I Sissel Bergfjords debutroman ”Min morfars stemme” fra 2006 er den snart 30-årige Kajsa rejst til Norge for at opholde sig i familiens lille sommerhus i tre uger. Hun er i selvvalgt eksil i det sydnorske landskab, hvor den primitive hytte ligger ned til en sø med en helt særlig historie.
Jeg-fortælleren Kajsa har sat sig for at opstøve sin morfars historie. Morfaderen var modstandsmand under 2. verdenskrig og døde ved en drukneulykke i søen, før Kajsa blev født. Hun er vokset op med sin mor og mosters historier om Arnbjørn Elkenes, der trods – eller på grund af – de mytologiske fortællinger forbliver et mysterium for barnebarnet.
Kajsa saver brænde, bader i den klare sø og taler ikke med nogen. Hun rydder op i huset og i skuret i håbet om at finde noget, der kan belyse, hvem hendes morfar var. En dag drager hun ud på en længere tur for at finde den skovhuggerhytte, som han gemte sig i under krigen. Her finder hun hans notesbog, der indeholder en hemmelighed, som ingen i familien tilsyneladende har vidst noget om.
26410851
Romanen har et underliggende uhyggeligt spor, og Kajsa tror sig beluret og er på vagt over for mærkelige lyde. Som læser gyser man med, når den unge kvinde hører noget pusle ved døren om natten, og når hun overnatter i den forladte hytte midt i skoven.
”Min morfars stemme” er fuld af sansninger af lyde, lugte og berøringer. Hvordan lyder det, når man åbner et vindue, der binder, hvordan føles det at røre ved birkebark? Det er lyde, ”som forekommer umulige at beskrive for nogen, der aldrig har hørt dem. / Jeg har aldrig hørt min morfars stemme” (s. 21). Kajsas tur til Norge er netop en søgen efter morfars stemme, der i modsætning til billeder og fysiske efterladenskaber forsvinder med døden.
Ugerne i Norge udgøres af de daglige pligter ved huset og småture rundt i området. Ellers er det minder fra barndommens somre i hytten sammen med mor, moster og broderen Mikkel, der udgør handlingen. Langsomt oprulles slægtens historie, men med de huller, som ingen har kunnet – eller villet – udfylde.