Edward St Aubyn

Artikel type
voksne
journalist Michelle Mølgaard Andersen, iBureauet/Dagbladet Information. 2016.
Main image
Aubyn, Edward St
Foto: Timothy Allen

Indledning

I Edward St Aubyns selvbiografiske roman-kvintet om alter egoet Patrick Melrose bliver vi lukket ind bag facaden hos den britiske overklasse. Bag dekadencen og den materielle overflod gemmer der sig en grusom historie om svigt, misbrug og hykleri, og om hvor vanskeligt det kan være at lægge barndommens traumer bag sig. Fortællingen giver både anledning til kuldegysninger og latter, ikke mindst grundet den sarkasme, som er romanernes sproglige genistreg.  

 

51981510

Blå bog

Født: 14. januar 1960 i Cornwall, England.

Uddannelse: Har gået på privatskolen Westminster School. Studerede litteratur på Oxford University, 1979.

Debut: Never Mind. Picador USA, 1992.

Litteraturpriser: Betty Trask Award, 1992. Prix Femina Etranger, 2007. South Bank Show award on literature, 2007. Bollinger Everyman Wodehouse Prize, 2014. 

Seneste udgivelse: Moders mælk. Til sidst. Gads Forlag, 2015. Oversat af Camilla Christensen.

Inspiration: Marcel Proust, James Joyce, Vladimir Nabokov og Henry James.

 

 

 

 

Baggrund

”Erindringen om hans far havde stadig magt over ham og drev ham som en søvngænger mod en afgrund af ufrivillig efterligning. Sarkasme, snobberi, grusomhed og svigt virkede mindre kvalmende end den rædsel, der affødte den form for opførsel. Hvad kunne han gøre andet end at blive en maskine, der forvandlede rædsel til foragt?”
”En smule håb”, s. 319.

Edward St Aubyn er født i Cornwall i det sydlige England d. 14. januar 1960. Han er født ind i den britiske overklasse og voksede op på familiens ejendom i den rige del af London og i familiens hjem i Sydfrankrig. St Aubyns far Roger var tidligere militærmand og kirurg, mens hans mor Lorna stammede fra en rig amerikansk familie fra Cincinnati. Edward St Aubyn blev, fra han var 5 til 8 år, seksuelt misbrugt af sin far, der også jævnligt tævede ham, frem til han var 15 år. Misbruget stod på i flere år, og selvom hans mor, ifølge St Aubyn, var bekendt med misbruget, greb hun ikke ind.

Da Edward St Aubyn flyttede hjemmefra som 16-årig, begyndte et nyt kapitel i hans liv. I mere end ti år levede han som narkoman. Det lykkedes ham dog at lægge misbruget bag sig, da han begyndte i terapi og siden hen begyndte at skrive om sit liv. Om vendepunktet har han udtalt: ”På det tidspunkt i mit liv følte jeg den totale skam i forhold til alt, hvad jeg var og alt, hvad jeg havde gjort. Jeg lavede en kontrakt med mig selv om, at jeg enten skulle skrive en bog og få den udgivet, eller også skulle jeg begå selvmord”. (Mick Brown: How writing helped Edward St Aubyn exorcise his demons. Telegraph.co.uk, 2014-05-02. Egen oversættelse).

Edward St Aubyn havde allerede påbegyndt sin første roman som 12-årig, men var gået i stå efter omkring 40 sider. Det var først, da han langt om længe fik styr på sine tanker og romanens komposition med hjælp fra en veninde, at den tog sin endelige form. I den første roman ”Glem det”, der udkom i England i 1992, beskriver han de traumatiske oplevelser fra sin grusomme barndom. I et interview med Berlingske fortæller han, at han frygtede for reaktionerne på romanen, fordi pædofili på daværende tidspunkt ikke var noget, man talte om, hverken privat eller i offentligheden. ”I dag hører man dagligt ordet pædofili i medierne. Dengang var det virkelig et personligt tabu, og dét er noget af det mest undertrykkende – skammen er et tungt låg af tavshed. Men det var også et offentligt tabu, fordi ingen talte om det.” (Henrik Dannemand Jensen: »Skammen er et tungt låg af tavshed«. Berlingske, 2015-06-05).

Men romanen blev godt modtaget, også af Edward St Aubyns mor, der fortalte sin søn, at hun aldrig havde været så stolt i hele sit liv. Romanen blev således startskuddet på en romanserie, der tog St Aubyn 22 år at skrive. Efter sidste punktum var sat i de første tre værker, havde St Aubyn ellers med stor lettelse forestillet sig, at hans selvbiografiske fortælling om Patrick Melrose var færdig, men efterfølgende følte han, at romanernes hovedpersoner blev ved med at tale til ham, hvilket resulterede i yderligere to romaner. De i alt fem romaner om Patrick Melrose er på dansk samlet i to bind, der begge udkom i 2015.

Edward St Aubyn har været gift to gange. Han har en datter på 21 år fra sit første ægteskab og en søn 15 år fra sit andet. I dag bor han alene i London. Begge hans forældre er døde. 

Glem det. Dårligt nyt. En smule håb

”Påstanden om, at enhver dræber det, han elsker, forekom ham at være det rene gætværk sammenlignet med den til vished grænsende sandsynlighed for, at blive det man hader”.
”En smule håb”, s. 319.

Edward St Aubyns første tre romaner ”Never Mind” (1992), ”Bad News” (1992) og ”Some Hope” (1994) er udgivet på dansk i et samlet bind (”Glem det. Dårligt nyt. En smule håb”, 2015).

I ”Glem det” møder vi den velhavende, men totalt dysfunktionelle familie Melrose, hvor den sadistiske far David Melrose tyranniserer både sin amerikanske kone Eleanor og deres 5-årige søn Patrick. Vi befinder os på familiens landsted i Sydfrankrig, hvor historien udspiller sig over en enkelt dag. Familien har inviteret til middagsselskab. Gæsterne Victor, Anne, Nicolas og Bridget er ligesom familien Melrose en del af den britiske overklasse, og deres snobberi, idioti og hykleri udstilles gennem samtalen rundt om middagsbordet, hvor David Melroses dominans og tilfredsstillelse ved at ydmyge andre er lige så tydelig, som den er internt i familien.

Gennem sønnen Patrick får vi et indblik i det totale svigt, han som barn udsættes for. Vi er vidne til hans fars grusomhed, der eskalerer, da han forgriber sig seksuelt på sin søn – et misbrug vi siden finder ud af kommer til at stå på gennem flere år. Samtidig magter Patricks alkoholiserede mor ikke at drage omsorg for sit eget barn.

51735692

I ”Dårligt nyt” er den nu 22-årige Patrick Melrose efter beskeden om sin fars død rejst til New York for at hente hans aske og bringe den tilbage til England. Hadet til faderen er ikke til at tage fejl af, og den traumatiske barndom har sat sine spor. Patrick er blevet stofmisbruger. I New Yorks dystre afkroge indleder han en desperat jagt på heroin. Efter flere mislykkedes forsøg ender han hos sin gamle pusher, der forsyner ham med det nødvendige fix. I et helt kapitel får vi gennem en dialog mellem forskellige fragmenterede stemmer fremført af Patrick under en narkorus et minutiøst og humoristisk indblik i det kaos, han forsøger at undslippe gennem stofferne. Den eneste stemme, han ikke kan tale med, er sin egen.

Vi er otte år fremme i tiden i ”En smule håb”. Endnu engang er fortællingen centreret omkring en på overfladen festlig begivenhed i den britiske overklasse, hvor vi møder gamle kendinge fra ”Glem det”, men også stifter bekendtskab med nye farverige personer. Den nu 30-årige Patrick har lagt stofferne bag sig men lever stadig et promiskuøst liv. Til festen er også hans gamle ven Johnny med, og på denne aften får Patrick omsider fortalt et andet menneske om det mareridt, hans far udsatte ham for, da han var barn, og om de indre dæmoner han har kæmpet med siden, og som han så inderligt ønsker at blive fri fra.