J.G. Ballard

Artikel type
voksne
cand.mag. Katrine Lehmann Sivertsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2016.
Main image
Ballard, J.G.
Foto: John Baxter / Scanpix

Den britiske forfatter J.G. Ballard har skrevet en række dystopiske science fiction-romaner men er også en kontroversiel kultforfatter, hvis hallucinerende og fragmentariske tekster skildrer en moderne virkeligheds fiktionsgullasch. Han er dog mindst lige så kendt for sine selvbiografiske bøger, som bearbejder barndommens traumatiske krigsoplevelser i en japansk fangelejr under 2. Verdenskrig.

21881996

Blå bog

Født: 15. november 1930 i Shanghai.

Død: 19. april 2009 i London.

Uddannelse: Universitetsstudier i medicin og i engelsk litteratur.

Debut: The Wind from Nowhere, 1961.

Litteraturpriser: Guardian Fiction, 1984. James Tait Black Memorial Prize, 1984. Commonwealth Writer’s Prize, 2001. Golden PEN Award, 2008.

Seneste udgivelse: Solens skyggeside. Gyldendal, 1997. Oversat af: Jan Hansen.

Inspiration: William S. Burroughs og surrealistiske billedkunstnere.  

 

ballard

Baggrund

"Han imødeså med glæde luftangrebene; larmen fra Mustangerne, når de fejede over lejren; lugten af olie og kordit; piloternes død. Og også sandsynligheden for at han selv skulle dø. Trods alt, vidste han, at han intet var værd. Han knugede sin latinbog, idet han dirrede af en hemmelig sult, som krigen så ivrigt ville tilfredsstille."
"Solens rige", s. 159.

James Graham Ballard blev født i den kinesiske by Shanghai i 1930. Han var barn af britiske forældre og tilbragte sin tidlige barndom i den internationale koloni i byen. Han gik på katedralskolen i Shanghai og levede en privilegeret tilværelse indtil udbruddet af den anden kinesisk-japanske krig og siden 2. Verdenskrig. Efter japanernes angreb på den amerikanske Stillehavsflåde ved Pearl Harbor besatte japanerne områderne i Shanghai, hvor de udstationerede udlændinge boede. Ballards familie måtte flygte fra deres hjem, og i foråret 1943 blev den unge James Graham, hans yngre søster og deres forældre interneret i en japansk fangelejr. Familien var i interneringslejren indtil krigens afslutning to år senere. Den brutalitet og død, J.G. Ballard oplevede i fangelejren, fik stor indflydelse på hans liv og forfatterskab. De voldsomme barndomsoplevelser under krigen kom ligeledes til at danne baggrund for forfatterskabets selvbiografiske romaner "Solens rige" og "Kvinden du gav mig", selv om Ballard dog kombinerede det selvbiografiske materiale med fiktive elementer i sine bøger – hovedpersonen i romanerne er f.eks. alene i fangelejren uden sine forældre.

Efter krigen flyttede J.G. Ballard til England med sin mor og søster. Efter et år vendte moren og søsteren tilbage til faren i Kina, og James boede herefter hos sine bedsteforældre, når han ikke var på kostskole. I 1949 blev han indskrevet på medicinstudiet på University of Cambridge. Det var hans plan at uddanne sig til psykiater, men efter at have fået trykt en novelle i studentertidsskriftet Varsity droppede Ballard ud af medicinstudiet og begyndte i stedet at studere engelsk litteratur på et universitet i London. Han opgav også disse studier efter blot et år, fortsatte med at skrive ved siden af forskellige småjobs, inden han i 1953 meldte sig til det britiske luftvåben, Royal Air Force, og tog til Canada for at uddanne sig.

Han vendte dog tilbage til England allerede året efter og giftede sig i 1955 med Helen Mary Matthews. Parret flyttede i 1960 til London-forstaden Shepperton, og J.G. Ballard arbejdede de følgende år for et videnskabeligt tidsskrift, før han i 1961 fik udgivet debutromanen "The Wind from Nowhere", der var skrevet i løbet af en tougers ferie. Han besluttede sig herefter for at forsøge at leve af at være forfatter. Senere samme år udkom hans gennembrudsroman ”Verden under vand” ("The Drowned World").

J.G. Ballards hustru døde pludseligt i 1964 af lungebetændelse, og han var herefter alene om opdragelsen af parrets tre børn James, Fay og Bea. Ballard giftede sig aldrig igen, men et par år efter hustruens død mødte han kvinden Claire Walsh, som han var sammen med resten af sit liv.

Det skabte en del omtale, da J.G. Ballard i 1969 udgav bogen ”Grusomhedsudstillingen” ("The Atrocity Exhibition"), der blev anklaget for obskønitet, og i 1973 den kontroversielle roman "Crash", der satte seksuel lyst sammen med biluheld. Ifølge forfatteren handlede bogen dog ikke kun om begær, der bevæger sig i uforståelige retninger, men i lige så høj grad om den kunstneriske skabelsesproces: "En kunstners forhold til det, han gør, er et mærkeligt forhold. Det er derfor Ballard kan sige, at Crash er mere selvbiografisk end Solens Rige. Det handler om den indre selvbiografi, den indre research." (Helle Hellmann: Tekno-porno. Politiken, 1997-02-15). Da den canadiske filminstruktør David Cronenberg i 1996 filmatiserede "Crash", blev filmen mødt af kritik for sit pornografiske indhold, og lokalstyret i det centrale London forbød, at filmen blev vist i byen. Helt anderledes var modtagelsen af Steven Spielbergs filmatisering af "Solens rige" fra 1987. Både romanen og filmen gav Ballard et langt bredere publikum end hidtil.   

J.G. Ballard fik konstateret prostatakræft i 2006. Han døde i London i 2009, 79 år gammel. 

Verden under vand

"I det tidlige morgenlys var der en sælsom, sørgmodig skønhed over lagunen; sporeplanternes dystre, grønsorte frynser, ubudne gæster fra en fjern fortid, og de halvt oversvømmede hvide facader fra det tyvende århundrede som spejledes sammen i vandets sorte spejl, de to sammenflettede verdener hang tilsyneladende og svævede ved et knudepunkt i tiden."
"Verden under vand", s. 11.

J.G. Ballard debuterede i 1961, men det var hans anden bog, science fiction-romanen "The Drowned World" fra 1962 ("Verden under vand", 1969), som blev hans egentlige gennembrud som forfatter. Mange år før klimakrisen kom på den politiske dagsorden, skildrer Ballard i sin bog tiden efter en global temperaturstigning. I fremtidsromanen har langvarige solstorme forandret klimaet på Jorden og omdannet størstedelen af planeten til sumpe med fortidig flora og fauna. De overlevende mennesker samles i polarområderne, men mange drages også mod sydens dødbringende hede. Romanens hovedperson Robert Kernans er del af en videnskabelig forskningsstation, som sammen med sin militære eskorte har bevæget sig nordpå gennem Europas laguner. 

I begyndelsen af romanen forklares årsagerne til verdens undergang videnskabeligt: "En pludselig stabilitetsforstyrrelse i solen havde forstørret Van Allen-bælterne og formindsket Jordens tyngdekrafts hold på ionosfærens ydre lag. Da disse forsvandt ud i rummet (…) var temperaturerne begyndt at stige støt, og den ophedede atmosfære udvidede og udfyldte ionosfæren til kredsløbet var afsluttet." (s. 22-23). Bogen sætter dette traditionelle science fiction-træk sammen med et psykologisk studie af, hvordan mennesket reagerer i en ekstrem situation.

Fremtidsscenariet i Ballards roman er det modsatte af en utopi nemlig en dystopi, det vil sige det værste af alle verdener. Men i modsætning til megen andet postapokalyptisk litteratur er hovedpersonen i Ballards roman også fascineret af verdens undergang og den nye virkelighed. Katastrofen er ikke kun en negativ forandring af den ydre verden. Den udløser samtidig en indre transformation hos de mennesker, som synes at blive frigjort af det katastrofale. Den nye surreale verden bliver et spejl for ubevidste urtidsdrifter: "Ligesom psykoanalysen rekonstruerer den oprindelige traumatiske situation for at kunne frigøre fortrængt materiale, således er vi nu ved at blive kastet tilbage i den arkæopsykiske fortid, hvorved de urgamle tabuer og drifter afdækkes, som har slumret i umindelige tider." (s. 47). "Verden under vand" skildrer civilisationens skrøbelighed, som bliver tydelig i konfrontationen med naturkræfterne. Samtidig tematiserer romanen spørgsmålet om identitet og sammenhængen mellem ydre og mentale landskaber.