Edward St Aubyns selvbiografiske romancyklus handler om misbrug og svigt og om at lægge barndommens traumer bag sig og komme videre med livet. Det er samtidig et portræt og en sarkastisk afstandtagen til en snobbet og hyklerisk britisk overklasse. Gennem de fem romaner følger man ikke bare hovedpersonen Patrick Melroses kamp for at erobre sin egen identitet og for ikke at blive netop som de personer, han hader allermest, men lige så meget Edward St Aubyns selvransagelse i forhold til fortidens dæmoner.
Romanerne stiller spørgsmålet: hvad vil det sige at være fri? – og hvordan når man dertil? I et interview med The Telegraph har Edward St Aubyn sagt følgende om dette tema i romanerne: ”Den mest primitive definition af frihed er at være i stand til at placere sit fokus efter eget valg. Patrick er en person, som på ingen måde er i stand til dette. Hans fokus er underlagt minder, afhængighed, besættelse”. (Mick Brown: How writing helped Edward St Aubyn exorcise his demons. Telegraph.co.uk, 2014-05-02. Egen oversættelse).
Rigdom og ikke mindst tabet af rigdom er et gennemgående tema, som knytter sig til spørgsmålet om frihed. Alle romanpersoner tilhører overklassen, men ingen af dem synes at håndtere den frihed, man skulle forestille sig følger med velstand særlig godt. Familien Melroses formue stammer fra Eleanors familie, men formuen indskrænkes løbende betydeligt pga. arvestrid fra generation til generation. Tabet af familiens formue bliver håndteret meget forskelligt. Eleanor knytter sig til det ikke-materialistiske i form af velgørende arbejde og new age praksis, mens hendes søster Nancy kompenserer ved kleptomani. Nancy står fast på, at de materielle goder er hendes medfødte ret. For Patrick er tabet af Saint-Nazaire ikke kun et tab af noget materielt, og måske netop derfor har han sværest ved at forene sig med det. Saint-Nazaire var stedet, hvor hans far voldtog ham første gang, men det er også stedet, hvor han i omgivelserne, dyrelivet og naturen som barn fandt en trøst og herigennem formåede at transcendere sig væk fra virkelighedens brutaliteter.
Selvom flere af begivenhederne, der finder sted er dybt tragiske, er de samtidig fortalt i en komisk og sarkastisk tone. Om sproget i fortællingen skriver Per Krogh Hansen i sin anmeldelse i Berlingske: ”Det er forstemmende, misantropisk og sort-nihilistisk, men skrevet med en sarkasme og en ironi, der appellerer til den indre type latter, men godt ved man ikke bør slippe løs, men som man alligevel ikke kan holde tilbage.” (Per Krogh Hansen: Da overklassen svigtede. Berlingske, 2015-06-05).
I et interview har Edward St Aubyn forklaret, at ironien er et retorisk billede på Patricks indre kaos. Han er afhængig af ironien af psykologiske årsager, fordi han ikke evner at udtrykke sig klart på grund af sin indre splittelse og manglende identitet. Men langsomt, som bøgerne skrider frem, lærer han at både sige, hvad han mener og at mene, hvad han siger. (Mikkel Bruun Zangenberg: Interview med Edward St Aubyn. International Forfatterscene, Den Sorte Diamant, 2015-11-18).
Patricks perspektiv er gennemgående for fortælleren gennem alle fem bøger, men allerede fra første bog skiftes der mellem personerne fra kapitel til kapitel. I de sidste bøger er særligt Patricks kone Mary og deres søn Robert også centrale fortællerstemmer, hvilket tilfører nye nuancer til billedet af både Patrick og hans mor.