Ola Bauer har været en stor inspiration for nulevende norske forfattere som Per Petterson og Karl Ove Knausgård, selvom Knausgård i et essay fortæller, at Bauer for ham tilhører en bestemt epoke i hans liv og at han ikke kan læse ham længere.
Af flere kaldes Bauer for Aksel Sandemoses arvtager; hos Sandemose sammenkobles liv og digtning også i en grad, hvor det kan være svært at skelne, og begge forfattere skildrer anti-autoritære ”helte”, som forsøger at gøre op med dumhed, magtsyge og intolerance. Men som også altid har indre dæmoner at kæmpe med.
Bauers stil er flere steder blevet sammenlignet med beatforfattere som Charles Bukowski, og han skriver personligt og sanseligt som Jack Kerouac. Af beslægtede danske forfatterskaber kan man nævne Dan Turéll, en af ganske få danske beat-stemmer, som ligesom Bauer trak heftigt på sit eget liv i sine bøger, og som også skrev i en stil præget af sort humor og rå poesi. De to forfatterskaber har også det til fælles, at de er blevet en hybrid mellem forfatternes livsstil, stærke personlighed og personlige bøger, og dermed har opnået nærmest ikonagtig status i henholdsvis Danmark og Norge.