Placeret i udenlandsk litteratur har Kjell Askildsen et nært slægtskab med amerikanske Raymond Carver. I hans noveller finder man også Askildsens særkender: det nedbarberede sprog og en handling, der spænder buen op til et højdramatisk øjeblik eller skildrer efterskælvet.
Blandt danske forfattere har Pia Juul klare lighedstræk med Askildsen, eksempelvis når hendes karakterer gentager oneliners. ”Jeg vil dø,” siger Hubby igen og igen til sin kæreste i Juuls novelle ”Nyt bestik” fra samlingen ”Mit forfærdelige ansigt” (2001). Læseren kommer i tvivl, om det er deres sædvanlige smalltalk, eller en alvorlig udmelding. Sætningen ”Er det ikke et dejligt sted?” bliver på samme måde et omkvæd i Askildsens fortælling ”Et dejligt sted”. I begge tilfælde mener karaktererne – også – det modsatte. Juuls hovedperson er ikke klar til at dø. Hos Askildsen kan det dejlige sted, de taler om, ligeså vel vække ængstelighed. De korteste af Askildsens noveller bringer ham desuden i familie med Helle Helle. I hendes minimalistiske samlinger, ”Rester” (1996) og ”Biler og dyr” (2000), arbejder hun ligeledes med, hvor meget man kan skære fra i en tekst, men alligevel give læseren konturerne af et dramatisk forløb.
Afstanden mellem samværet mellem andre mennesker (så langsomt! så klodset!) og menneskets rigdom af indre liv er et lag i de fleste af Askildsens noveller. I den forstand relaterer han sig til engelske Virginia Woolf, der i sit forfatterskab netop indrammer tilværelsen som to samtidige forløb: vores handlinger og vores friere tanker. Hvor Woolf lykkes med at gøre dem parallelle – alt sker på en gang – deler Askildsen mere tingene op. Drømmepassager synes for hans karakterer at være reaktioner på, hvad der er sket. Drømmene eller associationerne føles ikke som en konstant strøm bag det konkrete.
Askildsens mange scener med personer, der observerer andre, betyder tilmed, at han ikke kan undgå at skrive sig ind i den eksistentialistiske litteratur. Den franske filosof Jean-Paul Sartre ridsede det op i sit stykke dramatik ”Lukkede døre” (1944). Du slipper ikke for, at folk ser på dig og tillægger dig betydninger, og i den forstand er du aldrig rigtig fri.