Franz slugte hver Beskrivelse.”
Forfatterskabet, der fortrinsvis blev til i udlandet, følger to spor. Det ene skildrer sære excentrikere i storbyen, som i ”Haabløse Slægter” (1880), ”Fædra” (1883), ”Excentriske Noveller” (1885), ”Stuk” (1887) og føljetonromanen ”Les quatre Diables” (1890) og det andet stille eksistenser i provinsen, som i ”Tunge Melodier”, ”Stille Eksistenser” (1886), ”Tine” (1889), ”Under Aaget” (1890) og ”Ludvigsbakke” (1896). Hvor de første må eksponere sig selv for at overleve, er de sidste ved at blive kvalt i traditionernes spændetrøje.
I ”Excentriske Noveller” (1885) sætter Bang tre moderne storbystyper stævne: violinvirtuosen, artisten og tjeneren. Fælles for dem er, at de lever af og for deres publikum, men uden selv at leve. De er underlagt markedets vilkår: deres kunst er en vare, de hele tiden skal afsætte.
Mens de kunstnerisk realiserer deres særlige talent, dør de af en indre sult. Det gælder i særdeleshed tjeneren Franz Pander i novellen af samme titel. Han er betaget af det mondæne liv, han nok kan iagttage, men ikke leve. Efterhånden færdes han i en overspændt rus af lyst, hvor han indsnuser damernes parfumer, spejler sig i interiøret og trøstespiser af retterne. Franz er latent homoseksuel, men kommer aldrig til erkendelse af siterkender aldrig sit begærs egentlige mål. I frustration hænger han sig en nat i hotellets prismekrone efter et mislykket besøg hos en prostitueret.