Et gennemgående træk ved Arne Berggrens sprog er det overbevisende unge præg. Han må have luret de unge af. Han har lyttet til dem på cafeer og på spillesteder. Desuden har han ladet unge læse sine manuskripter for at få deres kommentarer på udtryk og vendinger.
Han siger, at de unges kommentarer har lært ham meget. Hans omgang med unge mennesker har lært ham, at antydningens kunst er bedre end at lave beskrivelser side op og side ned.
Det er nok derfor, at mange af hans bøger virker filmiske. Hans bøger kunne meget vel være filmmanuskripter. Han har da også fået henvendelser fra filmfolk, som har vist interesse for at lave Vanessa- eller om at overleve på Hankø til film. Det finder han interessant.
Mange danske anmeldere sammenligner Arne Berggrens sproglige jargon i Aldo-bøgerne med Bjarne Reuters stil. Sikkert er det, at Arne Berggren er meget bevidst om det sproglige. Der skal være musik i sproget, siger han. Han læser ofte sine tekster højt, for netop at lytte efter musikken, lytte efter om der er falske toner.