En hytte ligger i et stenet landskab, havet er nært ved men uden for hørevidde. Det er vinter, og det er altid enten nat eller aften i Samuel Becketts korte prosabog ”Mal vu mal dit” fra 1982 (”Dårligt set dårligt sagt”, 1983), hvis korte tekster forsøger at fremmane dette golde landskab og den gamle kvinde, som bebor hytten.
Kvinden er spøgelsesagtigt fjern, hun forsvinder somme tider, og teksterne forsøger at gribe hende, se hende og se landskabet, men man mærker, at det ikke er lige til. Hun flakker om i landskabet, kommer og går, står eller sidder men taler ikke med nogen. Hun er ensom og på en gang fjern og gået fuldstændig i et med landskabet omkring sig. ”Alt dette i nutid. Som om hun havde det uheld stadig at være i live.” står der på den første side og på side 22: ”Denne så døende gamle kone. Så døde”. Kvinden befinder sig et sted i mellem liv og død, eller rettere, hun er i begge tilstande på en gang. På side 27 beskriver teksten, at hun er ”som en genganger,” hvilket er en meget præcis beskrivelse, for det er, hvad den gamle kvinde gør; hun går, igen og igen gennem landskabet.
En proptrækker hænger og dirrer på et søm, stenene uden for huset er hvide, den gamle kvindes kniplingskrave flader mod hendes sorte kjole og stolen i hytten rykkes frem og tilbage fra vinduet. Det er dette minimale interiør, teksten kredser om og forsøger at fremkalde gennem en minutiøs beskrivelse.
Kvindens halvt fraværende tilstand, det golde landskab og tusmørket gør det helt konkret svært for teksten at se hende, den kan ikke vide sig sikker og siger om sig selv, at den er dårligt set og dårligt sagt. ”Mal vu mal dit” er langt mere minimalistisk end mange af Becketts tidligere værker, den har kortere og meget konkrete sætninger, de tragikomiske elementer og det til tider høje tempo er forsvundet, og fortælleren er helt tilbagetrukken, reduceret til blot et øje. Det er denne stirren ud i tusmørket, som skaber det sprog, der på en gang er tøvende, tvivlende og bærende på et stort ønske om præcision. Formuleringer som denne er hyppige: ”Kort sagt i live som kun hun forstår at være det hverken mere eller mindre. Mindre!” (s. 42). Her korrigerer teksten sig selv og bruger samtidig dette ord, den så ofte bruger, nemlig mindre. Alting synes at skrumpe ind, øjet vender til sidst tilbage til huset og kvinden er der ikke, og der indtræffer et lykkeligt tomrum, et mørke for øjet.