En tydelig streng i Sissel Bergfjords forfatterskab er familien og den enkeltes plads i samme. I ”Min morfars stemme” var Kajsa på tur i familieerindringen og i det norske landskab for at finde spor efter sin morfar. I ”Sortedam” er det i mødet med morens efterladenskaber, at fortiden og historien bliver vakt til live. Spørgsmålet om, hvorvidt den personlige identitet er autonom eller bestemt ud fra ens ophav, lyder i begge romaner uden at give noget entydigt svar. Kajsa og Sigrid går begge på opdagelse i deres familiære ophav for at blive klogere på både historien og sig selv.
Begge bøger tager udgangspunkt i et specifikt sted, der med sine ting og stemninger sætter gang i erindringer og refleksioner. I ”Min morfars stemme” er det væggene i morfaderens hytte, der taler, i ”Sortedam” er det resterne af liv i morens lejlighed, der sætter tankerækkerne i gang. Stedet er på sin vis bærer af erindring, og i ”Min morfars stemme” noterer Kajsa, at ”Måske har det at opsøge sine rødder ikke noget med vished at gøre, ikke noget med data og årstal og begivenheder, det har noget at gøre med at opsøge steder, forsøge at betræde den samme jord.” (s. 163). Hun vil altså ikke kunne gøre de samme opdagelser og erfaringer med slægtshistorien, hvis ikke hun fysisk har befundet sig i hhv. morfaderens hytte og morens lejlighed.
Om ligheden mellem sine to bøger siger Sissel Bergfjord: ”Jeg var et stykke inde i arbejdet med "Sortedam", da jeg opdagede nogle sammentræf i strukturen med "Min morfars stemme". Jeg syntes, det var morsomt at opdage, at jeg åbenbart har en foretrukken skabelon, som jeg bygger et handlingsforløb op omkring. Der er ligheder – som at "kvinde forlader sit hjem, isolerer sig i rum tid i "et spøgelseshjem" for at få rede på sig selv og sine nærmeste – men det er to vidt forskellige bøger.” (Peter Hagmund: Når mor dør af druk. Fyens Stiftstidende, 2012-02-21).