”Lykke-Peer” fra 1870 er H.C. Andersens sjette og sidste roman. I modsætning til de øvrige romaner har ”Lykke-Peer” et lineært forløb og følger den fattige dreng Peer, fra han bliver født i storbyen, igennem hans opvækst, der både er præget af fattigdom, drengens særlige held, farens død, drømme om teatret og kunsten, skoletiden på landet hos Hr. Gabriel, og til han kulminerer med en stor kunstnerkarriere – og dør i sit allerstørste øjeblik på scenen.
”Lykke-Peer” kan læses som en dannelsesroman, som var meget oppe i tiden på H.C. Andersens tid. Ligesom i de traditionelle dannelsesromaner er Peers ungdom karakteriseret ved en krise, der udvikler og danner ham. I det drømme- og mareridtsagtige kapitel 9 bliver Peer så lammet af angsten for ikke at slå til, at han bliver syg og er nær ved at dø.
39543451
Det centrale tema i romanen er forholdet mellem rig og fattig og muligheden for social opstigning. Romanen igennem kontrasteres Peers liv af rigmandssønnen Felix’ liv. Peer reflekterer over, om de rige er født bedre end de fattige, og hvorfor de fattige føler sig mindre vigtige og værdige til livet. I romanen bliver kunsten Peers vej til et rigere liv – både økonomisk og følelsesmæssigt, og sidst i romanen lyder det, at han er lykkeligere end Felix.
Mest af alt er ”Lykke-Peer” en kunstnerroman, hvor hovedmotivet er kunstens væsen. Selv om Peer er den centrale karakter, er kunsten den egentlige hovedperson. Kunsten – inspirationen – fremstilles som en kraft i sig selv på linje med troens og kærlighedens kraft, eller måske lige så magtfuld som døden selv. Det er kunsten, der løsriver Peer fra hans sociale skæbne som fattig, og da den har foldet sig ud til sit yderste, lader den ham dø en lykkelig død på scenen, helt opfyldt af kunsten og omverdenens fejring.
”Lykke-Peer” bliver fortalt af en 3. person-fortæller, der ofte inddrager læserne ved for eksempel at skrive om Peer, at han er ’vores unge ven’. På den måde skaber H.C. Andersen en fortællerstemme, der får læserne til at identificere sig med Peer, og selvom sproget er præget af H.C. Andersens tid, og ordvalg og sætningskonstruktioner indimellem kan virke tunge og kringelkrogede, er fortællingen let og ligefrem.