Jürgen Banscherus debuterede som børnebogsforfatter i 1985 med fortællingen “Keine Hosenträger für Oya” . En social undertone i forfatterskabet blev allerede slået an i debutromanen. I bogen giver forfatteren et indblik i tilværelsen for børn med tyrkisk oprindelse, der lever i Tyskland. De fleste af Banscherus bøger er ganske morsomme, men han har også skrevet bøger, der formidler sociale sammenhænge og årsager til konflikter på en noget mere alvorlig måde.
I ungdomsromanen “Davids Versprechen” fra 1993 (“Davids løfte”, 1996) tager forfatteren for alvor livtag med en tabubelagt social konflikt. Romanen er en bevægende historie om den 12-årige David, der mishandles af sin far, mens moren stiltiende accepterer de voldelige overgreb. Bogens titel henviser til Davids løfte om tavshed. Han har lovet ikke at sladre og vil ikke svigte sine forældre, selv om det, der foregår hjemme i kælderen, er uudholdeligt. David vil bare gerne være lige som de andre børn og høre med til fællesskabet. Men det føles umuligt for ham, når han ikke kan betro sig til nogen. Hvis han fortæller om det, der foregår i familien, vil det være hans skyld, at der sker forfærdelige ting, har hans forældre gang på gang indprentet ham. Skyldfølelse, vrede og afmagt fører langsomt til, at David også selv begynder at slå. I bogens slutning får mødet med en omsorgsfuld læge endelig drengen til at bryde sin ubærlige tavshed.