Eugen Ruge

Eugen Ruge er født 24. juni 1954 i Uralbjergene i det vestlige Rusland. Han er søn af den østtyske historiker Wolfgang Ruge, som blev deporteret til Sibirien af de sovjetiske magthavere på grund af politiske uoverensstemmelser. Da Eugen Ruge var to år, kom han sammen med sine forældre til Østtyskland (tidligere DDR), hvor han voksede op. Efter en diplomuddannelse i matematik på Humboldt Universität i Berlin blev han videnskabelig medarbejder på Det Centrale Institut for Geofysisk i Potsdam. I 1986 begyndte han at arbejde som dokumentarfilmsinstruktør, manuskriptforfatter og oversætter for tv-stationer og teatre. Han var bl.a. med til at lave dokumentarprogrammer for det statsejede DEAF Studio. I 1988 udvandrede Eugen Ruge til Saarbrücken i Vesttyskland. Siden 1989 har han hovedsageligt arbejdet som forfatter og oversætter for teater og film samt som underviser på Berlins Universitet for Kunst. Han er far til fire børn og bor Berlin.

I 2011 debuterede Eugen Ruge som romanforfatter med romanen ”In Zeiten des abnehmenden Lichts”. På dansk udkom bogen i 2012 med titlen ”I tider med aftagende lys”. Bogen er skrevet på baggrund af hans families historie i et Tyskland præget af den kommunistiske Sovjet-tid og gav ham i 2011 den tyske litteraturpris Deutscher Buchpreis, bl.a. med begrundelsen, at historien er humoristisk og underholdende samtidig med at den fortæller historien om socialismens utopi og dens gradvise opløsning.

Eugen Ruge selv har altid holdt en vis distance til socialismen, fortæller han: ”Jeg havde altid vidst, hvordan det stod til med socialismen. Jeg var altid distanceret fra den og aldrig ideologiseret. Tværtimod har jeg altid været påpasselig med alle allerede fastlagte tankesæt og skræmt af, at mennesker er parate til at acceptere uhyrligheder for at få situationer og begivenheder til at passe ind i deres verdensbillede.” (Jens Malling: Opgør med myter om DDR. Jyllands-Posten, 2012-09-30).

Til trods for hans kritik af DDR er meningen med ”I tider med aftagende lys” ikke at moralisere eller afskrive republikken: ”Jeg har ingen dagsorden eller bagtanker med bogen og vil ikke overbevise nogen om noget (...) Jeg fortæller om livet i DDR, og at det var værd at leve. Det var ikke andenrangstilværelser, som det ofte bliver fremstillet i dag. Men selv det bliver kontroversielt i den nuværende samfundskontekst, for der skal man helst fordømme tiden i DDR over en bred kam,” siger han. (Jens Malling: Opgør med myter om DDR. Jyllands-Posten, 2012-09-30).

Eugen Ruges debutroman ”In Zeiten des abnehmenden Lichts” fra 2011 (”I tider med aftagende lys”, 2012) strækker sig over knap 50 år og beskriver en russisk-østtysk families historie fra 1950’erne over murens fald i 1989 og frem til 2001.

Romanen tager sit udgangspunkt i Mexico 1956, hvor et ægtepar forbereder sig på deres tilbagevenden til Østtyskland, som på det tidspunkt er en ung stat. De er overbeviste kommunister og vender tilbage med den mission at hjælpe med at opbygge en ny republik. Parrets søn, historikeren Kurt, emigrerede som ung til Moskva og endte på grund af politisk unåde i Stalins fangelejre og blev senere forvist til Sibirien. Kurt vender ligesom forældrene tilbage til DDR, fra Uralbjergene, sammen med sin russiske kone Irina og deres lille søn Sasja. Sasja har svært ved at finde sig til rette i det småborgerlige Østtyskland og flygter som voksen til Vesttyskland, kort tid før murens fald, samme dag som hans bedstefar fylder 90. De ældre generationer dør i og med DDR, mens Sasja i 2001 flygter til Mexico med en alvorlig kræftdiagnose. Her opsøger han sine bedsteforældres drømmested og knytter sin historie til sine bedsteforældres.

29657467

Sproget i ”I tider med aftagende lys” er enkelt og næsten underspillet, hvilket gør, at fokus kommer til at ligge på handlingen og ikke mindst personerne. Et af bogens virkemidler er humor, og flere scener bevæger sig i det smalle rum mellem komedie og tragedie.

Vægten i historien er især lagt på Kurt og Sasja, men handlingen bevæger sig frem og tilbage i tre generationer, med et glimt af den fjerde generation, som er repræsenteret i Sasjas søn Marcus, for hvem Muren, Stalin og kommunisme er ukendt land.

Synsvinklerne i bogen er skiftende, alt efter hvem handlingen følger, og nogle af de samme scener bliver beskrevet i flere omgange af forskellige personer. Det giver en nuanceret og afvekslende fremstilling, som illustrerer, at sandheden (om historien) er afhængig af øjet, der ser – eller personen, der fortæller. De skiftende synsvinkler er også med til at gøre personskildringen dyb og personerne sammensatte. På den måde er der ikke nogen entydige helte og skurke i historien, da læseren får indsigt i de forskellige personers tanker og bevæggrunde.

Romanens titel henviser til, at socialismen som politisk utopi i bogen mister mere og mere af sit ’lys’ – sin klarhed og styrke – for hver generation, der går.