I Mirjam Bastians roman ”Loretta” fra 2015 følger man på skift kvinden Loretta og manden Tom, der begge har stærke tilhørsforhold til både Danmark og England. Loretta er født i Danmark, men har boet i London i mange år som voksen. Et mystisk brev med en håndtegnet bog får hende til at flyve hjem til København, hvor hendes elskede mormor Hayden ligger for døden. Loretta er overbevist om, at det er hendes forsvundne bror Carl, der har sendt bogen med detaljerede tegninger fra deres barndom. Hendes mor Siri er ikke til megen hjælp, og deres relation er i det hele taget kompliceret.
Tom er vokset op i London i en større søskendeflok som søn af en alkoholiseret far og en kærlig mor. Da faderen begår selvmord, flytter familien til Danmark, hvor børnenes danske farfar bor. Gennem sit arbejde som flyttemand støder Tom på en flyttekasse med Lorettas dagbøger, som Hayden opbevarer for hende. Det bliver en besættelse for Tom at lære Loretta at kende, og det koster ham ægteskabet, at han bruger så meget tid på den fascinerende kvinde i dagbøgerne. En dag finder Loretta en halvfrossen Tom i sit køleskab, og det bliver begyndelsen på en sammensvejsning af de to familier.
Loretta har brugt det meste af sit voksenliv på at flygte og fornægte. På at jagte den hurtige lykke i form af sex og opmærksomhed fra mænd. Tom har sin splittede identitet med sig og vil altid se på Danmark med engelske øjne, hvilket kommer til udtryk i bemærkninger om, hvor uhøflige og introverte danskerne er i forhold til englænderne.
51647971
Både Tom og Lorettas familier bærer på hemmeligheder og indestængte frustrationer, hvilket de håndterer mere eller mindre hensigtsmæssigt. De skildrede terapeutsituationer og samtaler er uforløste, men på trods af den fastkørte kommunikation holder familierne sammen på tværs af generationer i et forgrenet netværk. Uden at komme med svar gransker romanen, hvad det rigtige familieliv er. Er det at bo sammen mand og kvinde og få børn? At bo alene eller to kvinder sammen uden børn?
Romanen er fortalt i 3. person med synsvinkel hos hovedkaraktererne, men da de ikke fortæller hele sandheden, kan læseren først stykke hele forløbet sammen til allersidst.