Udvalget af noveller i ”Askildsens beste” fra 2014 (”De 18 bedste”, 2015) er Kjell Askildsens egne favorittekster fra 1980’erne og frem til anden halvdel af 1990’erne. Her er helt korte historier – næsten prosadigte som ”Sømmet i kirsebærtræet” – og længere stykker med mere komplekse plots. Til sidstnævnte kategori hører novellerne ”Jeg er ikke sådan, jeg er ikke sådan” og ”En pludselig frigørende tanke”, som begge tematiserer, hvad grænserne er for menneskelig samhørighed.
I ”Jeg er ikke sådan, jeg er ikke sådan” har hovedpersonen lettere ved at engagere sig i en enlig mand i sin søsters ejendom end i søsteren, som ellers er en nok så trist eksistens. Et dramaturgisk spring indtræffer sent i historien; den enlige mand viser sig at have dræbt sin kone mange år tidligere. I den ironiske slutning trykker fortælleren hånd med morderen, som giver udtryk for, at det er rart at møde et menneske, man er ”på bølgelængde med”. Titlen ”Jeg er ikke sådan, jeg er ikke sådan” kan læses som fortællerens modsvar – han kunne i hvert fald ikke slå en anden ihjel. Men Askildsen inkluderer den lille antydning af, at han er medansvarlig for, at hans søster er gået i hundene.
52052289
”En pludselig frigørende tanke” handler på samme måde om mødet med en fremmed og en kriminel handling fra fortiden, der spøger. To ældre herrer holder begge af den samme park. De deler en bænk og indleder et venskab. Indtil det går op for den ene pensionist, at hans nye samtalepartner er selv samme dommer, som en gang idømte ham adskillige års fængsel. Fra at mødet er åbent og ligeværdigt – de er begge aldrende og ensomme – bliver deres relation forskubbet af forskellene mellem dem, skyldig vs. moralens vogter, overklasse vs. underklasse. Til slut begår den tidligere indsatte selvmord, hvilket han kalder ”den eneste definitive handling, et menneske er i stand til udføre.” Konfrontationen med dommeren puttede ham tilbage i rollen som kriminel. Ved at tage sit eget liv sætter han en stopper for, at andre kan definere ham.
Ellers er samlingen værd at bemærke for de noveller, hvor Askildsen afviger fra sin realisme med mænd, der er vrede, og kvinder, de ikke kan nå. ”Alt som før” byder på en kvinde, der er castet i rollen som traditionel, aggressiv, mandefigur, mens hendes mand bøjer af og retter ind. ”Sensommer” præsenterer et trekantsdrama bestående af mand, kone og ung mandlig elsker, men tonen er i omegnen af heltekvad, ikke mindst fordi sædvanligvis nøgterne Askildsen iblander lokaliteter med eventyragtige navne: ”Krageskoven” og ”Gråbjerget”.