Baggrundstæppet for Herman Bangs historiske roman ”Tine” fra 1889 er krigen i 1864. Romanen foregår i det lille landsbysamfund Asserballe på Als, og romanen tegner et nærbillede af landsbysamfundet, og hvordan krigen kommer stadig tættere på både konkret og følelsesmæssigt.
Historien berettes af en tredjepersonsfortæller med Tine som hovedkarakter. Tine er degnedatter, og vi kender hende allerede fra ”Stuk”, hvor hun spillede en birolle som Herluf Bergs barnepige. I ”Tine” er Fru Berg rejst bort med Herluf på grund af den lurende krig, og Tine spiller en fremtrædende rolle i Bergs hjem som hushjælp. Her møder vi de øvrige tjenestepiger, og soldater som rykker ind hos private i byen. I kulissen spiller Tines forældre en større rolle – ikke mindst Tines far, som er tiltagende vanvittig – som et billede på, hvordan krigen ophæver al normalitet.
29663408
I litteraturen om ”Tine” bliver det ofte anført, at hendes skæbne er et spejlbillede på hele Danmarks syndefald. I Fru Bergs fravær, og imens krigen ophæver al normalitet, får en umage forelskelse mellem Hr. Berg og Tine luft under vingerne. Hendes vovemodige forelskelse og efterfølgende fald ses som synonym med hele Danmarks hovmod. Ligesom hun i romanen ikke er meget andet end et bump på vejen for Hr. Berg, havde Danmark ikke meget at stå imod med i mødet med den tyske hær.
Både i dialogerne i romanen og i gengivelse af flere soldatersange giver Bang et indblik i det danske vovemod. Samtidig understreger hans modernistiske skrivestil fuld af indfald, hakkende og springende handling og rappe pennestrøg krydret med tankestreger og dialekt den hæsblæsende og hektiske stemning, som præger et samfund i krig. Hans skrivestil var utvivlsomt meget moderne i sin tid, men med samtidige briller fremstår den lidt tung og omstændelig – ikke mindst på grund af gammeldags ordvalg og sætningskonstruktioner. Alligevel er det værd at læse ”Tine” for at få historisk forståelse for perioden og ikke mindst krigen i 1864, som kan understøttes ved at foretage en socialhistorisk analyse af romanen. Men ”Tine” kan også læses med mere samtidige #MeToo-briller som et indlæg i debatten om utallige kvindeskæbner og med fokus på, hvad romanens udsagn er om magtforholdet mellem mænd og kvinder.