Venskabets pris

Citat
”Man bliver urolig, uroligere, drikker tre hurtige skarpe og en noget langsommere øl, ens ro er borte, man får mod, går ud i den grå dag, passerer huset på mindre end tyve skridts afstand, ser ingen, fortsætter gennem den våde lyng (…)”
”Det røde hus”, Venskabets pris, s. 42.

Novellerne i ”Vennskapets pris” fra 2015 (”Venskabets pris”, 2016) gennemspiller kernemotiver hos Kjell Askildsen med variation i persongalleri og stemninger. Det verbale spil mellem mennesker bliver udforsket i historien, der giver samlingen navn. To gamle venner mødes til et gensyn, og den ene mindes en tale, den anden holdt for længe siden. I talen leverede vennen opskriften på langvarige relationer: De er baseret på gensidig påvirkning. Det er tragikomisk, at de to mænd ved, hvad der skal til, for løbet er kørt. De holdt op med at snakke sammen og sætte aftryk i hinanden for længe siden.

Udvekslingen af sprog, der ikke rigtig fungerer, dukker også op i ”Det røde hus”. Novellens hovedperson fantaserer om at nærme sig en kvinde og ”blive en mand af ord”, men i stedet bliver han mere og mere beruset. Alkoholen som dulmende redskab er ligeså nærværende i ”Willy Hassel”. Her skriver Askildsen en gyseratmosfære frem. Politifolk patruljerer, der er en mystisk skikkelse i skoven, men forbrydelsen udebliver. Willy Hassel begår den ikke, og den bliver ikke begået mod ham.

52433274

Læseren skal til ”Den anden drøm” for at finde en skildring af, hvordan det er at føle sig som offer. Udladningen af sårbarhed giver modvægt til samlingens træmænd, og ”Den anden drøm” er samtidig et eksempel på forfatteren, når han er i sit mest minimalistiske hjørne. Novellen er blot et par sider. Først et ydre realistisk niveau med fortælleren, der registrerer, at ejendommen ved siden af hans egen er blevet revet ned. Derfra et psykologisk niveau, hvor læseren rykker ind i hans angst for, at nogen bryder ind hos ham. ”Jeg har ingenting at stille op imod fysisk magt,” siger han, så man forstår, at det splintrede nabohus har igangsat en bevidsthed om, at han selv er skrøbelig. I kraft af sit beskedne omfang peger novellen formmæssigt ind mod nedrivningen; teksten er som en bygning, hvorfra det meste er fjernet.

Novellen ”Efter bisættelsen” er for Askildsen en undtagelse i sit emotionelle klimaks: Det lykkes to pårørende at opnå reel kontakt, idet de deler et minde. Helt rundet af bliver tabet af de døde dog ikke. Askildsen efterlader sine personer ved et kapel, midt i bevægelsen mod at komme videre.