I 1991 udkom J.G. Ballards roman "The Kindness of Women" ("Kvinden du gav mig", 1992), der er en fortsættelse af "Solens rige", og som skildrer, hvordan det gik drengen fra fangelejren senere i livet. Der er denne gang tale om en jeg-persons fortælling i tre dele. Hver af de novellelignende kapitler er et slags punktnedslag i vigtige tidspunkter i hovedpersonens liv gennem 50 år, fra 1937 til 1987.
Fortællingen starter hos en dreng i en fangelejr og skildrer herefter en ungdom med medicinstudier og flyvetræning i Canada, familieliv i London, hustruen Miriams pludselige død, de eksperimenterende 1960'ere, en kunstudstilling med smadrede biler, en filmfestival og premieren på en film, der skildrer hovedpersonens barndom.
Ballards værker beskrives ofte som værende kendetegnet ved en distanceret, kølig skrivestil. I denne roman er skildringerne af stor forældrekærlighed til børnene, et lykkeligt familieliv, erotiske forhold til en række kvinder og livslange venskaber dog centrale. Et gennemgående motiv er fascinationen af kødet, det fysiske og den seksuelle relation.
En væsentlig tematik er beskrivelsen af, at det at overleve ikke er uden konsekvenser. Ikke mindst oplevelsen af, hvordan en kineser langsomt tortureres til døde af to japanske soldater, bliver en indre film for hovedpersonen. Kun i den mest lykkelige periode som småbarnsfar og ægtemand, er det som om, fortiden slipper lidt af sit greb i hovedpersonen.
Bogen lader ligeledes figuren Peggy komme med sin tolkning af jegfortællerens forsøg på at komme overens med barndommens oplevelse af vold og død: "Alle de bilsammenstød og de pornografiske film, Kennedys død, det er alt sammen din måde at gøre det hele til en film, noget voldeligt og glamourøst. Du ønsker at amerikanisere døden." (s. 255).
Et andet tilbagevendende motiv er de komplekse følelser forbundet med atombomberne, der slog mange ihjel men også blev de tilfangetagnes redning: "Kun atombomberne havde reddet vores liv. Det perleagtige lys der hang over Lunghua mindede mig for evigt om det frelsende mirakel i Hiroshima og Nagasaki." (s. 62). Bogen fremstiller 1960'erne som en periode, der nærmest bliver drevet mod en psykose af stoffer, tv-billeder, reklamer, krigstraumer, attentater og snigmord. Ligesom i andre bøger af Ballard handler det bl.a. om det ydre medielandskabs indflydelse på det menneskelige sind.