Peter Asmussen

Peter Asmussen er født på Frederiksberg 28. marts 1957 som ældste søn af professor i iransk filologi og æresdoktor ved Lund Universitet, Jes Peter Asmussen, og Ellen Anette Diderichsen. Forfatteren er bosiddende i København og blev i 1996 gift med forfatteren Juliane Preisler.

Peter Asmussen var i begyndelsen af sit forfatterskab primært prosaist i forskellige eksperimenterende afskygninger, men har siden 1990'erne skrevet utallige radiospil og skuespil. Peter Asmussen er derudover forfatter til flere tv-film, til en række af Simon Stahos film (bl.a. ”Bang Bang Orangutang” fra 2005 og ”Daisy Diamond” fra 2007) og medforfatter til manuskriptet til Lars von Triers film ”Breaking the Waves” fra 1996.

I forbindelse med debutstykket ”Ungt blod” fra 1993 udtalte han: ”De, der ser det, bestemmer, hvad det handler om. Jeg gør ikke. Jeg skriver aldrig noget, der skal eksemplificere en eller anden livsanskuelse eller et budskab.” (Jens Kistrup: Tale til Peter Asmussen, 2010).

Med andre ord udstiller Peter Asmussen i sin dramatik såvel som i sit prosaiske forfatterskab scener og karakterer og lader det op til læseren selv at vurdere, hvilken betydning ordene og situationerne har.

Som oftest er det replikkerne og personportrætterne, der står i centrum i Peter Asmussens dramaer, og dette omdrejningspunkt findes også i hans senere forfatterskab. ”Hul i mørket” fra 2005 og ”Det Der eR” fra 2012 består udelukkende af breve, der giver indblik i en persons inderste, nedfældede tanker, men – som i tilfældet med ”Det Der eR” – ikke gengiver de svarbreve, som afsenderen modtager. Således præsenteres læseren kun for den ene side af brevudvekslingen og må selv støbe brikkerne sammen for at danne den anden side. Selve ansvaret for fortolkning og formidling af teksten er dermed overladt til læseren, og den nådesløse måde at fortælle på går igen i Peter Asmussens litterære tematik. Ofte angribes den fastlåste kærlighed mellem mennesker, der bryder sammen, og psykens randområder graves op og fritlægges.

I Asmussens nyeste roman, ”Og tilsidst går verden under” fra 2014, udspilles en række scener i en lysning på en stejl skrænt ved kysten, og de sker på 14 datoer, der for mange gælder, at de er betydningsfulde rent historisk. Det er imidlertid ikke det, der er bogens fokus; den koncentrerer sig om lysningens betydning i en række menneskers liv fortalt af og centreret omkring Louise, der allerede inde i sin mors mave overhører en samtale mellem sin mor og morens elsker. Således danner scenerne som et mosaiklignende drømmebillede i sidste ende et portræt af et menneske – med lysningen ved skoven som en symbolsk skiftende stedangivelse, der afspejler karakterernes psykologiske tilstand og verdens udvikling som sådan. 

I Peter Asmussens skuespil ”Værelse med sol” (1997) gennemspilles et firkantsdrama gennem tre forskellige generationer, hvor grusomme og psykologisk betonede handlinger mellem mand og kvinde gentager sig, uden man som læser helt forstår hvorfor. Eksempelvis forsøger Lander, en svigerfar, at forføre en både apatisk og med tiden forstyrret svigerdatter, Edith, ved at tale med hende om ingen verdens ting, og Edith ender med at skabe en form for virkelighedsforskydning og i sidste ende kvæle sit eget barn.

Som i flere af Peter Asmussens tekster taler karaktererne meget om – og analyserer – deres egne følelser, uden at der sjældent sker noget. Personerne sidder fast i en meningsløs verden, der ikke vil dem noget ud over at stille dem over for så mange muligheder, at forvirring og destruktion er eneste reelle vej ud. Værelset, der har sol ind ad vinduet, går igen i alle tre generationers liv og i alle tider er vinduet ud mod haven et billede på længslen efter noget andet og et billede på iagttagelsen selv.

22763881

Sideløbende med ”Værelse med sol” skrev Asmussen den næsten ibsenske ”Isbrandt”, hvor replikkerne i høj koncentration refererer til klassisk dramatik, som var der i stedet tale om en gendigtning af alle tiders klassiske teaterstykker. Også Peter Asmussens ”Gregersen Sagaen” (2008) og ”Skærmydsler II” (1999) gendigter hhv. Christian Kampmanns uforglemmelige persongalleri og Gustav Wieds lille komedie fra 1901.

Gennemgående for Peter Asmussens skuespil er en frakobling af personer fra tid og rum – eller måske snarere et fokus på det tomme rum og det stillestående øjeblik. I ”Isbrandt” sker det ved en scenisk bemærkning om tøj fra omkring 1900, lydlig kulisse fra efter 1950 og konstante referencer til klassiske skuespil. I ”Værelse med sol” gennem tre generationers gentagne kærligheds- og livsforviklinger i det samme hus.