Haabløse Slægter

Main image kapitel
Foto: POLFOTO
Citat
”For dette menneske, der havde sat sit liv til på at ville, var der noget tillokkende i at svælge i for eksempel opgivelsen af viljens frihed: det hele blev så uendelig tragikomisk, så han rigtig kunne le ad sig selv, og det var hans yndlingsbeskæftigelse: ”le ad det hele, Don Quichote-Idéen.””
”Håbløse slægter”, Gyldendal 2007, s. 324.

Herman Bangs debutroman ”Håbløse slægter” fra 1880 fortæller historien om den fine, gamle slægt Høg og ikke mindst dens deroute. Romanen er inddelt i tre dele med respektive underkapitler. I Første Bog fortælles kort om slægtens storslåede historie, men der zoomes hurtigt ind på de to sidste generationer, Ludvig og Stella samt deres børn William, Nina og Sofie. Ludvig lider under periodisk manio-depressivitet, og da Stella får tuberkulose og siden dør, giver hun børnene ansvaret for at skjule farens lidelse.

26760631

Anden Bog følger den 16-årige Williams kostskoleliv og hans første møde med såvel lidenskab som teater. William svinger mellem at tro fuldt og fast på sit skuespillertalent og at falde ned i et dybt, angstfuldt hul. Tredje Bog skildrer Williams massive deroute og manglende evne til at tage ansvar for sit liv, som kulminerer i et selvdestruktivt erotisk forhold til den ældre grevinde Hatzfeldt. I kontrast hertil står venskabet med den ældre dandy, forfatteren Bernhard Hoff.

Selv om Herman Bang var sprudlende moderne i sin samtid, kan sproget for en nutidig læser fremstå tungt og gammeldags. Men der er stadig meget at hente i romanen. Ikke mindst i de intense beskrivelser af den unge Williams angstfulde forsøg på at definere sig selv og hans manglende evne til at tage ansvar for eget liv og indgå i forpligtende relationer. Romanen giver et fint indblik i, hvad der former William Høg både i familien og i samfundet, og det er oplagt at foretage en psykologisk analyse med fokus på William Høgs udvikling. Det kan også give mening at læse hans forhold til sine forældre samt til de to ældre kvinder med afsæt i Sigmund Freuds tanker om Ødipus-komplekset.

Ser man i stedet romanen igennem en socialhistorisk optik, springer traditionernes sammenbrud i øjnene som et centralt tema. I romanen føler William Høg, at han skal bære slægtens byrde og leve op til sine forfædres bedrifter samtidig med, at normer og konventioner er under opbrud. Først da han mod romanens afslutning kaster slægtens byrde af sig og skifter navn, kan han for alvor træde frem som sig selv og få succes på scenen i sin egen lidenskabeligt fortvivlende melankoli.