Både i form og indhold ligner Mirjam Bastians bøger flere af hendes forfatterkollega Leonora Christina Skovs. Formelt blandt andet ved at inddrage breve og bygge fortællingen op om flere spor, som først krydses undervejs i romanerne. Det sker f.eks. i Skovs ”Førsteelskeren” (2012) og ”Hvor intet bryder vinden” (2015). Samtidig har de det kriminalistiske anslag til fælles, da de begge bruger en mystisk og måske kriminel hændelse som afsæt for fortællingen, uden at det dog er opklaringen af den, der er i fokus. Tematisk går de begge i dybden med komplicerede familierelationer og kvinder på flugt fra deres fortid med benhårde fortrængninger og forkvaklede sorgforløb bag sig.
I Signe Langtved Pallisgaards ”Et andet sted” fra 2014 er spørgsmålet også, hvad man stiller op, når fortrængte barndomsminder kommer tilbage, og man ikke længere kan isolere sig fra sin fortid og sin skæbne.
I norske Merethe Lindstrøms prisvindende roman ”Dage i stilhedens historie” fra 2011 er det også et stort tab og et lige så stort tabu, der ligger som et åbent og ubehandlet sår mellem ægteparret Eva og Simon.
”Observatøren” har træk af videnskabsroman, og som sådan minder den om f.eks. Peter Høegs ”Frøken Smillas fornemmelse for sne” (1992) og Sissel-Jo Gazans ”Dinosaurens fjer” (2008) og ”Svalens graf” (2013) – hvori der også optræder en god del familiære svigt og hemmeligheder.