Slutspil

Det er meget længe siden, at de to hovedpersoner i ”Fin de partie” fra 1957 (”Slutspil”, 1958) Hamm og Clov har set andre mennesker. Bortset, selvfølgelig, fra Hamms forældre, Nagg og Nell, som bor i to skraldespande, og som tilsyneladende kun har deres hoveder og overkroppe. Hamm er herren i huset, blind og lam sidder han i en stol i stuen gennem hele stykket, og Clov er den gangbesværede tjener, som udfører rester af rutiner fra en husholdning, der mestendels er suspenderet; han klatrer op ad en stige og ser ud af vinduet, flytter sin herres stol rundt og forlader stuen, som er scenen, for at gå ud i køkkenet og stirre ind i væggen.

Stykket foregår i en næsten helt forladt verden, hvor naturen ikke længere producerer liv, men kun forårsager forrådnelse og opløsning. Himlen er grå, og omverdenen, som Clov ser gennem vinduet, er en stor, tom slette. Når Hamm spørger, hvad klokken er, svarer Clov: det samme som sædvanligt. De diskuterer frem og tilbage om umuligheden for at dø eller muligheden for, at Clov forlader huset. Men de vender altid tilbage til det samme: der er ingen andre, der er ikke andet i verden end tomheden og dem. 

Der er en underlig grundløshed i den tilsyneladende afmægtige, blinde og lamme Hamms magt. Han giver ordrer og Clov adlyder dem for det meste, og man fornemmer, at dette herre-tjener-forhold for dem er blevet en sær og formålsløs vane på lige fod med de andre ritualer, Clov udfører, og som gradvist har mistet deres formål i takt med, at verden omkring dem er holdt op med at fungere. Clov har en kølig tone over for Hamm og nægter at udføre visse ordrer, for eksempel at kysse ham – Hamm, herren i huset, er på en gang den mest sentimentale og den mest resignerede af de to.

I en monolog fortæller Hamm om, hvordan han engang nægtede en tigger mad til dennes sultne barn ud fra ræsonnementet: ”Tænk dem dog om, hvis De kan, tænk dem dog om, De er her på jorden, det er der ingen kur for!” på side 61. Hamm havde et forråd, han ikke ville dele ud af. Nu sidder han som en af de sidste overlevende i en verden, der ikke længere kan brødføde liv, men samtidig har han selv, og netop dette argument for den totale resignation, bidraget til den død der har spredt sig i verden.

Ved stykkets slutning ser Clov en dreng ud af vinduet og beslutter at forlade Hamm. I sidste scene står han i døren med frakke og hat på og betragter den blinde Hamm, som snøftende kalder på Clov og er i den tro, at han allerede er blevet forladt.