Henrik Andersen

Henrik Andersen er vokset op i Assens på Fyn, men har siden 1998 boet i udlandet. Han har boet mange år i Berlin og er nu bosiddende i Stockholm med sin svenske kone.

Forfatterdrømmen har været intakt, siden han som færdig student fra handelsgymnasiet rejste til Frankrig med romantiske forfatterplaner i bagagen. Han drømte om at skrive barske drengerøvshistorier som Charles Bukowski og Ernest Hemingway. De første spæde forfatterforsøg gjorde han udi lyrikken, inden han begyndte at studere litteratur på Københavns Universitet. Et studium han færdiggjorde året før sin litterære debut.

De tidlige skriblerier er blevet i skrivebordsskuffen, men i 1995 kom hans første roman ”De skyldfri”. En roman med en jeg-fortæller og en historie, der ligger tæt op ad Henrik Andersens virkelige jeg og liv. Bogen er en generationsroman om en ung mands forliste drømme. Kritikkernes modtagelse var ikke overvældende positive, men der var dog bred enighed om, at Henrik Andersens sprog fungerede godt og skarpt.

Måske var det den begyndelse, der placerede Henrik Andersen i gruppen af oversete forfattere. I hvert fald konkluderede Kunstfondens litterære udvalg, at han har udgivet en række oversete romaner, heriblandt ”Den tredje historie”, da de tildelte ham det treårige forfatterlegat i 2005.

Udover forfattervirksomheden har Henrik Andersen ernæret sig som oversætter. Det er måske ikke drømmejobbet, for som han siger ”Det var mere eller mindre en tilfældighed, at jeg begyndte at oversætte” (Goethe Instituttets hjemmeside: Oversættelse som kulturudveksling), men hans tyskkundskaber har bl.a. ført ham til den østtyske forfatter Thomas Brussig, hvis bog ”I den korte ende af Sonnenallee” han har oversat til dansk. Og de har også ført ham til den tyske yndlingsforfatter Heinrich von Kleists fortællinger, som han elsker, fordi: ”Hos Kleist kan verden skabes og gå under igen i løbet af to sætninger.” ”(Goethe Instituttets hjemmeside: Oversættelse som kulturudveksling).

Henrik Andersens debutroman ”De skyldfri” fra 1995 er en rigtig generationsroman. ”Det var i dagene omkring min tredive års fødselsdag. Sascha var død. Hun var smuk” (s. 5). Sådan skydes romanen i gang. Med et dødsfald. Sascha, der har været dybt afhængig af stoffer, tager livet af sig, noget jeg-fortælleren, Stefan hjælper hende til at gøre ordentligt. Det giver Stefan anledning til at skrive to historier i et forsøg på at finde tilgivelse for den nagende skyldfølelse. Han ser tilbage på sit liv og fortæller om sig selv og sin generation. Det bliver til fortællinger om hans eget liv som studerende og taxachauffør i København, om Frank, der bliver rocker og pusher, om Jacob der bliver læge og retskaffen og om Sascha, som Stefan gør gravid allerede i skolen. Og som altså dør allerede i romanens begyndelse.

Den anden historie handler om Stefans polske oldemor. I en lang række indskudte fragmenter i generationsberetningen opsporer han sin oldemors skæbne. Hun var en ung polsk pige, der tog til Danmark for at arbejde i roerne. Hun døde, det år Stefan blev født, men havde ellers levet og overlevet et barskt liv. Hun var en sej, viljefast kvinde, der så pligt som en nødvendig instans i tilværelsen.

Jeg-fortælleren Stefan går igen i Henrik Andersens nyeste roman ”Beskyttelseszonen”, og beskrivelsen af en opvækst i det beskyttede velfærdsdanmark trækker veksler på debuten. Stefan fortæller en hård og kynisk beretning om sig selv og sin generation, og det leveres i en ligeså hård sproglig tone. Henrik Andersen springer uproblematisk i tid i fortællingen og leverer mundrette replikker og korte, præcise miljøbeskrivelser.