En del af J.G. Ballards forfatterskab består af dystopiske science fiction-romaner som f.eks. hans gennembrudsroman "Verden under vand". Andre kendte dystopier er Aldous Huxleys "Brave New World" fra 1932 ("Fagre nye verden"), George Orwells "1984" (1949) og Ray Bradburys "Fahrenheit 451" (1953). Andre fremtrædende britiske science fiction-forfattere i efterkrigstiden er John Wyndham, som bl.a. har skrevet om katastrofale naturforandringer i "The Day of the Triffids" fra 1951 ("Da trifitterne kom"), og Brian W. Aldiss, der bl.a. arbejdede med at tilføje en psykologisk dimension til det traditionelle teknologiunivers, ligesom man ser det hos Ballard.
J.G. Ballards mere eksperimenterende tekster, som man f.eks. finder i bogen "Grusomhedsudstillingen", er blevet sammenlignet med værker af den amerikanske forfatter William S. Burroughs, der tilhører den såkaldte beatgeneration. Burroughs benytter sig i sin gennembrudsroman "Naked Lunch" fra 1959 ("Nøgen frokost") også af en ikke-lineær narrativ fortælleteknik, ligesom Ballard der selv var en stor beundrer af Burroughs’ litteratur. Ikke mindst en bog som "Grusomhedsudstillingen" har gjort Ballard til en kultforfatter, som også har inspireret både forfattere og musikere som bl.a. bandet Joy Division, der i 1980 udgav sangen "Atrocity Exhibition" på albummet "Closer". Radiohead-forsangeren Thom Yorke har ligeledes udtalt, at han er stor fan af J.G. Ballard.
I forbindelse med J.G. Ballards delvist selvbiografiske bøger kan han sammenlignes med andre europæiske forfattere, hvis oplevelser under 2. Verdenskrig har haft stor betydning for deres forfatterskab, og som trækker på deres egne oplevelser i fange- eller udryddelseslejre i deres værker. Det kunne f.eks. være italienske Primo Levis "Hvis dette er et menneske" (1947) eller ungarske Imre Kertész' "De skæbneløse" (1975).