tove alsterdal
Foto: © Annika Marklund

Tove Alsterdal

cand.mag. Michael Møller, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret i 2016.
Top image group
tove alsterdal
Foto: © Annika Marklund
Main image
Alsterdal, Tove
Foto: Forlaget Mrs. Robinson

Indledning

I 2014 blev Tove Alsterdals tredje roman kåret som årets bedste svenske krimi af kritikerforeningen Deckarakademin. Det var kulminationen på et romanforfattervirke, som inden for få år har manifesteret sig i tre krimier med sjælden psykologisk dybde, historisk bevidsthed og ideologisk stemmeføring.

Det er sjældent, at anmelderkoret synger så enstemmigt og så frydefuldt om en debutroman, som da Tove Alsterdal udgav ”Kvinnorna på stranden” i 2009. Mange års erfaring med bl.a. radio- og TV-dramaer har bidrog allerede i 2009t til en sjældent veleksekveret og præcis debut, og siden har Alsterdal badet i anmelderstjerner for sin evne til fornemt at kombinere storslået, som fra start til slut er både rørende og oprørende.
Hendes anden roman ”Begravet i stilheden” leverer ligesom debuten storslået kærlighedshistorie, intenst familiedrama, politisk thriller og velkonstrueret mordgåde i én og samme fortælling.

 

46327438

Blå bog

Født: 28. december 1960 i Malmø.

Uddannelse: Journalist fra Kalix Folkhögskola, 1985.

Debut: Kvinnorna på stranden. 2009.

Litteraturpriser: Bedste svenske krimi. Svenska Deckarakademi, 2014

Seneste udgivelse: Blindtunnel. Modtryk, 2019. (Blindtunnel, 2019). Oversætter: Agnete Dorph. Krimi.

Inspiration: Imre Kertesz, Joyce Carrol Oates, John le Carré, Dennis Lehane og Kerstin Ekman.

 

 

 

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Jeg gned mig i øjnene, skimmede resten af teksten. (…) Sort på flimrende gråhvid skærm var det som en hvilken som helst anden nyhedstekst, det havde ikke noget med mig at gøre. Alligevel følte jeg mig lidt høj, en euforisk følelse af at befinde mig midt i verden.”
”Kvinderne på stranden”, s. 290.

Det er måske en tilsnigelse at kalde ”Kvinderne på stranden” for Tove Alsterdals litterære debut. Hun har inden for de seneste 25 år leveret manuskripter til både spillefilm, TV- og radiodramaer samt skrevet for teater og opera. Men det var først i 2009, at Tove Alsterdals eget navn prydede et bogcover, da ”Kvinnorna på stranden” mødte en usædvanligt begejstret svensk anmelderstand.

Tove Alsterdal blev født i Malmø i 1960 og voksede op i Umeå og Stockholm. Hendes far var fra Värmland, mens hendes mor var fra Tornedalen, en nordlig provins på grænsen til Finland. Denne geografiske rodløshed har sat sig spor i Alsterdals senere liv; hun har efter eget udsagn flyttet 27 gange (Mia Sjöström: Flytta är ett sätt att hitta sig själv. SvD Nyheter, 2006-04-11).

I begyndelsen af 1980’erne begyndte hun at studere journalistik på Kalix Folkhögskola, hvor hun knyttede et nært venskab til Liza Marklund. Sidenhen har Alsterdal altid været den første til at læse og kommentere Marklunds succesfulde romaner.

Tove Alsterdal afsluttede sin uddannelse i 1985 og har siden da arbejdet som journalist for en række svenske medier. Sideløbende er hun blevet en populær dramatiker og har tilføjet både teater-, radio- og TV-produktioner til sit CV. I 2009 leverede hun for første gang manuskript til en spillefilm, Helena Bergströms ”Så olika”, mens hun året efter skrev librettoen til Fredrik Högbergs opera ”Kains kvinna”.

Det var som sådan heller ikke mange års undertrykte forfatterambitioner, der affødte Alsterdals romandebut: ”Bogen var faktisk oprindeligt et filmmanuskript, og jeg havde kontakt med nogle filmselskaber. Men produktionen blev for dyr. Handlingen udspiller sig i flere lande, fem for at være præcis.” (Marika Hemmel: Doldisen Tove Alsterdal film- och thrilleraktuell. Dagens Nyheter, 2009-10-28. Egen oversæettelse).

Da ”Kvinderne på stranden” udkom i Danmark i 2011, var anmelderne ligeså overvældede som deres svenske kolleger. Heriblandt kvitterede Berlingske med hele 6 stjerner. Succesen har tilsyneladende givet Alsterdal blod på tanden. Hun har siden med få års mellemrum udgivet yderligere to romaner ”I tystnaden begravd” (”Begravet i stilheden”, 2012) og "Låt mig ta din hand" ("Lad mig tage din hånd", 2015).

Tove Alsterdal har lagt livet med flyttekasser bag sig. Hun bor i dag på Södermalm i Stockholm med sin mand og tre døtre. Og har ingen planer om at flytte.

 

Kvinderne på stranden

”Jeg slap telefonen, og stemmen var et sted i mørket omkring mig. Jeg ville skrige til den, at den skulle standse, men den fortsatte og fortsatte”.
”Kvinderne på stranden”, s. 267.

Tove Alsterdals romandebut betegnes som krimi i de anmeldelsescitater, bogcoveret er forsynet med, men reelt tager ”Kvinnorna på stranden” fra 2009 (”Kvinderne på stranden”, 2011) nærmere form af ideologisk thriller; her er hverken gnavne kriminalbetjente eller psykopatiske enspændere. I stedet møder vi tre forskellige kvinder fra tre forskellige kontinenter, hvis skæbner langsomt forbindes til den samme sydspanske ferieby. Her står de alle, på hver deres måde, ansigt til ansigt med den moderne slavehandels menneskefjendske virkelighed.

Ally Cornwall, romanens omdrejningspunkt, er en succesfuld amerikansk teaterregissør. Hendes kæreste, journalisten Patrick, arbejder på en hemmelig artikel i Paris, da Ally opdager, at hun er gravid. Efter ikke at have hørt fra Patrick i en uge, modtager hun pludselig en mystisk pakke fra ham.

28824157

Dette bliver startskuddet på Allys intense jagt på sin mangeårige kæreste. Hun flyver til Europa, hvor hvert eneste spor efter Patrick samtidig er et spor efter den grufulde sandhed, han havde sat sig for at afdække. Langsomt optegnes konturerne af et organiseret netværk af højtstående forretningsmænd, som udnytter desperate afrikanske flygtninge til kynisk slavearbejde.

Allys jagt fører hende til stranden i Tarifa, hvor hendes skæbne krydses af den illegale afrikanske immigrant Mary Kwara og den svenske teenager Terese Wallner: På selvsamme strand tager Mary sine første skridt på det forjættede europæiske kontinent, og her snubler Terese bogstaveligt talt over et lig i strandkanten.

Med et sjældent fortællemæssigt træk krydsklipper Alsterdal mellem 1.- og 3.-personsfortæller. Allys jeg-fortæller bidrager til nærværende intensitet, mens 3.-personskildringer af Terese og Mary giver læseren en indsigt, som konstant driver historien videre.

”Kvinderne på stranden” er et foruroligende dokument over den moderne slavehandel; et stykke tankevækkende fiktion, som minder os om en skræmmende virkelighed, der alt for sjældent belyses. 

Begravet i stilheden

”Sidespejlet i førersiden var fyldt af huset, det stod dér i al sin uforanderlighed. En mærkelig følelse af, at det fredfyldte stadig var til stede, livet og døden gik ubemærket forbi.”
”Begravet i stilheden”, s. 390.

Et par år efter sin debut tager Tove Alsterdal os atter med på en omfattende rejse, denne gang i både tid og sted. ”I Tystnaden begravd” fra 2011 (”Begravet i stilheden”, 2012) indfinder sig både i europæiske storbyer og gamle russiske statsarkiver, men handlingen centrerer sig ikke mindst om den isolerede landsby Kivikangas i området Tornedalen på den svensk-finske grænse.

Den London-bosiddende journalist Katrine må flyve hjem til Stockholm, da hendes aldrende mor ligger for døden. Da Katrine rydder op i morens lejlighed, finder hun en række uåbnede breve fra en ejendomsmægler og opdager, at familien ejer et hus i Tornedalen, samt at en anonym køber er parat til at betale et millionbeløb for denne faldefærdige rønne.

Nysgerrigheden efter at lære mere om den familie, som hendes mor mestendels har fortiet, fører Katrine til morens barndomshjem i Kivikangas. Her kaster en række hengemte breve på én gang lys over hendes bedsteforældres identitet og sender Katrine videre til Sankt Petersborg i jagten på deres skæbne – og sin egen slægtshistorie.

29474931

Samtidig krydsklipper romanen til opklaringen af to mord: I Sankt Petersborg myrder en gangsterleder sin bedste ven, mens den berømte skiløber Lars-Erkki Svanberg findes brutalt myrdet i Kivikangas. Begge mord udspiller sig få dage før Katrines ankomst til de to byer og forbindes langsomt til den slægtshistorie, som Katrine egenhændigt afdækker i gamle breve, tornedalske landsbyrygter, russiske statsarkiver og afsides dele af Sankt Petersborg.

”Begravet i stilheden” er et portræt af det særegne nordsvenske grænsesamfund, mens romanens udvikling ikke mindst centreres om historiske tilbageblik til de svenske kommunisters skæbne i Sovjetrusland.

I romanens efterord forklarer forfatteren, at romanens handling tager løst udgangspunkt i hendes egen familie. Tove Alsterdal har selv rødder i Tornedalen, hvorfra et familiemedlem i 1930’erne tog til Sovjetrusland med kommunistiske idealer i rygsækken – uden nogensinde at vende tilbage. Denne historie omsætter Tove Alsterdal til en nuanceret roman, som trækker tråde gennem det 20. århundredes europæiske historie med slående beskrivelser af bristede illusioner, skæbnesvangre beslutninger og generationsoverleverede fortielser og løgne.

Lad mig tage din hånd

”Byen lægger ikke mærke til, at et menneske forsvinder. Nogen overtager den plads, der bliver tom. Så let er det at glemme en fremmed”.
”Lad mig tage din hånd”, s. 237-238.

En kold aprilnat omkommer den unge Camilla Eriksson efter et fald fra sin balkon i et af Stockholmforstadens Jakobsbergs højhuse. Charlie, som hun kaldes, har en rodet fortid med stoffer, kaotiske familieforhold og en ustabil psyke, hvorfor sagen hurtigt affærdiges som et selvmord. Heriblandt af hendes egen søster, arkitekten Helene, som i et forsøg på at lægge fortiden bag sig for længst har distanceret sig fra Charlie, opgivet al kontakt med deres alkoholiserede far og forsøgt at glemme den mor, som forlod familien, da de begge var små. Men en nagende tvivl begynder at plage Helene, da hun gennemgår sin afdøde søsters ejendele: Blev Charlie i virkeligheden myrdet – og i så fald hvorfor?

51614860

Charlie havde kort før sin død opholdt sig en længere periode i Argentina, og i et voksende håb om at opklare og forstå sin søsters dødsfald pakker Helene kufferten og bilder ægtemanden ind, at hun skal til konference.

Landingen i Buenos Aires bliver startskuddet på en livsfarlig rejse på tværs af Sydamerika – ikke blot i sporet af sin afdøde søster, men på jagt efter den sandhed, som søsteren søgte at afdække: Hvad der skete med deres mor, Ing-Marie, som kort inden sin forsvinding havde forelsket sig i en argentiner.

På mange måder føles ”Låt mig ta din hand” fra 2014 (”Lad mig tage din hånd”, 2015) som afslutningen af en trilogi, hvor familierelationer, altopofrende kærlighed og ideologisk indignation hvirvles sammen i en stramt komponeret politisk thriller. Og ligesom i sine forgængere udfoldes romanen i en lang rejse på tværs af både fysiske grænser og tidsskel, alt sammen skrevet med knivskarp præcision.

”Lad mig tage din hånd” beskriver i forskellige spor både Ing-Maries rædselsvækkende oplevelser med sen-70’ernes/start-80’ernes brutale argentinske militærdiktatur og Helenes søgen efter sin mor i et nutidigt fortiet Argentina, som stadig ikke har bearbejdet sin voldsomme fortid. Det er et storslået familiedrama i krimiformat, men ikke mindst en roman om rodløshed og jagten på egen identitet.

Genrer og tematikker

Der er mange fællestræk i de treto romaner, som Tove Alsterdal indtil nu har lagt navn til: Handlingen søsættes i begge romaneralle tre af en journalist kvinde på sporet af en fortiet sandhed – både Ally og Katrine er journalister, mens Helene er arkitekt. Begge Rromanerne udfolder sig i flere byer, og i begge alle tre romaner krydsklippes mellem forskelligetre handlingsspor, som endelig mødes i romanernes slutning. Samtidig beskriver tematiserer både ”Kvinderne på stranden”, og ”Begravet i stilheden” og ”Lad mig tage din hånd” storslåede problematiske familie- og kærlighedsforhold, som hårdt kontrasteres af ideologisk stivsind og politisk motiveret ondskab.
Netop detNetop det politiske og ideologiske spiller en stormarkante roller i Alsterdalsbegge romaner – men med vidt forskellige udgangspunkter. I debutromanen skildres moderne slavehandel, mens efterfølgeren går i de russiske annaler for at beskrive mellemkrigstidens skæbnesvangre udvikling i Stalins Sovjetrusland, mens Argentinas nådesløse militærdiktatur i 1970’erne er under luppen i hendes seneste udgivelse.
Om sin debut udtaler Tove Alsterdal, at den er en af den slags romaner, hvor tematikken kom før den reelle handling: ”Det var et billede fra nyhedsflowet, om døde som flyder i land på strandene i Sydeuropa – og ingen går op i det. Det er de samme strande, hvor vi rejser til for at sole og bade – og vi fortsætter med at sole og bade.” (Eget interview med Tove Alsterdal, 2012).
Denne nyhedsudsendelse blev udgangspunktet for Tove Alsterdals debutroman, hvori det altoverskyggende tema er moderne slavehandel. Her portrætteres med stor indlevelse, hvorledes fattige afrikanere ledes til Europa med drømme om en ny tilværelse, men ender med at blive udnyttet til decideret slavearbejde af kyniske bagmænd.
Beslægtede tematikker som racisme og kønsdiskrimination blander sig løbende i handlingen – og er flere steder decideret bærende for romanens udvikling.
Politiske fortielser er ligeledes i fokus i hende følgende romaner, hvor det ikke mindst er historieskrivningens blinde vinkler, som behandles.
I I sin efterfølger finder Tove Alsterdal inspirationen i egne rækker. ”Begravet i stilheden” tager udgangspunkt i historien om et medlem af Alsterdals egen familie, som i 1930’erne forlod Sverige for at tage del i opbygningen af det kommunistiske Sovjet. Her tematiseres et hengemt kapitel af den svenske historie; det forholdsvis store antal svenskere, som drog til Rusland blot for at forsvinde i Stalins rasende udrensninger. Under det argentinske militærdiktatur, som varede fra 1977 til 1983, forsvandt anslået 30.000 mennesker. Landets manglende konfrontation med og fortielse af dette rædselsregime – hvorfra gerningsmænd stadig ikke er kommet for domstole, danner grundpræmis i ”Lad mig tage din hånd”.
Begge Samtlige romaner tematiserer, hvad mennesker er parate til at ofre for at udleve deres drømme. Både Mary Kwara i ”Kvinderne på stranden”, og Gunnar Peltari i ”Begravet i stilheden” og på sin vis også Ing-Marie i ”Lad mig tage din hånd” flygter med håbet om et bedre liv men indfanges af en realitet, der ligger langt fra deres drømme. BOg både Ally og Katrine sætter deres liv på spil i jagten efter at forstå, hvad der skete med deres elskede, mens Helene på lignende vis jagter en forståelse af egne familieforhold med livet som indsats.
Ikke mindst i de seneste to romaner antydes det menneskelige grundvilkår, at vores identitet er forbundet med en forståelse af vores familiære herkomst – hos både Katrine og Helene indfinder der sig en personlig ro i takt med, at de forstår deres slægtshistorier..
Tove Alsterdal behandler i sine romaner rodløshed, familieslægtskab og politisk uretfærdighed med både historisk og nutidigt sigte. Hendes romaner besidder nuancerede personkarakteristikker og en grum realisme, hvor hverken barmhjertighed eller poetisk retfærdighed er nogen selvfølge.

Beslægtede forfatterskaber

Svenske krimiers overvældende succes taget i betragtning er det – som mange medier har gjort – nærliggende at bygge bro mellem Tove Alsterdal og de store svenske kriminalforfattere. Og ligesom hos bl.a. Stieg Larsson og Alsterdals veninde Liza Marklund sættes handlingen i begge Alsterdals to første romaner i gang af en ambitiøs journalist, som ikke frygter at få fingrene i klemme. Men Alsterdals romaner har en anden tone, et anderledes fokus og et markant andet tempo, end hvad man finder hos disse forfattere. Det er ikke en klassisk mordgåde, man finder hos Alsterdal; her udgør mordene nærmere små brikker i et større, ideologisk puslespil. Dette skaber en markant anden spændingsopbygning.
Inden for krimigenren minder Alsterdal stilistisk mere om norske Jo Nesbø. Ligesom Nesbø frygter hun hverken lange kapitler eller langsomt opbyggede personportrætter. Nesbø deler desuden Alsterdals tematisering af racisme og interkontinentale relationer, som det bl.a. kommer til udtryk i hans ”Flagermusmanden”, hvor en norsk og australsk betjent sammen efterforsker mordet på en ung pige. Den historiske bevidsthed, som gennemsyrer Alsterdals både ”Begravet i stilheden” og ”Lad mig tage din hånd”, finder vi også i adskillige af Nesbøs romaner.
Tove Alsterdals romaner indfinder sig dog mere i en tradition for politisk og ideologisk motiverede thrillers, hvor John Grisham og John le Carré hører til de fremmeste eksponenter. Ikke mindst den fascination af det lukkede russiske storrige, som tematiseres i hendes seneste roman, trækker tråde til John le Carré koldkrigsromaner.
Den mest nærliggende sammenligning er dog den amerikanske forfatter Dennis Lehane, som Alsterdal også nævner blandt sine inspirationskilder. Hos Lehane opstår dramaet ikke mindst i de nærgående psykologiske personskildringer og i individets kamp mod svært definerbare magtinstanser. Ally Cornwall kæmper på en gang med sin egen psyke og et organiseret netværk af slavehandlere, som hun aldrig fanger de fuldstændige konturer af. Katrine er ved at miste alle holdepunkter i sit liv, mens hun trænger sig gennem aflukkede russiske arkiver og fortiede familiehemmeligheder. Ing-Marie bliver et offer for præcis det styre, hun prøver at bekæmpe, mens begge hendes døtre indfanges af det spind af løgne, som den efterfølgende fortielse har medført.
Hos Lehane, som i begge Alsterdals romaner, er fraværet af poetisk retfærdighed iøjnefaldende; her har virkeligheden et tragisk snit, som dog aldrig forfalder til decideret eksistentiel pessimisme.
Afslutningsvis kan nævnes det geografiske fællesskab, som Tove Alsterdals seneste anden roman deler med landsmanden Mikael Niemi. Niemi er født og opvokset i Tornedalen, og har, ligesom Alsterdal i ”Begravet i stilheden”, ladet sig fascinere af områdets unikke blanding af samiske, finske og svenske traditioner, mest eftertrykkeligt i hans succesfulde roman ”Populærmusik fra Vittula”. Trods den store stilistiske forskel de to forfattere imellem, bibringer skildringerne af det tornedalske folk, den voldsomme natur og det særegne blandingssprog deres romaner en ensartet charmerende ro. Hos både Alsterdal og Niemi emmer siderne ganske enkelt af kærlighed til den kolde grænseegn med de varme naborelationer.

Bibliografi

Romaner

Alsterdal, Tove:
Kvinderne på stranden. Mrs. Robinson, 2011. (Kvinnorna på stranden, 2009).
Alsterdal, Tove:
Begravet i stilheden. Mrs Robinson, 2012. (I tystnaden begravd, 2012). Krimi.
Alsterdal, Tove:
Lad mig tage din hånd. Modtryk, 2015. (Låt mig ta din hand. Lind & Co, 2014). Oversætter: Lilian Kingo. Krimi.
Alsterdal, Tove: Vend dig ikke om. Modtryk, 2017. (Vänd dig inte om, 2017). Oversætter: Lilian Kingo. Krimi.
Alsterdal, Tove: Blindtunnel. Modtryk, 2019. (Blindtunnel, 2019). Oversætter: Agnete Dorph. Krimi.

Skuespil

Alsterdal, Tove:
Packa packa. 2006.

Film- og tv-manuskripter:

Mikael Hellström (instruktør):
Om du var jeg. TV-serie, 2005.
Helena Bergström (instruktør):
Som dag og nat = Så olika, 2010.

Libretto til opera

Fredrik Högberg (komponist):
Kains kvinna. Opera, 2010.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Tove Alsterdal

Om forfatterskabet

Links

Forfatterens egen hjemmeside byder på en kort biografi, billeder og præsentationer af Alsterdals bøger.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Tove Alsterdal

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Sjöström, Mia:
Flytta är ett sätt att hitta sig själv. SvD Nyheter, 2006-04-11.
Hemmel, Marika:
Doldisen Tove Alsterdal film- och thrilleraktuell. Dagens Nyheter, 2009-10-28.