Ola Bauers opvækst i et Oslo præget af sårene fra Anden Verdenskrig fylder meget i hans litterære værker, lige fra debutromanen til de senere hovedværker i ”Hestehovedtågen”-tetralogien om Tom. På den måde kan man sige, at han skriver i en selvbiografisk stil, som minder om den bølge af selvbiografisk ”mandelitteratur”, der i de senere år har fyldt meget på de skandinaviske bogreoler og som nu har Karl Ove Knausgård og Tomas Espedal som centrale stemmer. Bauers hovedpersoner, Jo og Bo fra de tidligere romaner, og Tom fra tetralogien, er alle outsidere, rebeller, som ikke lader sig tæmme, og i den forstand minder de meget om forfatteren Ola Bauer.
Det rå og rebelske afspejles også i tonen i romanerne, der er fandenivoldsk og gnistrende poetisk. Per Petterson kalder i sin essaysamling, ”Månen over porten”, stilen for maskulin: ”Han var en maskulin forfatter, fordi hans sprog var maskulint, hvis noget sådant findes, og det gør det vel, men han var aldrig macho. Han satte sig aldrig over kvinder i sine bøger. Aldrig. Han kunne se på dem med skrækblandet fryd, han kunne se på dem, om ikke altid med forståelse (hvilken mand kan det), så i hvert fald med beundring. Han kendte deres styrke og lod sig imponere.” (Per Petterson: Månen over porten. Batzer & Co, 2009).
Kærlighed, seksualitet og sanselighed er gennemgående temaer hos Ola Bauer, drengens rejse mod at blive mand og den evige kamp med at tøjle de indre dæmoner.