Værelse med sol

I Peter Asmussens skuespil ”Værelse med sol” (1997) gennemspilles et firkantsdrama gennem tre forskellige generationer, hvor grusomme og psykologisk betonede handlinger mellem mand og kvinde gentager sig, uden man som læser helt forstår hvorfor. Eksempelvis forsøger Lander, en svigerfar, at forføre en både apatisk og med tiden forstyrret svigerdatter, Edith, ved at tale med hende om ingen verdens ting, og Edith ender med at skabe en form for virkelighedsforskydning og i sidste ende kvæle sit eget barn.

Som i flere af Peter Asmussens tekster taler karaktererne meget om – og analyserer – deres egne følelser, uden at der sjældent sker noget. Personerne sidder fast i en meningsløs verden, der ikke vil dem noget ud over at stille dem over for så mange muligheder, at forvirring og destruktion er eneste reelle vej ud. Værelset, der har sol ind ad vinduet, går igen i alle tre generationers liv og i alle tider er vinduet ud mod haven et billede på længslen efter noget andet og et billede på iagttagelsen selv.

22763881

Sideløbende med ”Værelse med sol” skrev Asmussen den næsten ibsenske ”Isbrandt”, hvor replikkerne i høj koncentration refererer til klassisk dramatik, som var der i stedet tale om en gendigtning af alle tiders klassiske teaterstykker. Også Peter Asmussens ”Gregersen Sagaen” (2008) og ”Skærmydsler II” (1999) gendigter hhv. Christian Kampmanns uforglemmelige persongalleri og Gustav Wieds lille komedie fra 1901.

Gennemgående for Peter Asmussens skuespil er en frakobling af personer fra tid og rum – eller måske snarere et fokus på det tomme rum og det stillestående øjeblik. I ”Isbrandt” sker det ved en scenisk bemærkning om tøj fra omkring 1900, lydlig kulisse fra efter 1950 og konstante referencer til klassiske skuespil. I ”Værelse med sol” gennem tre generationers gentagne kærligheds- og livsforviklinger i det samme hus.