Med kapiteltitler som "Plan for mordet på Jacqueline Kennedy" og "Hvorfor jeg gerne vil kneppe Ronald Reagan" var J. G. Ballards bog "The Antrocity Exhibition" fra 1969 ("Grusomhedsudstillingen", 1969) en yderst kontroversiel bog allerede ved udgivelsen og er blevet kaldt forfatterens mest komplekse og foruroligende. Ballard betegnede selv bogens tekster som fortættede romaner. Som en slags surrealistisk montage saves billeder fra dels et moderne medielandskab, dels en mands mentale landskab i stykker og sættes sammen på en ny måde. I værket bliver billeder af politiske attentater, Vietnamkrigen, filmstjerner, mannequindukker og tilfældige trafikdræbte sat sammen med en traumatiseret mands psykologiske tilstand, mens han i stigende grad nærmer sig et mentalt sammenbrud.
51737784
Hovedpersonen er en mand, som i hvert afsnit har et nyt navn, som dog altid starter med t: Travis, Talbot, Traven, Tallis, Trabert, og som tilsyneladende både er læge og patient. Teksterne overholder ingen regler om stabilitet i figurtegningen eller en fremadskridende fortælling. Det fragmentariske, psykotiske tekstunivers bryder ligeledes med en traditionel dualisme med subjekt og objekt. De materielle- og mentale landskaber er f.eks. ikke længere adskilte størrelser, ligesom der ikke er nogen skillelinje mellem medievirkelighed og sanselig erfaring, biologi og teknik, biluheld og seksuelt begær. Et eksempel i bogen er skildringen af kvindekroppen som et landskab: "lårenes brede boulevarder, bækkenets og underlivets piazzaer, livmoderens lukkede arkader" (s. 55), "filmskuespillerindens mangedoblede krop – et af vor tids få gyldige landskaber" (s. 74).
Bogen skildrer bl.a., hvordan alt bliver til det, Ballard i sit forord til bogen kalder "fiktionsgullasch": "Al oplevelse (omdannes) til fiktion, hvad enten det er oplevelsen af de ydre omgivelser eller verden i vore egne hoveder." (s. 8). Bogens omorganisering af fragmenter af mediebilleder og dele af et menneskes indre landskab bliver også en måde at fremskrive en ny logik. Desorienteringen bliver en præmis for at kunne orientere sig uden om sammensmeltningen af fakta og fiktion: "Hvor disse planer skærer hinanden, opstår billederne, en eller anden gyldig virkelighed begynder at dukke frem" (s. 65).
J.G. Ballard lod siden kapitlet "Crash!" blive udfoldet som en hel roman af samme navn, som canadiske David Cronenberg filmatiserede i 1996. Den danske digter Glenn Christian har skrevet en gendigtning af J.G. Ballards "Grusomhedsudstillingen", som udkom i 2015.