Novellesamlingen ”Hundene i Tessaloniki” fra 1996 (”Hundene i Thessaloniki”, 1996) kan beskrives som Kjell Askildsens feriebog; gennemgående er fornemmelsen af lang weekend, og ustandseligt dækker karakterer op til gæstemad og tager ud af bordet igen.
Titelnovellen handler om et par, der har mistet følingen med hinanden. På et tidspunkt minder kvinden ham om, hvordan de engang var i Thessaloniki og så hunde parre sig. Dyrene hang sammen, så de dårligt nok kunne slippe hinanden. Værsgo til spejlingen i det menneskelige samliv: Parret har ikke sex, men praktiserer diskrete afstraffelser. Da hun er gået i seng, får han afløb for sin seksuelle energi ved at slå en stok mod låret. Og hun forsøger måske – måske ikke – at tage kvælertag på ham. Beskrivelsen af hendes hænder mod hans hals, som han vrister sig løs af, før der når at ske noget, er en typisk fremstilling for Askildsen. I stedet for at lade overgrebet finde sted utvetydigt, dvæler han ved muligheden for volden. Det uforløste føjer en sitrende energi til historien.
Askildsens ærinde er langt fra at portrættere århundredets værste relationer. Blot hvordan lidt sjusket kommunikation fører til lidt ophobet aggression, og hvad stiller man så op med den? I novellen ”Et dejligt sted” ender karakteren Martin med at sætte sin irettesættende kone på plads. Han forskrækker hende ved at rive hendes dyne af midt om natten. Så er der ellers atter en dag, hvor solen skinner. ”Jeg troede du var gået,” siger en anden kvinde til sin mand i ”Græshoppen”, men han går ikke. Som i flere af de øvrige fortællinger har personerne accepteret de små modbydeligheder, der er indlejret i parforholdet.
Et lille stilistisk greb knytter novellerne sammen. Forud for ”Græshoppen” indgår lyden af græshopper i ”Elisabeth”. På samme måde optræder en kvinde ved navn Marion i både ”De usynlige” og ”Min søsters ansigt”; først som sørgende, så i rollen som forførerske. Noget går igen i forskellige afkroge af livet, viser Askildsen.