Rejseberetninger, dagbøger og breve

Citat
”Uforglemmelige ere mig de Minuter, jeg her, fjern fra Alle, ganske ene, tilbragte i denne Stilhed, denne Skoveensomhed. Jeg tænkte kun lidt på Røvere eller Vildsviin, de sidste vare her at frygte. Jeg følte mig saa opfyldt af den hele Naturdeilighed …”

”Et Besøg i Portugal 1866”, i "Rejseskitser" (2002), s. 205.

Hans Christian Andersen kom vidt omkring i verden. I 25 såkaldte rejseberetninger skildrer han de miljøer, seværdigheder og mennesker han træffer på sine utallige rejser. Beretningerne bliver til over en periode på godt og vel 50 år og er et vidnesbyrd om Hans Christian Andersens nysgerrighed og eventyrlyst.

Rejseberetningerne varierer i længde, nogle er skitser og breve, andre igen er omfangsrige skildringer.

Hans Christian Andersens debut under eget navn, den fiktive rejseskildring ”Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager” fra 1829, hører til i sidstnævnte kategori. I denne sprælske og vittige, men også ambitiøse bog prøver han at frigøre sig fra den borgerlige dannelses kvælertag, sådan som han især havde mødt den i latinskolens åndløse terperi.

Det lykkedes ikke helt, og han gentog da forsøget i en ny og mere autentisk rejsebog, ”Skyggebilleder af en Reise til Harzen”, 1831, hvor han ivrigt spejler sit eget urolige og udefinerlige væsen i de landskaber, han passerer igennem.

Det var ikke tilfældigt, at han valgte rejsegenren, og dér ydede det bedste i den første del af forfatterskabet. Den passede til hans hjemløse og rastløse gemyt, og rejsen er da også et grundtema i forfatterskabet uden for rækken af fascinerende rejseskildringer med ”En Digters Bazar”, 1842 og ”I Sverrig”, 1851, som højdepunkterne.

24561011

Men først og sidst skrev han dagbøger og breve. Dagbøgerne, der er udgivet samlet med registre, fylder 12 bind, og er en enestående righoldig kilde til hans liv, digtning og samtid. Men derudover er de fascinerende som tekster i sig selv med deres voldsomme udsving fra det kæbeknusende trivielle til de mest forrygende iagttagelser. Alle sindsstemninger og gebrækkeligheder er med, strakt ud over et tidsrum på et halvt hundrede år fra de tidlige latinskoleår til digterens død i 1875.

Brevene løber parallelt med hans dagbøger, og veksler på samme måde mellem det hverdagsagtige og det enestående. Selvbekendelser, jammerklager, medrivende beskrivelser af personer, rejseoplevelser, kunstværker, menuer, landskaber. Alt.

Mest righoldige er brevene fra de unge år, hvor man kan følge hans stædige kamp med en ofte vrangvillig omverden og sine egne uafklarede evner, sin selvtvivl, sin ødelæggende mindreværdsfølelse. Som helhed betragtet er brevene, ligesom dagbøgerne, en guldgrube ved deres sproglige energi, deres mangfoldighed og hudløshed – både som dokumenter og skrivekunst.

Lige meget, hvorhen man søger i dette rige forfatterskab, gælder det, at Andersen nok for længst er død og borte, men det, han efterlod sig, rummer en livskraft, som gør ham nutidig og nærværende.