Den danske forfatter Mette Hegnhøj udgav i 2014 den prisbelønnede ”Ella er mit navn vil du købe det”, som handler om Ella, der bor med sin mor og bruger dagene i et antikvariat. Hendes far er væk, og en dag er hendes kat Kattekismus også væk. Ensomheden kanaliserer Ella ud i bøgerne, bevæbnet med en hullemaskine. Den poetiske skildring af en lidt ensom og tankefuld pige ligner portrætterne i Rebecca Bach-Lauritsens forfatterskab.
Koblingen til norske Stian Hole ligger også lige for. Ikke kun på grund af hans illustrationer til ”Veronika lyder som harmonika” og ”Stykker med himmel”, men også ud fra hans bog ”Annas himmel” fra 2013. I den er pigen Annas mor lige død, og Anna har mange spørgsmål, som hun stiller til sin far. Skildringen af et barns sorg og forundring er skildret lige så elegant og poetisk som i ”Ellens ark”.
En anden norsk forfatter, der har beskæftiget sig med død i et barns liv, er Håkon Øvreås, der i ”Brune” fra 2013 fortæller om Rune, hvis bedstefar lige er død. Rune – der om natten forvandler sig til superhelten Brune – møder sin bedstefar på sine natlige superhelteudflugter. Det virker helt naturligt i bogens univers, der er sympatisk med barnet.
Grundlæggende er Rebecca Bach-Lauritsens værker mest poetiske, og hun er lige så meget poet som hun er børnebogsforfatter. I hvert fald forener hun de to praksisser. Adspurgt om litterære slægtskaber og inspirationskilder fortæller hun: ”Per Aage Brandt skrev engang til mig: "find ud af, hvem du ligner, og bryd med dem, du ligner mest". Det tænker jeg tit over. Men et par gange er jeg blevet sammenlignet med Inger Christensen, og det har overrasket og overvældet mig, og jeg vil ikke bryde med hende. Jeg kan ikke forestille mig nogen finere sammenligning.” (Interview med Forfatterweb, maj 2015).