Ola Bauer

Artikel type
voksne
journalist, cand.mag. Betty Frank Simonsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2014.
Main image
Bauer, Ola
Foto: BATZER & CO.

Indledning

Norges eneste beatforfatter. En oprører, der aldrig ville sættes i bås. Sådan omtales Ola Bauer af norske forfatterkolleger som Per Petterson. Ola Bauer har længe været en ikonisk skikkelse i hjemlandet, men først i 2013 blev hovedværket ”Hestehovedtågen” udgivet på dansk, en farverig og sanselig fortælling om drengen Tom i efterkrigstidens Oslo. Romanen er første del af en tetralogi, senest udkom efterfølgeren ”Sortefod” og de to sidste bind forventes også snart at udkomme på dansk.

52269474

Blå bog

Født: 24. juli 1943 i Holmenkollåsen, Oslo.

Død: 12. juni, 1999.

Uddannelse: 4-årig skuespilleruddannelse fra Centre for the Performing Arts.

Debut: Debuterede under pseudonymet Jo Vendt med romanen ”Graffiti”, 1976.

Seneste udgivelse: Forløberen. Batzer & Co, 2016. (Forløperen, 1999). Oversat af: Jannie Jensen. 4. del af: Hestehovedtågen.

Inspiration: J.D. Salingers roman ”Catcher in the Rye” var en af hans yndlingsromaner.

 

Baggrund

”Fløjlsmørket er fisketid, sagde Munken. Han satte fem orme på krogene, kastede forsigtigt flåddet ud langs med land og trak den langsomt tilbage så den lavede en svag rykkende bevægelse i vandoverfladen. Flåddet illuderede en ængstelig svømmende frø. Denne form for fiskeri krævede perfektion og tålmodighed, lave bløde kast, bare et lille sus før flåddet landede blødt og næsten lydløst i det sorte vand.”

”Hestehovedtågen”, s. 107.

Ola Bauers far var bager og medlem af den norske modstandsbevægelse. I 1943, det år, Ola Bauer blev født, blev faderen arresteret og deporteret til koncentrationslejren Sachsenhausen, hvor han døde, tre måneder inden krigen sluttede. Derhjemme måtte hans familie gå under jorden og leve et nomadeagtigt liv, der gjorde det svært for Bauer at knytte nære venskaber. Han voksede op med en tro på, at faderen døde som krigshelt og fandt først som voksen ud af, at faderen faktisk var død af metanolforgiftning, fordi han havde taget fejl af giften og alkohol.

I den selvbiografiske debutroman ”Graffiti” (1976) skrev Bauer om fyren Jo, der konstant flytter rundt med sin mor, efter at faderen har drukket sig ihjel i Sachsenhausen. For ikke at gøre moderen og resten af familien alt for ondt, udgav han debutromanen under pseudonymet Jo Vendt. Allerede med debutromanen trådte hans særlige stil, det dramatiske, følelsesmæssige sprog igennem, og den norske kritiker Johan Borgen skrev, at bogen ”gav et udslag på 7,7 på Richters jordskælvskala”.

Bauer arbejdede længe som journalist, blandt andet for det norske magasin Vi Menn, og det førte til rejser til krigsområder over hele verden. Noget, der var med til at styrke hans Hemingway-agtige machostatus i Norges litterære kredse. Især beskæftigede han sig med konflikten i Nordirland, en konflikt, der også optræder i romanen ”Rosapenna” fra 1983. Om at leve i Norge sagde han dengang: ”Det siges om yngre norske forfattere, at vi lever i litterært eksil. Det er muligt. Selv bliver jeg passiv af konturløsheden herhjemme; vi holder os oppe ved hjælp af en kunstig olieøkonomi, som virker som bedøvende gas.” (Lars Saabye Christensen: Min kamerat Ola. Dagbladet, 2000-07-09).

Bauer døde af kræft i 1999, 55 år gammel. Han var gift med Anne Gun og sammen har de en datter. Tre år efter hans død udgav mange af Bauers forfatterkolleger en hyldest til ham, ”Bauers Bok” (2002). Her var der bidrag fra Per Petterson, Dag Solstad, Lars Saabye Christensen og mange flere, hvor de tager udgangspunkt i de romaner af Ola Bauer, som har betydet noget for dem. Bogen er blot ét eksempel på den store indvirkning, Bauer har haft på norsk kultur- og litteraturliv.

I essaysamlingen om sine yndlingsforfattere, ”Månen over porten” (2009), skriver Per Petterson om ham: ”Man kunne sige, at Ola er Sandemoses egentlige arvtager i Norge. Samtidig var han Norges eneste genuine beatforfatter. Han var oprører, han havde set for meget til at være noget andet, men han lod sig aldrig sætte i bås.”

Ola Bauer skrev også dramatik. To af hans skuespil, ”Vesper” (1987) og ”Brendan” (1993), omhandlede konflikten i Nordirland.

 

Hestehovedtågen

”Dette var monsteret som skulle blive manden i hans liv, som lænede sig mod ham, svingede med armen så frakkeærmet strejfede Toms ansigt, og han forsøgte at skrige, men det var for sent, skriget satte sig på tværs i halsen, og den farlige hånd smuttede om på hans ryg som et loddent skadeskudt dyr, greb fat i ham og løftede ham op i luften. Højt over sengen, holdt ham der, og Tom så et glimt af gule tænder og hørte den tynde truende latter. ”Din hud er blød som fuglelort,” sagde Munken.”
”Hestehovedtågen”, s. 5.

Ola Bauers ”Hestehodetåken” fra 1992 (”Hestehovedtågen”, 2013) begynder i 1951, da Tom møder Munken for første gang: ”Munken kom ind i Toms liv lige efter krigen, og Tom fik en bule der aldrig blev banket ud igen. Tom stirrede op i et rødt underansigt med en sort bredskygget hat, og manden strøg ham blidt over kinden med en knortet hånd der lugtede af skov …” (s. 5).

Tiårige Tom, også kaldet Tommeliden, bor alene med sin mor Lister, der er maler og bevæger sig i bohemeagtige kredse i efterkrigstidens Oslo. Hans far, Store Tom, var stikker og værnemager og blev likvideret af modstandsmanden Munken, der blev Listers elsker. Da Munken blev arresteret og skulle sendes i nazistisk dødslejr, reddede Lister ham ved at have en affære med den lokale Gestapo-chef. Lister er smuk og gådefuld og eftertragtes af mange mænd.

50507173

Munken bliver den faderfigur, Tom aldrig har kendt, også selvom Munkens forhold til Lister er alt andet end ligetil. Tom identificerer sig med denne tunge machomand, der skriver, drikker, fisker og i det hele taget lever sådan som Tom gerne vil leve. Munken får også lov at udleve de længsler, som Tom stadig er for ung til. Munken forføres nemlig af den unge pige i huset, frodige og varme Helga fra Island, som er Toms store kærlighed.

”Hestehovedtågen” er en dannelsesroman, og på den måde minder den om en af Bauers favoritbøger, J.D. Salingers ”Catcher in the Rye” (1951), med den unge Holden Caulfield, der tager på eventyr i New York.

Ligesom Holden Caulfields er også Toms en rejse ud i en spirende seksualitet og en voksenverden, han ikke altid forstår, men ofte bliver vidne til gennem en sprække i morens eller Helgas dør. Tom længes efter ting, han endnu ikke rigtig kan sætte ord på, og mødet med Munken bliver en katalysator for hans udvikling som rebel og anarkist.

Personerne, der omgiver Tom, antager næsten helt mytologiske dimensioner – Munken, en mand af naturen, den gådefulde, æteriske Lister, frodige, moderlige Helga – og ind imellem glider vi også ind og ud af Toms fantasiverden, hvor skiløb og drømmene om Helga og den forvirrende voksenverden blandes sammen i et dirrende, sansemættet stykke lyrisk prosa.