“Arthur et les Minimoys” fra 2002 (“Arthur og Minimoyserne”, 2006) er første bind i serien om den tiårige dreng Arthur. Han bliver passet af sin mormor i sommerferien i hendes elskede hus ude på landet, hvor hunden Alfred også bor. Det fremgår ikke af historien, hvilket årstal den udspiller sig, men vi befinder os et sted imellem 1900 og 1960. Bilen er i hvert fald en nyopfindelse, og de første lygtepæle er lige blevet rejst i den lille landsby, som både kan ligge i USA og i Frankrig: “Og selv om de første lygtepæle har gjort deres indtog på hovedgaden, så lyser de ned over langt flere hestevogne og cykler end nymodens automobiler”. Det er en hyggelig og ikke alt for fjern fortid, hvor man stadig tror ensidigt og lidt naivt, at europæere i Afrika gjorde et godt stykke arbejde med at civilisere afrikanerne. Men vi befinder os også lige på kanten til en ildevarslende modernitet, som truer med at jævne den landlige idyl med jorden og i stedet opføre betonbygninger. Historien indfanger den tidsånd, der hersker lige på kanten mellem et traditionelt samfund, hvor solidariteten stadig findes, og et moderne samfund, hvor udviklingen accelererer. På den måde emmer bogens stemning af nostalgi.
28753918
Arthurs forældre har ikke rigtig tid til ham, og kommer ikke en gang for at fejre hans tiårs fødselsdag med ham. Tilmed er morfaren forsvundet sporløst for fire år siden, og siden da er det gået ned ad bakke med både mormorens økonomi og humør. Men morfaren har efterladt sig lidt af et eventyrbibliotek, fyldt med dagbøger og malerier fra hans og Mammis mange år i Afrika. En af dagbogsanekdoterne fanger Arthurs opmærksomhed. Den handler om Minimoyserne, et folk der er så lille, så man næsten ikke kan se det med det blotte øje. De måler kun to millimeter, til forskel fra deres broderfolk, Bogo-Matassalajerne som er et højt folkefærd på over to meter. Og selv om morfaren hævdede, at han tog nogle Minimoysere med hjem fra Afrika, var der ingen, der rigtig troede på ham. Arthur finder imidlertid et maleri af Minimoysernes prinsesse, Selenia, og et enkelt blik på hendes portræt, så er han solgt. Historien rummer desuden en skat i form af en stak røde rubiner, som morfaren engang efter sigende har gravet ned i haven, der hvor Minimoyserne holder til.
Mammis pengekrise begynder at kradse. Og krisen banker på døren på Arthurs fødselsdag, lige midt i lagkagen, da den ondskabsfulde Hr. Davido kommer for at opkræve gæld. Han er bolighaj og i øvrigt en grisk person, og endnu værre er det, at han ejer Mammis hus. Mammi har lige nøjagtig tre dage til at stille med en masse penge, ellers skal hun ud. Hvis det sker, vil Hr. Davido jævne huset med jorden og plastre grunden til med betonbygninger. Arthur indser, at han må gøre noget for at redde situationen, så pengenød og eventyrlyst bliver startskuddet for Arthurs rejse ned i baghaven på en mission, hvor han skal søge efter både rubinerne og sin bedstefar.
Da han selv er blevet to millimeter høj, ankommer Arthur til Minimoysernes lille bitte verden. Her er et græsstrå ligeså højt som et træ, og et sugerør kan bruges til at oversvømme hele landsbyer. Han fortæller den alvorlige nyhed om Hr. Davidos betonplaner, men han finder hurtigt ud af, at Minimoyserne har deres egne lige så alvorlige problemer at slås med. De skal nemlig bekæmpe Den Modbydelige Maltazar, der fra sit kongerige Nekropolis truer Minimoyserne og de andre seks Jorder med udslettelse og slaveri.
Men hvad sker der, da Arthur møder prinsesse Selenia og hendes lillebror, Betameche? Kan Arthur og Selenia gøre fælles front mod Den Modbydelige M? Og kan Arthur måske oven i købet gøre sine hoser grønne over for prinsesse Selenia?