H.C. Andersen lod sig ikke begrænse til en enkelt genre. I dag er han især kendt for sine eventyr, som han skrev små 200 af, men i sin samtid fik han også stor anerkendelse for at forny romangenren med sine socialrealistiske samtidsromaner, der tematiserede social ulighed og kunstens væsen. Han skrev endvidere et utal af digte, ofte romantiske digte fulde af patos. Blandt andet skrev han den kendte nationalsang ”I Danmark er jeg født” og digtet ”Det døende barn”, hvor han tematiserer børnedødelighed fra barnets synsvinkel. Teatret lå hans hjerte nært, og livet igennem drømte han om en karriere i teaterverdenen. Da han ikke lykkedes som skuespiller eller sanger, forsøgte han sig som dramatiker, og han forfattede hele 30 teaterstykker. Flere af dem blev sat i scene i hans samtid, men han fik aldrig rigtig anerkendelse som dramatiker. Det er da også længe siden, nogle af hans stykker har fundet vej til scenen.
Sidst, men ikke mindst er der hans enorme mængde af breve, der er bevaret, dagbogsskriverier, rejseberetninger og selvbiografiske udgivelser. Sidstnævnte har medvirket til, at læsningen af H.C. Andersen ofte bliver biografisk, men der er nu langt mere end biografisk stof at hente i forfatterskabet. Det er oplagt at læse med et socialhistorisk blik og med fokus på den sociale bevidsthed, som opstod på H.C. Andersens tid, hvor både samfundsreformer og samtidig debat havde for øje at skabe bedre forhold for samtidens fattige og dårligt stillede. Det gælder for eksempel for debutromanen ”Improvisatoren” og for eventyrene ”Det gamle hus”, ”Hun duede ikke” eller ”Gartneren og herskabet”.
H.C. Andersens forfatterskab tematiserer også individets stræben, skæbne, kærlighed og menneskets udfordring med at finde sin plads i verden. Temaer, der er som taget ud af nutiden, og som hos H.C. Andersen både kan findes i romanerne og i eventyrene. Det er derfor relevant at foretage en eksistentialistisk læsning – eller med andre ord at have fokus på, hvad hans værker siger om meningen med tilværelsen og individets muligheder for at skabe sin plads i verden.
Også H.C. Andersens genrefornyelser er oplagte at undersøge – og også hans fremstilling af fortællingens kraft (for eksempel i ”Den flyvende kuffert”) og kunstens væsen (for eksempel i ”Lykke-Peer”).