Den første person, vi stifter bekendtskab med i Carina Bergfeldts debutroman ”Fadermord” fra 2012 (”Fadermord, 2014), er en kvinde, der har sat sig for at slå sin brutale og voldelige fader ihjel. I en notesbog med uskyldige muffins på omslaget noterer hun, hvordan hun præcis vil bære sig ad. Hun researcher på nettet, ser Dexter og andre krimiserier, og langsomt begynder planen at tage form. Faderen skal ikke bare dø, han skal lide og betale tilbage for alle de synder, han har begået. Koste hvad det vil.
50884309
Imens er den svenske by Skövde optaget af sagen om den forsvundne kvinde Elisabeth Hjort. De fleste antager, at hun har begået selvmord, men efter et par måneder skyller hendes frosne lig op på stranden ved Simsjön, og det viser sig hurtigt, at hun er blevet dræbt. Men hvem står bag forbrydelsen? Mistanken samler sig umiddelbart om hendes mand Klas og nabokonen Klara, der havde en affære. Men ligningen går ikke helt op. Politiassistent Anna Eiler bliver sat på sagen, men også de to journalistkolleger Ing-Marie Andersson og Julia Almliden fra Västgota-Nytt sætter sig for at løse mordgåden, og efterhånden kommer en lang række ubehagelige sandheder op til overfladen.
Skiftevis følger vi de tre hovedpersoner undervejs i opklaringsarbejdet, og efterhånden går det op for læseren, at den person, der planlægger at myrde sin fader, skal findes blandt de tre kvinder.
”Fadermord” har en lidt usædvanlig struktur. Den er bygget op omkring tre forskellige tråde: beskrivelsen af opklaringsarbejdets forløb, skildringen af planlægningen af fadermordet og desuden en række gruopvækkende flashbacks, der åbenbarer omfanget af faderens fysiske og psykiske terror mod sin familie. Det er en roman om hævn, om sår, der aldrig heler, og om grænserne for, hvad der kan tilgives. Om hvordan ondskaben får frit spil, hvis der ikke er nogen, der tager kampen op. I romanens verden er morderne ikke nødvendigvis dem, der bærer rundt på den største skyld.