J.G. Ballard debuterede i 1961, men det var hans anden bog, science fiction-romanen "The Drowned World" fra 1962 ("Verden under vand", 1969), som blev hans egentlige gennembrud som forfatter. Mange år før klimakrisen kom på den politiske dagsorden, skildrer Ballard i sin bog tiden efter en global temperaturstigning. I fremtidsromanen har langvarige solstorme forandret klimaet på Jorden og omdannet størstedelen af planeten til sumpe med fortidig flora og fauna. De overlevende mennesker samles i polarområderne, men mange drages også mod sydens dødbringende hede. Romanens hovedperson Robert Kernans er del af en videnskabelig forskningsstation, som sammen med sin militære eskorte har bevæget sig nordpå gennem Europas laguner.
I begyndelsen af romanen forklares årsagerne til verdens undergang videnskabeligt: "En pludselig stabilitetsforstyrrelse i solen havde forstørret Van Allen-bælterne og formindsket Jordens tyngdekrafts hold på ionosfærens ydre lag. Da disse forsvandt ud i rummet (…) var temperaturerne begyndt at stige støt, og den ophedede atmosfære udvidede og udfyldte ionosfæren til kredsløbet var afsluttet." (s. 22-23). Bogen sætter dette traditionelle science fiction-træk sammen med et psykologisk studie af, hvordan mennesket reagerer i en ekstrem situation.
Fremtidsscenariet i Ballards roman er det modsatte af en utopi nemlig en dystopi, det vil sige det værste af alle verdener. Men i modsætning til megen andet postapokalyptisk litteratur er hovedpersonen i Ballards roman også fascineret af verdens undergang og den nye virkelighed. Katastrofen er ikke kun en negativ forandring af den ydre verden. Den udløser samtidig en indre transformation hos de mennesker, som synes at blive frigjort af det katastrofale. Den nye surreale verden bliver et spejl for ubevidste urtidsdrifter: "Ligesom psykoanalysen rekonstruerer den oprindelige traumatiske situation for at kunne frigøre fortrængt materiale, således er vi nu ved at blive kastet tilbage i den arkæopsykiske fortid, hvorved de urgamle tabuer og drifter afdækkes, som har slumret i umindelige tider." (s. 47). "Verden under vand" skildrer civilisationens skrøbelighed, som bliver tydelig i konfrontationen med naturkræfterne. Samtidig tematiserer romanen spørgsmålet om identitet og sammenhængen mellem ydre og mentale landskaber.