Herman Bang var i høj grad en ordenes mand. På rekordtid fik han slået sit navn fast som en allestedsnærværende forfatter, foredragsholder, reporter, anmelder, litteraturformidler, modeskribent, provokatør, skuespilforfatter, instruktør med meget mere.
Hans forfatterskab bliver ofte fremhævet som det første og mest markante blandt de danske impressionister. Selv bekendte han sig da også til den impressionistiske fortællestil og benyttede sig flittigt af en scenisk fremstilling, hvor fortælleren lader begivenheder og personer træde ukommenterede frem for læseren. Sproget er detaljerigt og nuanceret og flyder derudad, og det veksler konstant mellem dialog, sceniske fremstillinger og sindbilleder. I øvrigt kan Bangs forkærlighed for impressionismen også hænge sammen med hans store kærlighed til teatret – det kan næsten virke, som om han i sine litterære værker forsøger at overføre teatrets virkemidler til litteraturen.
En anden litterær retning, Herman Bang bekendte sig til, var naturalismen. Hos Bang giver det naturalistiske grundsyn sig udslag i et forfatterskab, der bugner af indgående psykologiske portrætter, og hvor personernes udvikling perspektiveres både til deres sociale baggrund og det omgivende samfund. Der er særligt to typer karakterer, der præger forfatterskabet. På den ene side skildres degenererede storbydandyer i værker såsom ”Håbløse slægter”, ”Fædra”, Stuk” og ”Excentriske noveller”, mens stille eksistenser i provinsen dominerer det andet spor i værker som ”Tunge melodier”, ”Stille eksistenser”, ”Tine”, ”Under Åget” og ”Ludvigsbakke”. Men uanset om han skildrer håbløse kvindeskæbner som i ”Tine” og ”Ved vejen” eller excentriske storbymiljøer som i romanen ”Stuk”, novellen ”Franz Pander” eller føljetonromanen ”Les Quatre Diables”, tumler personerne med en grundlæggende følelse af tomhed, længsel efter kærlighed og trang til at skabe mening. Flere karakterer må ofre livet – enten i form af selvmord eller sygdom –, fordi de resignerer eller overmandes af livets meningsløshed. Blandt andre centrale temaer er traditionernes spændetrøje – og normer i opbrud på den anden side. Samtidig fylder krigen i 1864 en del i forfatterskabet. Blandt andet i ”Tine”, hvor krigen er det centrale omdrejningspunkt, mens den ekkoer i baggrunden i ”Stuk” og ”Håbløse slægter”.