Genrer og tematikker

Hans Christian Andersen var ikke en forfatter, der lod sig begrænse af en enkelt genre, eller en enkelt tematik. Han skrev digte, skuespil, romaner, eventyr, historier og rejseberetninger. Han lod sig inspirere af mennesker, miljøer og meninger fra sine rejser i ud- og indland, dette gælder f.eks. eventyret om ”Dryaden” (1868), der er inspireret af verdensudstillingen i Paris 1867.

Samtidig lånte Hans Christian Andersen flittigt fra folketroen og den mundtlige fortælletradition, som han var vokset op med. Historier om elverpigerne, mosekonen og åmanden fandt alle vej ind i hans eventyr og fortællinger. Et eksempel herpå giver Hans Christian Andersen selv i ”Bemærkninger til Eventyr og Historier 1874”: ”I min barndom, så jeg i Odense en mand, der lignede et skelet, gul og gusten, kun skind og ben; en gammel kone, der tit fortalte mig eventyr og spøgelseshistorier, gav mig besked om, hvorfor han så så ynkelig ud: Gryden havde været sat på at koge efter ham, da han var ude i fremmede lande. Når en ungkarl var på vandring, om nok så langt borte, kunne hans kæreste, blev længslen efter ham alt for stor, gå til den kloge kone, få hende til at sætte gryden over ilden, putte djævelskab deri og så lade den koge nat og dag. I hvor langt ude i verden ungersvenden da var, måtte han da uden rast eller hvile af sted hjemad, hvor gryden kogte efter ham og kæresten ventede. Når han da nåede hjemstedet, var han kun skind og ben, så ynkelig ud og det tit for hele sin levetid.” (Hans Christian Andersen eventyr og historier bd. 4, s. 280)

Denne erindring gjorde Hans Christian Andersen brug af i ”Hvad gamle Johanne fortalte” (1872), hvor den fattige Rasmus, af ulykkelig kærlighed til den mere velbeslåede Else, drager ud i verden. Else kalder ham dog hjem igen ved at lade den kloge kone sætte gryden i kog efter ham.

Tematisk vedblev Hans Christian Andersen på tværs af genrer at vende tilbage til fortællingen om opkomlingens forsøg på social eller åndelig opstigning og ønsket om at lande på rette hylde, at blive forstået og accepteret, som den man er. Eksempler på dette er ”Den grimme ælling”, ”Prinsessen på ærten” (1835) og ”Klodshans” (1855).