Ola Bauer

Ola Bauers far var bager og medlem af den norske modstandsbevægelse. I 1943, det år, Ola Bauer blev født, blev faderen arresteret og deporteret til koncentrationslejren Sachsenhausen, hvor han døde, tre måneder inden krigen sluttede. Derhjemme måtte hans familie gå under jorden og leve et nomadeagtigt liv, der gjorde det svært for Bauer at knytte nære venskaber. Han voksede op med en tro på, at faderen døde som krigshelt og fandt først som voksen ud af, at faderen faktisk var død af metanolforgiftning, fordi han havde taget fejl af giften og alkohol.

I den selvbiografiske debutroman ”Graffiti” (1976) skrev Bauer om fyren Jo, der konstant flytter rundt med sin mor, efter at faderen har drukket sig ihjel i Sachsenhausen. For ikke at gøre moderen og resten af familien alt for ondt, udgav han debutromanen under pseudonymet Jo Vendt. Allerede med debutromanen trådte hans særlige stil, det dramatiske, følelsesmæssige sprog igennem, og den norske kritiker Johan Borgen skrev, at bogen ”gav et udslag på 7,7 på Richters jordskælvskala”.

Bauer arbejdede længe som journalist, blandt andet for det norske magasin Vi Menn, og det førte til rejser til krigsområder over hele verden. Noget, der var med til at styrke hans Hemingway-agtige machostatus i Norges litterære kredse. Især beskæftigede han sig med konflikten i Nordirland, en konflikt, der også optræder i romanen ”Rosapenna” fra 1983. Om at leve i Norge sagde han dengang: ”Det siges om yngre norske forfattere, at vi lever i litterært eksil. Det er muligt. Selv bliver jeg passiv af konturløsheden herhjemme; vi holder os oppe ved hjælp af en kunstig olieøkonomi, som virker som bedøvende gas.” (Lars Saabye Christensen: Min kamerat Ola. Dagbladet, 2000-07-09).

Bauer døde af kræft i 1999, 55 år gammel. Han var gift med Anne Gun og sammen har de en datter. Tre år efter hans død udgav mange af Bauers forfatterkolleger en hyldest til ham, ”Bauers Bok” (2002). Her var der bidrag fra Per Petterson, Dag Solstad, Lars Saabye Christensen og mange flere, hvor de tager udgangspunkt i de romaner af Ola Bauer, som har betydet noget for dem. Bogen er blot ét eksempel på den store indvirkning, Bauer har haft på norsk kultur- og litteraturliv.

I essaysamlingen om sine yndlingsforfattere, ”Månen over porten” (2009), skriver Per Petterson om ham: ”Man kunne sige, at Ola er Sandemoses egentlige arvtager i Norge. Samtidig var han Norges eneste genuine beatforfatter. Han var oprører, han havde set for meget til at være noget andet, men han lod sig aldrig sætte i bås.”

Ola Bauer skrev også dramatik. To af hans skuespil, ”Vesper” (1987) og ”Brendan” (1993), omhandlede konflikten i Nordirland.