skrive det her landskab frem, i dets lys og vemod, er blevet stærkere og stærkere.”

Om sin debut forklarer Tove Alsterdal, at den er en af den slags romaner, hvor tematikken, især moderne slavehandel, men også racisme og kønsdiskrimination, kom før den reelle handling: ”Det var et billede fra nyhedsflowet, om døde som flyder i land på strandene i Sydeuropa – og ingen går op i det. Det er de samme strande, hvor vi rejser til for at sole og bade – og vi fortsætter med at sole og bade.” (Eget interview med Tove Alsterdal, 2012).

Politiske fortielser er ligeledes i fokus i hendes følgende romaner, hvor det ikke mindst er historieskrivningens blinde vinkler, som behandles.

I ”Begravet i stilheden” tematiseres et hengemt kapitel af den svenske historie; det forholdsvis store antal svenskere, som drog til Rusland blot for at forsvinde i Stalins rasende udrensninger. Under det argentinske militærdiktatur, som varede fra 1977 til 1983, forsvandt anslået 30.000 mennesker. Landets manglende konfrontation med og fortielse af dette rædselsregime – hvorfra gerningsmænd stadig ikke er kommet for domstole, danner grundpræmis i ”Lad mig tage din hånd”.

Flere af romanerne tematiserer, hvad mennesker er parate til at ofre for at udleve deres drømme. Både Mary Kwara i ”Kvinderne på stranden”, Gunnar Peltari i ”Begravet i stilheden” og på sin vis også Ing-Marie i ”Lad mig tage din hånd” flygter med håbet om et bedre liv men indfanges af en realitet, der ligger langt fra deres drømme. Det gælder også for Sonja i ”Blindtunnel”, der håber, at en flytning til Tjekkiet kan redde hendes ægteskab. 

I flere af romanerne antyder Alsterdal det menneskelige grundvilkår, at vores identitet er forbundet med en forståelse af vores familiære herkomst. 
Tove Alsterdal behandler i sine romaner rodløshed, familieslægtskab og politisk uretfærdighed med både historisk og nutidigt sigte. Hendes romaner besidder nuancerede personkarakteristikker og en grum realisme, hvor hverken barmhjertighed eller poetisk retfærdighed er nogen selvfølge. 

Beslægtede forfatterskaber

Svenske krimiers overvældende succes taget i betragtning er det – som mange medier har gjort – nærliggende at bygge bro mellem Tove Alsterdal og de store svenske kriminalforfattere. Og ligesom hos bl.a. Stieg Larsson og Liza Marklund sættes handlingen i Alsterdals første romaner i gang af en ambitiøs journalist, som ikke frygter at få fingrene i klemme. Men Alsterdals romaner har en anden tone, et anderledes fokus og et markant andet tempo, end hos disse forfattere. Det er ikke en klassisk mordgåde, man finder hos Alsterdal; her udgør mordene nærmere små brikker i et større, ideologisk puslespil. Dette skaber en markant anden spændingsopbygning. 

Inden for krimigenren minder Alsterdal stilistisk mere om norske Jo Nesbø. Ligesom Nesbø frygter hun hverken lange kapitler eller langsomt opbyggede personportrætter. Nesbø deler desuden Alsterdals tematisering af racisme og interkontinentale relationer, som det bl.a. kommer til udtryk i hans ”Flagermusmanden”, hvor en norsk og australsk betjent sammen efterforsker mordet på en ung pige. Den historiske bevidsthed, som gennemsyrer flere af Alsterdals romaner, finder vi også i adskillige af Nesbøs romaner.

Tove Alsterdals romaner indfinder sig dog mere i en tradition for politisk og ideologisk motiverede thrillers, hvor John Grisham og John le Carré hører til de fremmeste eksponenter. Ikke mindst den fascination af det lukkede russiske storrige, som tematiseres i ”Begravet i stilheden”, trækker tråde til John le Carrés koldkrigsromaner.
Den mest nærliggende sammenligning er dog den amerikanske forfatter Dennis Lehane, som Alsterdal også nævner blandt sine inspirationskilder. Hos Lehane opstår dramaet ikke mindst i de nærgående psykologiske personskildringer og i individets kamp mod svært definerbare magtinstanser. Ally Cornwall kæmper på en gang med sin egen psyke og et organiseret netværk af slavehandlere, som hun aldrig fanger de fuldstændige konturer af. Katrine er ved at miste alle holdepunkter i sit liv, mens hun trænger sig gennem aflukkede russiske arkiver og fortiede familiehemmeligheder. Hos Lehane, som i Alsterdals romaner, er fraværet af poetisk retfærdighed iøjnefaldende; her har virkeligheden et tragisk snit, som dog aldrig forfalder til decideret eksistentiel pessimisme.

Tove Alsterdals anden roman har et geografisk fællesskab med landsmanden Mikael Niemi. Niemi er født og opvokset i Tornedalen, og har, ligesom Alsterdal i ”Begravet i stilheden”, ladet sig fascinere af områdets unikke blanding af samiske, finske og svenske traditioner, mest eftertrykkeligt i hans succesfulde roman ”Populærmusik fra Vittula”. Trods den store stilistiske forskel de to forfattere imellem, bibringer skildringerne af det tornedalske folk, den voldsomme natur og det særegne blandingssprog deres romaner en ensartet charmerende ro. Hos både Alsterdal og Niemi emmer siderne ganske enkelt af kærlighed til den kolde grænseegn med de varme naborelationer. Som flere af sine kolleger, blandt andre Stina Jackson, flytter Alsterdal i sin seneste roman krimiplottet til Udkantssverige, hvor der er flere træer end mennesker. 

Bibliografi

Romaner

Alsterdal, Tove:
Kvinderne på stranden. Mrs. Robinson, 2011. (Kvinnorna på stranden, 2009).
Alsterdal, Tove:
Begravet i stilheden. Mrs Robinson, 2012. (I tystnaden begravd, 2011).
Alsterdal, Tove:
Lad mig tage din hånd. Modtryk, 2015. (Låt mig ta din hand, 2014). Oversat af Lilian Kingo.
Alsterdal, Tove: Vend dig ikke om. Modtryk, 2017. (Vänd dig inte om, 2016). Oversat af Lilian Kingo.
Alsterdal, Tove: Blindtunnel. Modtryk, 2019. (Blindtunnel, 2019). Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt.
Alsterdal, Tove: Stormfald. Modtryk, 2021. (Rotvälta, 2020). Oversat af Lilian Kingo. (Ådalenserien, 1).

Skuespil

Alsterdal, Tove:
Packa packa. 2006.

Film- og tv-manuskripter:

Mikael Hellström (instruktør):
Om du var jeg. TV-serie, 2005.
Helena Bergström (instruktør):
Så olika. Spillefilm, 2009

Libretto til opera

Fredrik Högberg (komponist):
Kains kvinna. Opera, 2010.

Om forfatterskabet

Links

Forfatterens egen hjemmeside byder på en kort biografi, billeder og præsentationer af Alsterdals bøger, samt en onlineshop.

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Sjöström, Mia:
Flytta är ett sätt att hitta sig själv. SvD Nyheter, 2006-04-11.
Hemmel, Marika:
Doldisen Tove Alsterdal film- och thrilleraktuell. Dagens Nyheter, 2009-10-28.
Møller, Michael: Interview med forfatterweb, 2012.
på Krimimessen i Horsens, 2019-04-12.
Alsterdal, Tove: Efterskriftet i ”Stormfald”. Modtryk, 2021. (Rotvälta, 2020). Oversat af Lilian Kingo.