Liv efter liv

Citat
”‘Tænker du ikke nogle gange på,’ sagde Ursula, ‘at hvis bare én lille ting var gået anderledes – i fortiden, mener jeg – at hvis nu Hitler var død ved fødslen, eller nogen havde bortført ham som meget lille og opdraget ham i – jeg ved ikke, lad os sige, et kvækerhjem – så ville alting have været anderledes.’”
”Liv efter liv”, s. 284.

Tilfældigheder er det centrale tema i Kate Atkinsons ottende roman Life After Life, 2013 (”Liv efter liv”, 2014). Fortællingen tager udgangspunkt i den engelske Ursula Todds liv, der begynder i 1910. Bogen beskriver gennem skildringen af Ursula Todds liv England i en periode med to verdenskrige. Læseren får både indblik i, hvordan en (velstående) engelsk familie levede i det private, og hvordan det engelske samfund fungerede i perioden.

Romanen har en kompliceret struktur, idet der hurtigt skiftes mellem tid og sted fra kapitel til kapitel. Derudover har romanen en cirkulær opbygning, idet sidste kapitel beskriver det samme som det første, hvilket fremhæver, hvor meget en opfattelse kan ændre sig afhængig af historien forud for det.

Ursula Todd dør mange gange i løbet af romanen – blandt andet allerede ved sin fødsel, en druknedød på stranden, flere gange af influenza, et fald ud af et vindue, da hun bankes ihjel af sin mand og flere gange i krig. Hver gang bliver hun dog født igen i næste kapitel. Hendes gentagne død (og genfødsel) understreger, hvordan én lille forskel kan ændre et helt livsforløb. F.eks. sætter en ubehagelig ungdomsoplevelse, hvor Ursula Todd ikke får sagt fra i tide, gang i en lang række af ulykkelige livshændelser, der kommer til at have fatale konsekvenser for hende. Samtidig beskrives det også, hvordan periodens store historiske begivenheder både påvirkes og afhænger af nøglepersonernes liv.

51078977

Ursula bliver, som romanen skrider frem, mere og mere bevidst om, at hun bliver genfødt, og hendes fornemmelse for fremtiden og konsekvenserne af hendes valg bliver tydeligere for hende. Dette gør, at hun føler et ansvar for at gøre det rigtige. Dog kan en handling aflede en ny og uønsket effekt. Derfor tager det nogle gange flere forsøg, før Ursula Todd rammer det rigtige valg.

Periodens verdenskrige har stor betydning for romanen og Ursula Todd, der i forskellige kapitler lever på begge sider af Atlanten under Anden Verdenskrig. Kate Atkinson leger her med kontrafaktisk historieskrivning og stiller blandt andet det spørgsmål, mange har stillet før hende; hvordan ville verden have set ud, hvis Hitler ikke var kommet til magten?