ola bauer
Foto: Batzer & Co.

Ola Bauer

journalist, cand.mag. Betty Frank Simonsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2014.
Top image group
ola bauer
Foto: Batzer & Co.

Indledning

Norges eneste beatforfatter. En oprører, der aldrig ville sættes i bås. Sådan omtales Ola Bauer af norske forfatterkolleger som Per Petterson. Ola Bauer har længe været en ikonisk skikkelse i hjemlandet, men først i 2013 blev hovedværket ”Hestehovedtågen” udgivet på dansk, en farverig og sanselig fortælling om drengen Tom i efterkrigstidens Oslo. Romanen er første del af en tetralogi, senest udkom efterfølgeren ”Sortefod” og de to sidste bind forventes også snart at udkomme på dansk.

52269474

Blå bog

Født: 24. juli 1943 i Holmenkollåsen, Oslo.

Død: 12. juni, 1999.

Uddannelse: 4-årig skuespilleruddannelse fra Centre for the Performing Arts.

Debut: Debuterede under pseudonymet Jo Vendt med romanen ”Graffiti”, 1976.

Seneste udgivelse: Forløberen. Batzer & Co, 2016. (Forløperen, 1999). Oversat af: Jannie Jensen. 4. del af: Hestehovedtågen.

Inspiration: J.D. Salingers roman ”Catcher in the Rye” var en af hans yndlingsromaner.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Fløjlsmørket er fisketid, sagde Munken. Han satte fem orme på krogene, kastede forsigtigt flåddet ud langs med land og trak den langsomt tilbage så den lavede en svag rykkende bevægelse i vandoverfladen. Flåddet illuderede en ængstelig svømmende frø. Denne form for fiskeri krævede perfektion og tålmodighed, lave bløde kast, bare et lille sus før flåddet landede blødt og næsten lydløst i det sorte vand.”

”Hestehovedtågen”, s. 107.

Ola Bauers far var bager og medlem af den norske modstandsbevægelse. I 1943, det år, Ola Bauer blev født, blev faderen arresteret og deporteret til koncentrationslejren Sachsenhausen, hvor han døde, tre måneder inden krigen sluttede. Derhjemme måtte hans familie gå under jorden og leve et nomadeagtigt liv, der gjorde det svært for Bauer at knytte nære venskaber. Han voksede op med en tro på, at faderen døde som krigshelt og fandt først som voksen ud af, at faderen faktisk var død af metanolforgiftning, fordi han havde taget fejl af giften og alkohol.

I den selvbiografiske debutroman ”Graffiti” (1976) skrev Bauer om fyren Jo, der konstant flytter rundt med sin mor, efter at faderen har drukket sig ihjel i Sachsenhausen. For ikke at gøre moderen og resten af familien alt for ondt, udgav han debutromanen under pseudonymet Jo Vendt. Allerede med debutromanen trådte hans særlige stil, det dramatiske, følelsesmæssige sprog igennem, og den norske kritiker Johan Borgen skrev, at bogen ”gav et udslag på 7,7 på Richters jordskælvskala”.

Bauer arbejdede længe som journalist, blandt andet for det norske magasin Vi Menn, og det førte til rejser til krigsområder over hele verden. Noget, der var med til at styrke hans Hemingway-agtige machostatus i Norges litterære kredse. Især beskæftigede han sig med konflikten i Nordirland, en konflikt, der også optræder i romanen ”Rosapenna” fra 1983. Om at leve i Norge sagde han dengang: ”Det siges om yngre norske forfattere, at vi lever i litterært eksil. Det er muligt. Selv bliver jeg passiv af konturløsheden herhjemme; vi holder os oppe ved hjælp af en kunstig olieøkonomi, som virker som bedøvende gas.” (Lars Saabye Christensen: Min kamerat Ola. Dagbladet, 2000-07-09).

Bauer døde af kræft i 1999, 55 år gammel. Han var gift med Anne Gun og sammen har de en datter. Tre år efter hans død udgav mange af Bauers forfatterkolleger en hyldest til ham, ”Bauers Bok” (2002). Her var der bidrag fra Per Petterson, Dag Solstad, Lars Saabye Christensen og mange flere, hvor de tager udgangspunkt i de romaner af Ola Bauer, som har betydet noget for dem. Bogen er blot ét eksempel på den store indvirkning, Bauer har haft på norsk kultur- og litteraturliv.

I essaysamlingen om sine yndlingsforfattere, ”Månen over porten” (2009), skriver Per Petterson om ham: ”Man kunne sige, at Ola er Sandemoses egentlige arvtager i Norge. Samtidig var han Norges eneste genuine beatforfatter. Han var oprører, han havde set for meget til at være noget andet, men han lod sig aldrig sætte i bås.”

Ola Bauer skrev også dramatik. To af hans skuespil, ”Vesper” (1987) og ”Brendan” (1993), omhandlede konflikten i Nordirland.

 

Hestehovedtågen

”Dette var monsteret som skulle blive manden i hans liv, som lænede sig mod ham, svingede med armen så frakkeærmet strejfede Toms ansigt, og han forsøgte at skrige, men det var for sent, skriget satte sig på tværs i halsen, og den farlige hånd smuttede om på hans ryg som et loddent skadeskudt dyr, greb fat i ham og løftede ham op i luften. Højt over sengen, holdt ham der, og Tom så et glimt af gule tænder og hørte den tynde truende latter. ”Din hud er blød som fuglelort,” sagde Munken.”
”Hestehovedtågen”, s. 5.

Ola Bauers ”Hestehodetåken” fra 1992 (”Hestehovedtågen”, 2013) begynder i 1951, da Tom møder Munken for første gang: ”Munken kom ind i Toms liv lige efter krigen, og Tom fik en bule der aldrig blev banket ud igen. Tom stirrede op i et rødt underansigt med en sort bredskygget hat, og manden strøg ham blidt over kinden med en knortet hånd der lugtede af skov …” (s. 5).

Tiårige Tom, også kaldet Tommeliden, bor alene med sin mor Lister, der er maler og bevæger sig i bohemeagtige kredse i efterkrigstidens Oslo. Hans far, Store Tom, var stikker og værnemager og blev likvideret af modstandsmanden Munken, der blev Listers elsker. Da Munken blev arresteret og skulle sendes i nazistisk dødslejr, reddede Lister ham ved at have en affære med den lokale Gestapo-chef. Lister er smuk og gådefuld og eftertragtes af mange mænd.

50507173

Munken bliver den faderfigur, Tom aldrig har kendt, også selvom Munkens forhold til Lister er alt andet end ligetil. Tom identificerer sig med denne tunge machomand, der skriver, drikker, fisker og i det hele taget lever sådan som Tom gerne vil leve. Munken får også lov at udleve de længsler, som Tom stadig er for ung til. Munken forføres nemlig af den unge pige i huset, frodige og varme Helga fra Island, som er Toms store kærlighed.

”Hestehovedtågen” er en dannelsesroman, og på den måde minder den om en af Bauers favoritbøger, J.D. Salingers ”Catcher in the Rye” (1951), med den unge Holden Caulfield, der tager på eventyr i New York.

Ligesom Holden Caulfields er også Toms en rejse ud i en spirende seksualitet og en voksenverden, han ikke altid forstår, men ofte bliver vidne til gennem en sprække i morens eller Helgas dør. Tom længes efter ting, han endnu ikke rigtig kan sætte ord på, og mødet med Munken bliver en katalysator for hans udvikling som rebel og anarkist.

Personerne, der omgiver Tom, antager næsten helt mytologiske dimensioner – Munken, en mand af naturen, den gådefulde, æteriske Lister, frodige, moderlige Helga – og ind imellem glider vi også ind og ud af Toms fantasiverden, hvor skiløb og drømmene om Helga og den forvirrende voksenverden blandes sammen i et dirrende, sansemættet stykke lyrisk prosa.

Sortefod

”Tommy indså næsten modvilligt at han var i færd med at få to venner, modvilligt fordi han indtil videre havde redet et stramt og ensomt løb på en usynlig islandsk pony, havde pisket den gennem de fem gangarter, over i fuld galop, tværs gennem risikable solnedgange, uden at vende sig om og vinke til den troløse kæmpekvinde fra Island der de sidste år havde fundet det for godt at flytte til Spitsbergen med Tommys lige så troløse ven, forfatteren Munken. Men det havde givet ham styrke. Alene kunne han klare alt.”
”Sortefod”, s. 14.

Bauer giver med ”Svartefot” fra 1995 (”Sortefod”, 2013) et portræt af den norske rock’n’roll generation og sin egen ungdom. Også her i efterfølgeren til ”Hestehovedtågen” smelter liv og digtning sammen. Om det med at skrive nogle personer frem, der fungerer som et alter ego, sagde Bauer engang til sin ven, forfatteren Lars Saabye Christensen: ”Nej, jeg har ikke lyst til større afstand. Af og til synes jeg faktisk, afstanden bliver for stor.” (Lars Saabye Christensen: Min kamerat Ola. Dagbladet, 2000-07-09).

Tom kalder sig nu for Tommy, det er populært hos pigerne, og han har kommet brylcreme i håret. Da vi forlod ham i sidste bind, var han elleve år, nu har han tilbragt fem år på ’kostskolen for vanskelige børn’ og er kommet i gymnasiet. Tom er blevet den rebel, eller sortfodsindianer, som han selv kalder sig, man allerede tidligt fornemmede, at han ville udvikle sig til. Han vil ikke læse lektier, men hellere charmere pigerne i sit blå Gene Vincent-jakkesæt og med sin rock’n’roll attitude. Klasselæren Flågvitet, en mislykket og desillusioneret digter, er mere end parat til at dumpe ham, indtil han begynder at læse de norske stile, der imponerer med deres barske vildmarkshistorier. Han ved ikke, at de alle er skrevet af fra Hemingway, som Tommy blot har omsat til den norske natur.

50829014

Tommys mor Lister, der ellers altid kunne omsætte alt til ord og har insisteret på kun at se det smukke i verden, har ikke mælet et ord, siden Munken og husholdersken Helga fandt sammen og flyttede til Spitsbergen, og er fortrukket til sit eget tavse mørke. Tommy føler sig ligeledes svigtet af sin gamle ven og sin første kærlighed.

Men han får nye venner, Livet – som i virkeligheden hedder Leif – og Døden, og han gør sig erotiske erfaringer med den ungarske pige Kocsis ude i rektorens ribsbed. Når livet bliver for tungt og hadet til den afdøde far bliver for overvældende, stikker han sin fars gamle Luger-pistol i munden eller besøger med en blanding af afsky og ærefrygt faderens gravsted.

Ligesom forgængeren er ”Sortefod” skrevet i et dynamisk, billedmættet sprog, hvor vi ubesværet glider mellem planerne – Tommys hverdag i skolen, mørket og tavsheden derhjemme og dagdrømmene om Gene Vincent, sortfodsindianere og den døde far, som Tom både afskyr og længes efter. Og frem for alt dagdrømmene om pigerne: Eva Peron, Ava Gardner – og Eva henne fra konditoriet.

 

Genrer og tematikker

Ola Bauers opvækst i et Oslo præget af sårene fra Anden Verdenskrig fylder meget i hans litterære værker, lige fra debutromanen til de senere hovedværker i ”Hestehovedtågen”-tetralogien om Tom. På den måde kan man sige, at han skriver i en selvbiografisk stil, som minder om den bølge af selvbiografisk ”mandelitteratur”, der i de senere år har fyldt meget på de skandinaviske bogreoler og som nu har Karl Ove Knausgård og Tomas Espedal som centrale stemmer. Bauers hovedpersoner, Jo og Bo fra de tidligere romaner, og Tom fra tetralogien, er alle outsidere, rebeller, som ikke lader sig tæmme, og i den forstand minder de meget om forfatteren Ola Bauer.

Det rå og rebelske afspejles også i tonen i romanerne, der er fandenivoldsk og gnistrende poetisk. Per Petterson kalder i sin essaysamling, ”Månen over porten”, stilen for maskulin: ”Han var en maskulin forfatter, fordi hans sprog var maskulint, hvis noget sådant findes, og det gør det vel, men han var aldrig macho. Han satte sig aldrig over kvinder i sine bøger. Aldrig. Han kunne se på dem med skrækblandet fryd, han kunne se på dem, om ikke altid med forståelse (hvilken mand kan det), så i hvert fald med beundring. Han kendte deres styrke og lod sig imponere.” (Per Petterson: Månen over porten. Batzer & Co, 2009).

Kærlighed, seksualitet og sanselighed er gennemgående temaer hos Ola Bauer, drengens rejse mod at blive mand og den evige kamp med at tøjle de indre dæmoner.

 

Beslægtede forfatterskaber

Ola Bauer har været en stor inspiration for nulevende norske forfattere som Per Petterson og Karl Ove Knausgård, selvom Knausgård i et essay fortæller, at Bauer for ham tilhører en bestemt epoke i hans liv og at han ikke kan læse ham længere.

Af flere kaldes Bauer for Aksel Sandemoses arvtager; hos Sandemose sammenkobles liv og digtning også i en grad, hvor det kan være svært at skelne, og begge forfattere skildrer anti-autoritære ”helte”, som forsøger at gøre op med dumhed, magtsyge og intolerance. Men som også altid har indre dæmoner at kæmpe med.

Bauers stil er flere steder blevet sammenlignet med beatforfattere som Charles Bukowski, og han skriver personligt og sanseligt som Jack Kerouac. Af beslægtede danske forfatterskaber kan man nævne Dan Turéll, en af ganske få danske beat-stemmer, som ligesom Bauer trak heftigt på sit eget liv i sine bøger, og som også skrev i en stil præget af sort humor og rå poesi. De to forfatterskaber har også det til fælles, at de er blevet en hybrid mellem forfatternes livsstil, stærke personlighed og personlige bøger, og dermed har opnået nærmest ikonagtig status i henholdsvis Danmark og Norge.

Bibliografi

Romaner

Bauer, Ola:
Graffiti. Gyldendal, 1976.
Bauer, Ola:
Bulk. Gyldendal, 1978.
Bauer, Ola:
Humlehjertene. Gyldendal, 1980.
Bauer, Ola:
Rosapenna. Oktober, 1983.
Bauer, Ola:
Metoden. Vindrose, 1986. (Metoden, 1985).
Bauer, Ola:
Løvetemmersken. Oktober, 1988.
Bauer, Ola:
Magenta. Oktober, 1997.
Bauer, Ola:
Forløperen. Oktober, 1999.
Bauer, Ola:
Hestehovedtågen. Batzer & Co, 2013. (Hestehodetåken, 1992.) Oversat af Jannie Jensen. 1. del af: Hestehovedtågen.
Bauer, Ola:
Sortefod. Batzer & Co, 2013. (Svartefot, 1995.) Oversat af Jannie Jensen. 2. del af: Hestehovedtågen.
Bauer, Ola:
Magenta. Batzer & Co, 2014. (Magenta, 1997). Oversat af: Jannie Jensen. 3. del af: Hestehovedtågen.
Bauer, Ola:
Forløberen. Batzer & Co, 2016. (Forløperen, 1999). Oversat af: Jannie Jensen. 4. del af: Hestehovedtågen.

Drama

Bauer, Ola:
Mellomkrig, 1986.
Bauer, Ola:
Vesper, 1987.
Bauer, Ola:
Brendan, 1993.
Bauer, Ola:
Mater, 1994.

Om forfatterskabet

Web

Forfatterens danske forlag, hvor der er en præsentation af Bauer og romanerne.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Ola Bauer

Kilder citeret i portrættet

Artikler

Saabye Christensen, Lars:
Min kamerat Ola. Dagbladet, 2000-07-09.
Petterson, Per:
Månen over Porten. Batzer & Co, 2009.