Der er en særlig lydhørhed over for nuancer i Rebecca Bach-Lauritsens forfatterskab. Nuancer i sproget, nuancer i samværet mellem mennesker og nuancer i udviklingen hos børn og unge piger. De kortfattede tekster indkredser kæmpestore tabuer og temaer, uden at de af den grund bliver dogmatiske eller tunge. Ved at være skrevet så præcist og nænsomt kan hendes bøger udforske så uoverskuelige udfordringer som at skifte skole for 117. gang, at stå på kanten af puberteten og det værst tænkelige, at miste sin lillebror. Sproget løfter fortællingerne frem, så man som læser ikke falder ned i de følelsesmæssige huller, som pigerne oplever. Og pigerne i bøgerne er også selv så opmærksomme sprogbrugere, at de forstår verden gennem sproget.
Rebecca Bach-Lauritsens bøger ligner hinanden ved på poetisk vis at omhandle svære emner. De adskiller sig fra hinanden visuelt, da debuten ”Veronika lyder som harmonika” har Stian Holes medtænkende illustrationer som en stor del af de samlede udtryk. ”Sommerdrenge” er overrendt af øjebliksbilleder fra en lykkelig og ulykkelig sommer, mens den primære visuelle effekt i ”Ellens ark” – udover sidernes grafiske enkelthed og poesilignende udtryk – er omslagets tegning af den danske kunstner Julie Nord. Pigens ansigtsudtryk og de to kranier i den smukke buket af sommerfugle og blomster sætter læserens fantasi og indlevelsesevne i gang, allerede inden man åbner bogen.
Børnene i bøgerne fremstilles som egenrådige, selvstændigt tænkende mennesker, der ofte er lidt overladt til sig selv. Men det viser sig også, at det ofte er i ensomheden eller i samspillet med andre børn eller andre voksne end forældrene, at de udvikler sig og lærer noget om sig selv. Denne enorme tiltro til barnet gennemsyrer hele forfatterskabet. Derfor skildres børnene med stor sympati, også når de er lidt uvorne, som det f.eks. sker i ”Veronika lyder som harmonika”.
Den særlige opmærksomhed på sprog hænger tæt sammen med den litteratur, forfatteren selv læser, fortæller hun: ”Jeg er bedst til poesi. Jeg læser linjerne, og så folder de sig ud og ud og ud i dagene efter. Et digt er som at have en god sten i lommen, eller en kastanje, eller et stykke slik, man havde glemt man havde levnet fra biografturen – eller rettere: et stykke slik fra en andens slikpose, som man ikke anede, at man godt kunne lide.” (Ugens læser: Forfatter Rebecca Bach-Lauritsen. Villabyerne, 2014-07-23).