Formelt og genremæssigt er Becketts forfatterskab meget bredt; han har både skrevet teaterstykker, romaner, digte, radiospil, noveller og faglitteratur. På tværs af de forskellige former har værkernes sprogunivers og karakterer mange fællestræk; ofte fremstiller Beckett, som i ”Molloy”, ”Mens vi venter på Godot” og ”Malone dør”, karakterer som er ensomme, udstødte eller befinder sig lavt i samfundets hierarki – det er vagabonden, den døende, spøgelset og tjeneren, som taler eller som der tales om hos Beckett.
Værkerne er fyldt af kroppe i forfald. Kroppe som mangler lemmer, er halte, blinde og gamle eller slet og ret er sengeliggende og ikke kan bevæge sig ud af stedet. Hos Beckett er fødsel og død ikke punkter i tiden, men spredt ud i karakterernes liv som tilstande, der blandt andet kommer til udtryk som en konstant tilblivelse af kroppen og talen i skriften og som en konstant opløsning af kroppen og hukommelsen. Uanset hvor meget kroppen falder fra hinanden, fortsætter stemmen altid sin kværnen, ind til der som i ”Den unævnelige” hverken er navn eller egentlig krop, men kun en skramlet monolog tilbage.
I forfatterskabet er der mange særlige og komplekse forbindelser mellem tiden og vaner eller ritualer, for tid hos Beckett er ikke givent som noget fremadskridende og forståeligt. Fortid og hukommelse er ofte eroderet væk eller ligesom gået af led, fordi verden omkring dem er en forskelsløs ødemark med få eller ingen kendemærker. Det er altid umuligt at se, om solen er på vej op eller ned. I stedet for at være styret af en udefrakommende døgnrytme og af solen, knyttes det at få tiden til at gå til vaner og ritualer, som at lave strækøvelser som Didi og Gogo eller ordne tingene i tasken som Winnie i ”Glade dage”. På en gang rummer teksterne en bevidsthed om, at langt de fleste af disse handlinger er unødvendigt omstændelige og hvis ikke menings- så i hvert fald formålsløse. På den anden side er det netop ritualerne, som knytter karaktererne sammen og danner en ny slags tid i fraværet af døgn og samfund.
Beckett er kendt for at være en af de dramatikere, som revolutionerede det tyvende århundredes teater. Hans teaterdialog er ikke udpræget realistisk, men har ofte et højt tempo, gentagelsesfigurer, paradokser og logiske sammenbrud i sætningerne. ”Hvis jeg ikke slår den rotte ihjel vil den dø,” som Clov siger på side 75 i ”Slutspil”. Det er ofte de absurde og paradoksale sproglige figurer, der skaber humoren i især hans stykker, sammen med en fysisk komik, når karaktererne falder, bytter hatte eller slæber de samme genstande rundt og rundt i optrin, der til tider kan minde om klassiske tragikomiske klovne i cirkus.
Becketts tidlige forfatterskab adskiller sig fra hans produktioner efter krigen, idet de tidlige værker synes at være præget af en mere ciseleret stil med mange fremmedord, lange sætninger med mange led, flere bogstavrim og brug af mange symboler og litterære referencer. Den unge Beckett var en akademisk skolet, måske lidt for velformuleret irer, som var stærkt inspireret af Joyce. Læser man de værker, som er skrevet på fransk, oplever man tydeligt, at der med overgangen til at skrive på fransk for Beckett opstod en klarhed i hans sprog, der samtidig bliver mere konkret. Hans stil ændrer sig, der er flere gentagelser, korte replikudvekslinger og en mere umiddelbar sans for det komiske. Men overgangen til fransk var hverken endegyldig eller helt så enkel, og det er selvsagt umuligt at adskille skiftet i sprog fra Becketts udvikling som forfatter og udviklingen i hans kunstsyn. Joyce forsvinder da heller ikke som inspirationskilde i den franske prosa, men får måske en mindre plads efterhånden som Becketts egen stemme udvikler sig. Han begyndte at skrive flere værker på engelsk igen, da han blev ældre, og hans sene prosa tager igen en ny drejning, både de værker som oprindeligt er skrevet på engelsk og på fransk. Værkerne bliver mere minimale og stadigt mindre narrative, som det blandt andet er tilfældet i ”Dårligt set dårligt sagt” og ”Selskab”.