Peter Asmussen
Fot: Morten Holtum

Peter Asmussen

cand.mag. Anna Møller, iBureauet/Dagbladet Information, 2015.
Top image group
Peter Asmussen
Fot: Morten Holtum
Main image
Asmussen, Peter
Foto: Morten Holtum

Indledning

Dramatikeren, manuskriptforfatteren og forfatteren Peter Asmussen skriver grufuldt velplacerede replikker, der præcist indrammer det ulykkelige menneske og fremstiller det i alle dets nuancer af sort – uden af den grund at benævne ulykkeligheden direkte. Hans skrift kredser om det, der ikke kan beskrives: Længsels udstrakte hånd, der med en afvisnings skarphed med ét slag afskæres al næring og henfalder til den tomhed, den kom fra.

I romanen ”Det Der eR” fungerede en kompliceret kærlighedshistorie i DDR-tiden som indgang til både et portræt af en østtysk kvinde og til en lukket verden i Østblokken. I ”Og tilsidst går verden under” udspiller en række mere eller mindre dramatiske scener sig på den samme lysning ved en klippeskrænt, og således bliver lysningen den kulisse, hvorfra et menneskes liv bliver fortalt.

 

50971155

Blå bog

Født: 28. marts 1957.

Død: 25. juni 2016.

Uddannelse: Student fra Østre Borgerdyd Gymnasium, 1975.

Debut: Stemme. Gyldendal, 1989.

Litteraturpriser: Kjell Abell-prisen fra Det Danske Akademi, 2000. Danske Dramatikeres Forbunds Ærespris, 2000. Reumert-pris som Årets dramatiker, 2010. Allen-prisen, 2012. Reumert-pris som årets dramatiker, 2016.

Seneste udgivelse: Og tilsidst går verden under. Gyldendal, 2014.

 

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Hun ved ikke, hvordan denne erindring er kommet til hende. Hun har ingen anelse om hvem de to kvinder er. Det eneste hun er sikker på er stedet. Den lille lysning ved skrænten.”
”Og tilsidst går verden under”, s. 45.

Peter Asmussen er født på Frederiksberg 28. marts 1957 som ældste søn af professor i iransk filologi og æresdoktor ved Lund Universitet, Jes Peter Asmussen, og Ellen Anette Diderichsen. Forfatteren er bosiddende i København og blev i 1996 gift med forfatteren Juliane Preisler.

Peter Asmussen var i begyndelsen af sit forfatterskab primært prosaist i forskellige eksperimenterende afskygninger, men har siden 1990'erne skrevet utallige radiospil og skuespil. Peter Asmussen er derudover forfatter til flere tv-film, til en række af Simon Stahos film (bl.a. ”Bang Bang Orangutang” fra 2005 og ”Daisy Diamond” fra 2007) og medforfatter til manuskriptet til Lars von Triers film ”Breaking the Waves” fra 1996.

I forbindelse med debutstykket ”Ungt blod” fra 1993 udtalte han: ”De, der ser det, bestemmer, hvad det handler om. Jeg gør ikke. Jeg skriver aldrig noget, der skal eksemplificere en eller anden livsanskuelse eller et budskab.” (Jens Kistrup: Tale til Peter Asmussen, 2010).

Med andre ord udstiller Peter Asmussen i sin dramatik såvel som i sit prosaiske forfatterskab scener og karakterer og lader det op til læseren selv at vurdere, hvilken betydning ordene og situationerne har.

Som oftest er det replikkerne og personportrætterne, der står i centrum i Peter Asmussens dramaer, og dette omdrejningspunkt findes også i hans senere forfatterskab. ”Hul i mørket” fra 2005 og ”Det Der eR” fra 2012 består udelukkende af breve, der giver indblik i en persons inderste, nedfældede tanker, men – som i tilfældet med ”Det Der eR” – ikke gengiver de svarbreve, som afsenderen modtager. Således præsenteres læseren kun for den ene side af brevudvekslingen og må selv støbe brikkerne sammen for at danne den anden side. Selve ansvaret for fortolkning og formidling af teksten er dermed overladt til læseren, og den nådesløse måde at fortælle på går igen i Peter Asmussens litterære tematik. Ofte angribes den fastlåste kærlighed mellem mennesker, der bryder sammen, og psykens randområder graves op og fritlægges.

I Asmussens nyeste roman, ”Og tilsidst går verden under” fra 2014, udspilles en række scener i en lysning på en stejl skrænt ved kysten, og de sker på 14 datoer, der for mange gælder, at de er betydningsfulde rent historisk. Det er imidlertid ikke det, der er bogens fokus; den koncentrerer sig om lysningens betydning i en række menneskers liv fortalt af og centreret omkring Louise, der allerede inde i sin mors mave overhører en samtale mellem sin mor og morens elsker. Således danner scenerne som et mosaiklignende drømmebillede i sidste ende et portræt af et menneske – med lysningen ved skoven som en symbolsk skiftende stedangivelse, der afspejler karakterernes psykologiske tilstand og verdens udvikling som sådan. 

Værelse med sol

”LANDER:
Jeg har set på dig.

EDITH:
Har du?

LANDER:
Nøje.

EDITH:
Hvad så du?

LANDER:
Dig. Skal jeg fortælle dig om dig?

EDITH:
Hvis du tør.”
”Værelse med sol”, s. 107.

I Peter Asmussens skuespil ”Værelse med sol” (1997) gennemspilles et firkantsdrama gennem tre forskellige generationer, hvor grusomme og psykologisk betonede handlinger mellem mand og kvinde gentager sig, uden man som læser helt forstår hvorfor. Eksempelvis forsøger Lander, en svigerfar, at forføre en både apatisk og med tiden forstyrret svigerdatter, Edith, ved at tale med hende om ingen verdens ting, og Edith ender med at skabe en form for virkelighedsforskydning og i sidste ende kvæle sit eget barn.

Som i flere af Peter Asmussens tekster taler karaktererne meget om – og analyserer – deres egne følelser, uden at der sjældent sker noget. Personerne sidder fast i en meningsløs verden, der ikke vil dem noget ud over at stille dem over for så mange muligheder, at forvirring og destruktion er eneste reelle vej ud. Værelset, der har sol ind ad vinduet, går igen i alle tre generationers liv og i alle tider er vinduet ud mod haven et billede på længslen efter noget andet og et billede på iagttagelsen selv.

22763881

Sideløbende med ”Værelse med sol” skrev Asmussen den næsten ibsenske ”Isbrandt”, hvor replikkerne i høj koncentration refererer til klassisk dramatik, som var der i stedet tale om en gendigtning af alle tiders klassiske teaterstykker. Også Peter Asmussens ”Gregersen Sagaen” (2008) og ”Skærmydsler II” (1999) gendigter hhv. Christian Kampmanns uforglemmelige persongalleri og Gustav Wieds lille komedie fra 1901.

Gennemgående for Peter Asmussens skuespil er en frakobling af personer fra tid og rum – eller måske snarere et fokus på det tomme rum og det stillestående øjeblik. I ”Isbrandt” sker det ved en scenisk bemærkning om tøj fra omkring 1900, lydlig kulisse fra efter 1950 og konstante referencer til klassiske skuespil. I ”Værelse med sol” gennem tre generationers gentagne kærligheds- og livsforviklinger i det samme hus.

 

 

Det Der eR

”Du havde ret med hensyn til at skrive om mine omgivelser og oplevelser. På en mærkelig måde har du ret. Det er faktisk som om det er en trøst, når vi nu ikke kan være sammen. Den lille afstand der opstår mellem mig og omgivelserne, når jeg skal SE på dem, bliver faktisk et lille rum frit for sorg og længsel.”
”Det Der Er”, s. 48.

Peter Asmussens fokus på monologen og de enkelte karakterers selvanalytiske overvejelser foldes til fulde ud i de to breveksperimenter ”Hul i mørket” (2005) og ”Det Der eR” (2012). Hvor ”Hul i mørket” gengiver stort set fiktive selvmords-, kæreste- og feriebreve til forskellige modtagere, og hvor det som fodnote forklares, hvordan det videre hen gik og hvordan brevet blev modtaget, så står den ensidige veksling af kærestebreve i ”Det Der eR” alene i al sin envejskommunikation.

Den enkelhed og ubesværethed, der præger Asmussens dramatiske replikker, findes ligeledes i ”Det Der eR”. Brevene har en jeg-fortæller angiveligt fundet i en mappe hos en afdød onkel Tom, og de stammer fra den østtyske kvinde Renate, der ser ud til at have haft et forhold til onkelen. Hvad der i sidste ende er sandt eller falsk er op til læserens indre detektiv at udrede, og efterhånden som man når gennem tre års kærestebreve, står det klart, at Renates danske kærlighed ikke har haft helt rent mel i posen. Scenerne fra Renates Østtyskland er beskrevet med lige dele ømhed og fornemmelse af kvælende stilstand, og længslen efter noget andet og en anden står efterhånden skærende klar. Dermed overskygges den omkringliggende, fastlåste DDR-virkelighed til fulde af Renates indre fængsel.

29600465

Den fængslende og isolerede fornemmelse præsenteres ikke bare i brevenes indhold, men i det faktum, at man som læser aldrig får den anden halvdel af brevudvekslingen. Den distance mellem fortællingen og læseren, der helt naturligt skabes ved kun at få præsenteret én del af en historie, synes at modsvare den distance, Renate selv føler i sin længsel mod noget andet. Og alligevel finder brevskriveren en lille befrielse i det at skulle nedskrive sine inderste tanker, overvejelser og dagligdagsoplevelser fra DDR.

Renates problemer er dog universelle og har langt hen ad vejen intet at gøre med, at hun befinder sig i DDR, mens hendes brevudveksler befinder sig i Danmark. Alligevel tilbyder hendes breve et kig ind i den tid og fungerer som det, man kalder 'en historie i historien'. Gennem hendes personlige fortælling åbnes et vindue ind til en dengang lukket verden, og det er op til læseren at tage mod til sig og sprænge ruden.

 

Og tilsidst går verden under

”Og Louise nikker langsomt, hun rejser sig og sammen går de ud af lysningen. Lysningen ligger et øjeblik uroligt tilbage, oprevet af begivenhederne. Så falder også den til ro, ligner sit urokkelige selv.”
”Og tilsidst går verden under”, s. 115.

Peter Asmussens roman ”Og tilsidst går verden under” (2014) handler om et menneskes liv, og om hvordan hun erindrer det liv. Stilen er flimrende og drømmende, ligesom en erindring ofte er det, med replikker, der gentages, og visse sanseindtryk der i erindringens lys står stærkere end forventet. Rent kompositorisk er ”Og tilsidst går verden under” skrevet som en række nedslag, der er centreret om den samme lysning ud til en klippeskrænt, og fortælleren er ligeså registrerende som foster inde i sin mors mave, som hun dybest set er som paralyseret 99-årig i kørestol.

50971155

På sin vis er enhver form for kronologi dermed ophævet, og de mange scener sidestilles i kraft af deres form som erindringsbilleder. Gentagelser som replikken ”(…) hvis man holder hænderne op til ansigtet og ser ud mellem dem, kunne man tro at tiden havde stået stille. Det er ligesom i stenalderen.” (s. 18) og en tilbagevenden til Louises julemandsudklædte onkel opløser tidens stringente orden på tværs af den kronologiske form. Og tiden står som sådan da også stille på de 14 drømmelignende plateauer. Erindringens diffuse lys giver et tidløst skær til begivenhederne, der synes at spejle de samme indtryk og samme aftryk rent tematisk.

Bogens første scener, hvor Louise inde fra sin mors mave først hører sin mor latterliggøre Louises far og som lille pige handles som en vare til sin pædofile onkel, gentages adskillige gange på et psykologisk plan. I de første afsnit er det tydeligt, at der i Louises opvækst er en eklatant mangel på ømhed, kærlighed og omsorg, og først i Louises møde med og liv med Ellinor findes en form for hengivenhed. De mange andre kærlighedsrelationer mellem både Louise og andre (og fremmede) mennesker, som Louise iagttager, er præget af magt, udnyttelse, løgn og bedrag.

Lysningen, det hele udspiller sig i, er nøglen til romanen. Den kan opfattes symbolsk og afspejler dermed bogens personers mentale tilstand og verdens udvikling. I første afsnit kan Louises højgravide mor og elsker dermed høre torden i det fjerne – både fordi Første Verdenskrig netop er brudt ud, men også som et forvarsel på det problematiske liv, der er ved at blive sat i verden.

Genrer og tematikker

Peter Asmussen er et privat menneske, der sjældent lader sig interviewe eller endsige svare på interviewerens spørgsmål, og ligesom hans litteraturs replikker fremstiller et menneskes tanker nøgternt og uden fortolkning fra forfatterens side, så lader han denne interviewer tilbage med få svar på tiltale: ”– Hvilken type læser er du?” ”Hvilke typer findes der? Jeg læser.” – Hvornår læser du? ”Når det er mørkt.”” (Rasmus Bo Sørensen: Hvilke typer læsere findes der? Information, 2012-10-26). Også i sine sparsomme interviews overlades det til læseren at finde den fuldkomne mening i hans ord.

Peter Asmussen har frit bevæget sig på tværs af litterære genrer og i flere tilfælde også blandet genrer. Dette var tilfældet i brevsamlingen ”Hul i mørket” (2005), der på hver anden side bestod af et lille digt og på hver anden side et brev af forskellig art og udformning, og også ”Det Der eR” (2012), der bærer genrebetegnelsen roman, men som snarere er en række monologer. I romanen ”Og tilsidst går verden under” (2014) eksperimenteres der snarere med de rammer, hvori handlingen udspiller sig. Alle bogens scener finder sted i en lysning ved en klippeafsats, og rent tidsligt sker romanens begivenheder på – for den øvrige verden – betydningsfulde, historiske datoer. Det har imidlertid ikke indvirkning på bogens karakterer, der hver især oplever personligt set betydningsfulde ting på de pågældende datoer. Som med ”Det Der eR” bliver det et enkelt menneskes historie midt i verdenshistorien, der fortælles – frem for verdenshistoriens udvikling i centrale skæringsdatoer.

På sin vis har Peter Asmussen altid kredset om den lille, tragiske handling og den lille, konkrete historie, der synes at indeholde hele nøglen til det ulykkelige, moderne menneske. De store temaer er oftest død, tab, kærligheden og dens kriser, men aldrig beskrevet i andre termer end i dem, der stammer inderst inde fra det vaklende sind og som kan skydes ud i eksakte replikker.

Som hovedpersonen i ”Det Der eR”, Renate, giver udtryk for adskillige gange, så er hun – på trods af et trygt og ømt familieliv i DDR – dybest set ensom og sorgfuld. Sådan er grundvilkåret for mange af Peter Asmussens karakterer; de er i bund og grund ensomme og ulykkelige, men de ønsker at være lykkelige.

I både hans dramaer og prosastykker får man fornemmelsen af at være vidne til en eller flere afgørende begivenheder i et menneskes liv og bliver dermed en slags personernes fortrolige. Og netop det at være beskuer er centralt. Læseren præsenteres nemlig ikke for styret fortælling og forklarende forfatterkommentarer, derimod lægges sanseindtryk, replikker, sceneskift og – her og der – symboler og metaforer frit ud uden omsvøb, og det er op til læseren selv at fortolke og stykke en sammenhæng sammen. Det ubarmhjertige er, at det som oftest viser sig, at der ingen sammenhæng eller mening er, men at al denne snak om ens inderste, desperate tanker i bund og grund kan koges ned til én sætning, der på samme tid fremstår tom og meget indholdsrig: Der er ikke mere at sige.

Beslægtede forfatterskaber

Peter Asmussen sammenlignes oftest med de allerstørste inden for teater- og litteraturverdenen. I en anmeldelse af det prisvindende teaterstykke ”Ingen elsker nogen” (2010) er det den svenske forfatter, maler og dramatiker August Strindberg (1849–1912), der fungerer som sammenlignende kompliment: ”Det er komedie i højeste gear og tragedie i dybeste helvede. Som velspillet Strindberg, bare uden ridestøvler og hårnåle.” (Anne Middelboe Christensen: 'Jeg elsker dig. Jeg går nu.' Information, 2010-01-18).

I sin sceniske fortielsesteknik ligger Peter Asmussens dramatik tæt på den engelske forfatter, dramatiker og nobelprismodtager Harold Pinters (1930 – 2008). Begrebet fortielsesteknik skal forstås som teknikken at skrive rundt om det usagte og uløselige frem for at fremlægge en histories knudepunkt. Både Pinter og Asmussen lader en situation med spænding i alt det, der ikke fortælles, og det efterlader læseren med en mystisk fornemmelse af, at der kan ske noget betydningsfuldt hvert øjeblik, det skal være.

I sit fokus på DDR-tiden ligner Peter Asmussen den østtyske prisvinder Eugen Ruge (f. 1954), der har udgivet romanen ”I tider med aftagende lys”, der har fokus på Østtysklands befolkning og den nære fortælling under DDR.

Peter Asmussens karakterer er stort set alle desillusionerede mennesker med en ofte påfaldende manglende lyst til at handle. De tænker i stedet. I sit sorte livssyn kan Peter Asmussen sammenlignes med den irske forfatter og nobelprismodtager Samuel Beckett (1906–1989), selvom Peter Asmussen ikke skriver så absurd og utilgængeligt som Beckett. De enes dog om at centrere deres litteratur omkring det enkelte menneskes oplevelse af en meningsløs verden. En verden fuld af mørke, hvor der alligevel findes en form for lykke – omend den kan synes utilnærmelig. I forbindelse med opførelsen af skuespillet ”Knogler” (1997) skal Peter Asmussen i en artikel have beskrevet sig selv således: ”Jeg indrømmer, jeg intet kan overskue. Jeg kan ingen mening finde med noget. Der er totalt mørke omkring mig. Jeg kan føle mig i live, og jeg kan være optændt af den største lykke og lyst, men nogen mening med det hele kan jeg ikke finde.” (Jens Kistrup: Tale til Peter Asmussen. Det Danske Akademi, 2010.)

 

Bibliografi

Prosastykker og noveller

Asmussen, Peter:
Stemme. Gyldendal, 1989.
Asmussen, Peter:
Sørgespil. Gyldendal, 1990.
Asmussen, Peter:
Pyjamasparty. Gyldendal, 1996.
Asmussen, Peter:
Hul i mørket. Gyldendal, 2005.

Skuespil og radiospil

Asmussen, Peter:
Råb. Radioteatret, 1991.
Asmussen, Peter:
Spring. Danmarks Radio, 1991.
Asmussen, Peter:
Ungt blod. Det Kongelige Teater, 1992.
Asmussen, Peter:
En hvid dag. Radioteatret, 1993.
Asmussen, Peter:
Øjne. Folketeatret, 1995.
Asmussen, Peter:
Regnsonate. Danmarks Radio, 1995.
Asmussen, Peter:
Isbrandt. Det Kongelige Teater, 1997.
Asmussen, Peter:
Værelse med sol. Rialto Teatret, 1997.
Asmussen, Peter:
Knogler. Gyldendal, 1998.
Asmussen, Peter:
Schyy. Radioteatret, 2002.
Asmussen, Peter:
Forbrydelse. Det Kongelige Teater, 2003.
Asmussen, Peter:
Krystallandet. Radioteatret, 2005.
Asmussen, Peter:
Ingen møder nogen. Husets Teater, 2010.

Romaner

Asmussen, Peter:
Om natten. Gyldendal, 1992.
Asmussen, Peter:
Det Der eR. Gyldendal, 2012.
Asmussen, Peter:
Og til sidst går verden under. Gyldendal, 2014.

Om forfatterskabet

Artikler

Opslag i Den Store Danske, Gyldendals åbne encyklopædi, om dramatikerne Peter Asmussen, Morti Vizki og Jokum Rohde og brugen af psykologi i deres skuespil.
Joel Jensen, Ulf: Så hårene på armene rejser sig .... Sentura, 2005-10-12.
Middelboe Christensen, Anne:
Staho-forfatter får dramatikerpris. Filmmagasinet Ekko, 2012-05-14.

Søgning i bibliote.dk

Emnesøgning på Peter Asmussen

Kilder citeret i portrættet

Artikler

Kistrup, Jens: Tale til Peter Asmussen. Det Danske Akademi, 2010.
Middelboe Christensen, Anne:
'Jeg elsker dig. Jeg går nu.' Information, 2010-01-18.
Sørensen, Rasmus Bo:
Hvilke typer læsere findes der? Information, 2012-10-26.