Ellens ark

Citat
”Mod/ David er modig. Han kan falde i søvn uden lyset tændt og springe på hovedet fra badebroen. Han kan ligge alene i en kiste og blive sænket ned i et hul i jorden. Godt, at det er ham, der er død. Ellen havde ikke været modig nok til det.”
”Ellens ark”, s. 49.

Rebecca Bach-Lauritsens roman fra 2014, ”Ellens ark”, kan godt tage pusten fra læseren. Romanen er en udpræget poetisk fortælling om noget så voldsomt som en pige, der finder sin lillebror død på entréens flisegulv, da hun kommer hjem fra skole en mandag eftermiddag.

I helt korte tekster med kapiteloverskrifter fortælles om Ellen, der finder sin otteårige bror David død, og hvad der sker i ugen efter. Moren og faren er ude af drift, skolelæreren er uden ord, og midt i det hele står Ellen og falder ind og ud af sine tanker. Ingenting er som før, og intet vil blive det samme igen. Nu er hun det eneste barn, men ikke enebarn.

51114329

Chokket kommer til udtryk på indirekte vis, når Ellen tager seks skefulde sukker på sine cornflakes, uden at moderen reagerer med andet end et fjernt ”Det er godt, skat” (s. 17). Og selvom man aldrig glemmer at cykle, hvis man én gang har lært det, lader Ellen cyklen stå og går i stedet.

Ellen undersøger og oplever sin sorg gennem sproget. Hun bruger undervisningen i skolen som en art sorgkatalysator, hvorigennem hendes følelser og nye liv kan udforskes. I engelsk har de datid, og pludselig minder alt i datid om David, der fra nu af kun optræder i datid. Derfor er Ellen træt af datid.

I kristendom skal de tegne til fortællingen om Noas ark, men Ellen tegner kun det altomsluttende og dræbende vand, ikke de mennesker, der skal reddes. I geografi lærer de om den skala, der kan måle, hvor stort et jordskælv er, og det kan Ellen godt lide. Men man kan ikke måle sorgen.

Sætning for sætning går fortællingen ind i Ellens rum. Sætningerne er ikke udfoldede med følelser eller forklaringer. De slutter bare, lige som livet sluttede for David. Læseren må selv folde dem ud og putte sine egne følelser ind i teksten.

I og med at mellemregningerne og de voldsomme oplevelser er fortalt gennem handlinger og konkrete overvejelser fra Ellen, bliver læsningen meget intens uden at være påtrængende. Teksten nærmer sig poesi med de kortfattede og konstaterende sætninger, og overskrifterne tilføjer teksterne en ekstra dimension.