Eugen Ruges debutroman ”In Zeiten des abnehmenden Lichts” fra 2011 (”I tider med aftagende lys”, 2012) strækker sig over knap 50 år og beskriver en russisk-østtysk families historie fra 1950’erne over murens fald i 1989 og frem til 2001.
Romanen tager sit udgangspunkt i Mexico 1956, hvor et ægtepar forbereder sig på deres tilbagevenden til Østtyskland, som på det tidspunkt er en ung stat. De er overbeviste kommunister og vender tilbage med den mission at hjælpe med at opbygge en ny republik. Parrets søn, historikeren Kurt, emigrerede som ung til Moskva og endte på grund af politisk unåde i Stalins fangelejre og blev senere forvist til Sibirien. Kurt vender ligesom forældrene tilbage til DDR, fra Uralbjergene, sammen med sin russiske kone Irina og deres lille søn Sasja. Sasja har svært ved at finde sig til rette i det småborgerlige Østtyskland og flygter som voksen til Vesttyskland, kort tid før murens fald, samme dag som hans bedstefar fylder 90. De ældre generationer dør i og med DDR, mens Sasja i 2001 flygter til Mexico med en alvorlig kræftdiagnose. Her opsøger han sine bedsteforældres drømmested og knytter sin historie til sine bedsteforældres.
29657467
Sproget i ”I tider med aftagende lys” er enkelt og næsten underspillet, hvilket gør, at fokus kommer til at ligge på handlingen og ikke mindst personerne. Et af bogens virkemidler er humor, og flere scener bevæger sig i det smalle rum mellem komedie og tragedie.
Vægten i historien er især lagt på Kurt og Sasja, men handlingen bevæger sig frem og tilbage i tre generationer, med et glimt af den fjerde generation, som er repræsenteret i Sasjas søn Marcus, for hvem Muren, Stalin og kommunisme er ukendt land.
Synsvinklerne i bogen er skiftende, alt efter hvem handlingen følger, og nogle af de samme scener bliver beskrevet i flere omgange af forskellige personer. Det giver en nuanceret og afvekslende fremstilling, som illustrerer, at sandheden (om historien) er afhængig af øjet, der ser – eller personen, der fortæller. De skiftende synsvinkler er også med til at gøre personskildringen dyb og personerne sammensatte. På den måde er der ikke nogen entydige helte og skurke i historien, da læseren får indsigt i de forskellige personers tanker og bevæggrunde.
Romanens titel henviser til, at socialismen som politisk utopi i bogen mister mere og mere af sit ’lys’ – sin klarhed og styrke – for hver generation, der går.