Henrik Andersens debutroman ”De skyldfri” fra 1995 er en rigtig generationsroman. ”Det var i dagene omkring min tredive års fødselsdag. Sascha var død. Hun var smuk” (s. 5). Sådan skydes romanen i gang. Med et dødsfald. Sascha, der har været dybt afhængig af stoffer, tager livet af sig, noget jeg-fortælleren, Stefan hjælper hende til at gøre ordentligt. Det giver Stefan anledning til at skrive to historier i et forsøg på at finde tilgivelse for den nagende skyldfølelse. Han ser tilbage på sit liv og fortæller om sig selv og sin generation. Det bliver til fortællinger om hans eget liv som studerende og taxachauffør i København, om Frank, der bliver rocker og pusher, om Jacob der bliver læge og retskaffen og om Sascha, som Stefan gør gravid allerede i skolen. Og som altså dør allerede i romanens begyndelse.
Den anden historie handler om Stefans polske oldemor. I en lang række indskudte fragmenter i generationsberetningen opsporer han sin oldemors skæbne. Hun var en ung polsk pige, der tog til Danmark for at arbejde i roerne. Hun døde, det år Stefan blev født, men havde ellers levet og overlevet et barskt liv. Hun var en sej, viljefast kvinde, der så pligt som en nødvendig instans i tilværelsen.
Jeg-fortælleren Stefan går igen i Henrik Andersens nyeste roman ”Beskyttelseszonen”, og beskrivelsen af en opvækst i det beskyttede velfærdsdanmark trækker veksler på debuten. Stefan fortæller en hård og kynisk beretning om sig selv og sin generation, og det leveres i en ligeså hård sproglig tone. Henrik Andersen springer uproblematisk i tid i fortællingen og leverer mundrette replikker og korte, præcise miljøbeskrivelser.