Så fulgte Mor kan ikke svømme (1999), der en ’omvendt’ historie om opdragelse og indlæring. For det er William, der prøver at lære mor, hvordan man svømmer og har det dejligt i vandet. Men mor fryser og føler ubehag ved det våde element. Indtil det en dag lykkes William at lægge mor ned i vandet, og pludselig føler hun vægtløsheden og tager nogle gevaldige svømmetag, som bringer hende lynhurtigt frem. Og hun bliver vanvittig dristig, hopper op på et bræt og vil surfe...
De får en mægtig fart hen over bølgerne. Mor er ikke bange.
- Hvis vi falder i vandet, kan vi bare svømme hjem, siger hun.
Men der langt ind til land.
Nu byttes rollerne rundt, og den før så dristige William bliver betænkelig. I en blanding af drøm og virkelighed slynges mor og William til sidst helt op i himlen af en buldrende bølge.
- Vi er flyvefisk, råber mor.
Og heldigvis får de så meget fart på, at de bliver smidt hjem i deres egen have og ind ad vinduet i deres eget hus.
Og da William vågner af sin drøm(?), hører han mor, der pusler ude i badet.
Hun er sikkert glad for, at hun har lært at svømme.
- Men nu skal du lige huske noget, siger William.
- Det kan også være farligt at bade for meget!
Bogen er elegant i ordets egentligste forstand. Bente Bech maler billeder af havet, så det skummer om ørene, og viser os det lave vand ved strandkanten med lysets fine reflekser.
Bogen fortæller om at tage styringen i en læreproces. Og om børn og voksnes komplicerede spil med hinanden. Vi vil så gerne vise vores verdener frem for hinanden, men vi har så svært ved at forstå og fatte forskelle og ligheder.
Den bog er klog.