Vladimir: Ja, selvfølgelig var det i går.
Estragon: Lige her hvor vi står nu?
Vladimir: Ja, hvor tror du ellers? Kan du ikke genkende stedet?
Estragon: pludselig rasende Genkende! Hvad er der at genkende? Hele mit skide liv har jeg kravlet rundt i mudderet! Og så står du der og ævler om landskabet! Han stirrer vildt omkring sig Se på den møgdynge! Jeg har aldrig været andre steder!
Vladimir: Rolig, rolig.”
To vagabonder står på et bart og øde sted og venter, og det bliver de ved med gennem hele Samuel Becketts skuespil ”En attendant Godot”, som havde premiere i 1953 (”Mens vi venter på Godot”, 1977). Stykket består af to akter, som er påfaldende ens; begge akter strækker sig over én dag, hvor de to vagabonder Vladimir og Estragon (også kaldet Didi og Gogo) venter på Godot.
Hvem denne Godot er, finder vi imidlertid aldrig ud af, for han dukker ikke op som lovet. Didi og Gogo forsøger at få tiden til at gå; de laver strækøvelser, bytter hatte, overfuser hinanden, overvejer selvmord og spiser de radiser, de finder i deres lommer. En dyb fortvivlelse dukker ofte op i dialogen ”Hvad skal vi gøre, hvad skal vi gøre?” siger Gogo for eksempel. Men fortvivlelsen kan aldrig omsættes til handling, fordi der ikke er noget at gøre. De to mænd ejer ingenting, de skal ingenting og de har ingen steder at gå hen. De ender altid ved samme konklusion – bedre at vente.
I begge akter kommer manden Pozzo og hans tjener Lucky forbi, og et lille optrin udspiller sig. Ved dagenes afslutning opsøges Gogo og Didi af en dreng, som fortæller dem, at Godot er blevet forhindret i at komme, men at han vil komme i morgen. Mødet er udskudt og deres venten fortsætter.
Didi og Gogo har ingen egentlig grund til at holde sammen; deres fællesskab beror alene på den tautologi, at de er sammen fordi det er de, fordi de er der, sammen, fordi ingen af dem er andre steder end der, hvor de er, sammen.
Didi og Gogo befinder sig i en art ødemark, hvis eneste egentlige kendetegn er et lille træ. Flere gange gennem stykket bliver de to i tvivl om, hvorvidt solen er på vej op eller ned, og det er, som om både tiden og landskabet i stykket er blevet til store, forskelsløse masser, en bleg grød af mudder og overskyethed.
Dialogen er opbygget af mestendels korte replikker mellem Didi og Gogo, kun afbrudt af enkelte længere monologer. Stykkets dialog fremstiller, hvor absurd og cirkulær tale og samtale bliver, når en eller flere af de talendes hukommelse helt eller delvist er forsvundet. Landskabets og tidens forskelsløshed trænger ind i karaktererne, idet de ikke længere kan genkende noget, og især Gogo befinder sig i en slags guldfisketilstand, hvor han ingenting husker af selv nyligt overståede begivenheder. Tonen mellem Didi og Gogo bevæger sig frem og tilbage mellem elskværdighed, frygtsomhed over irritation til en næsten samstemmig tale, hvor de supplerer hinandens udsagn mere end egentlig at tale til hinanden.